Fertilitetsbehandling og sædkvalitet

brevkassespørgsmål

Fertilitetsbehandling og sædkvalitet

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 8 år 3 måneder siden

Hej læge brevkasse. Min kæreste og jeg har lige fundet ud af at vi skal i fertilitetsbehandling, fordi han har nedsat sædkvalitet. Det er mega stressende, og specielt når jeg også lige er startet på uni osv. Det ville hjælpe hvis jeg kunne få lidt et overblik over hvad der måske skal ske - vi skal have noget der hedder mikroinsemination. Jeg har også tidligere været gravid to gange med et års mellemrum ca., naturligt, hvor jeg desværre mistede fostrene, og jeg undrer mig over hvordan jeg blev gravid, når nu der er problemer med hans sædkvalitet. Og har det noget at gøre med hvorfor jeg aborterede? Derudover kunne jeg godt bruge nogle råd til hvad vi kunne gøre, så min kærestes sædkvalitet kan blive bedre. Er der nogle kosttilskud og sådan noget? Mvh

Svar: 

Hej

Jeg er ked af at høre, at I har fertilitetsproblemer, men jeg er glad for at i har fundet årsagen og er kommet i den rigtige behandling. Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig stresset over forløbet, særligt hvis du også har andre nye bolde i luften som din studiestart. Hvert sjette par oplever fertilitetsproblemer og i langt de fleste tilfælde løser det sig enten ad naturlig vej eller ved fertilitetsbehandling, så der er al mulig grund til at være håbefuld.

 

Ved mikroinsemination får du hormonbehandling så dine æg modnes, og derefter tages de ud. Din partner afleverer en sædprøve, hvorfra man tager sædcellerne og sprøjter direkte ind i dine æg. På den måde får sædcellerne hjælp i stedet for selv at skulle trænge ind i ægget. Efter nogle dage ser man om æggene er befrugtede, og der ligges 1-2 æg op i livmoderen, herefter afventer man, om det bliver til en gravidtet.

Jeg er ikke speciallæge i fertilitet og kan derfor kun meget overordnet forklare hvad mikroinsemination går ud på. Jeg kan desværre ikke forklare mere præcist, hvordan selve behandlingsforløbet foregår. Jeg går ud fra, at I er blevet tilknyttet til en fertilitetsklinik, hvor behandlingen skal foregå. Jeg vil anbefale at I kontakter klinikken og får mere information om behandlingsforløbet. De vil helt sikkert være glade for at hjælpe jer og kunne give mere præcise svar på jeres spørgsmål. De har formentlig også skriftlig information om behandlingsforløbet som i kan få. Det kan være svært at få alle detaljerne med ved en konsultation, så det kan være rart også at have noget på papir, som man kan læse derhjemme i ro og mag.

 

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret over, hvordan du er blevet været gravid to gange tidligere, hvis din kæreste har nedsat sædkvalitet. Nedsat sædkvalitet kan skyldes enten unormale sædceller (f.eks. at de svømmer dårligere eller ikke kan trænge ind i ægget) eller at der er færre antal normale sædceller. Det er ikke umuligt at blive gravid, for der kan stadigvæk være en af de få normale sædceller eller en dårlig svømmer der alligevel kommer i mål. Man kan derfor sagtens være heldig at blive gravid på naturlig vis, selvom sædkvaliteten er nedsat, men sammenlignet med par hvor manden har normal sædkvalitet, er det mindre sandsynligt.

 

Man kan desværre være uheldig at få en spontan abort, som du har oplevet. Hver sjette graviditet ender med spontan abort, så mange kvinder vil opleve dette på et tidspunkt, og det er ikke så unormalt, som mange tror. Man kan også være meget uheldig at få to spontane aborter, uden at det betyder, at den næste graviditet ikke vil gå godt. Hvis det derimod sker tre gange, er der grund til at blive undersøgt for en tilgrundliggende årsag.

Jeg håber, at I kunne bruge svaret.
Mvh.Emilie

Emilie har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program