Problem ang. veninde og efterskole.

brevkassespørgsmål

Problem ang. veninde og efterskole.

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 8 år 4 måneder siden

Hej.

Jeg har et dillemma i forhold til hvordan jeg skal reagere omkring et specielt menneske i en speciel situation. Jeg har en veninde, som jeg har mødt gennem en fælles fritidsinteresse.Vi blev gode venner, nok med den baggrund at vi begge ikke var så populære i den gruppe af mennesker vi var sammen med til denne hobby, og at hun generet ikke var god til at få venner. Senere begyndte jeg at ses lidt med de mere 'populære' typer, men hver gang at jeg så min veninde sidde for sig selv, ville jeg altid gå fra de andre jeg var sammen med, for at være sammen med hende. Vi skal gå på den samme efterskole efter sommerferien. Og selvom at jeg oprindeligt godt kan lide hendes selvskab, er jeg bange for, at jeg ikke vil tillade mig selv at få andre venner, fordi at jeg hele tiden skal være sikker på at hun ikke er alene. Jeg skal gå i 10 klasse, hun skal i 9 klasse, så der kommer til at være tidspunkter hvor vi ikke har mulighed for at være sammen. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tackle min følelse til altid at være sikker på at hun ikke er alene, sammentidig med at jeg også skal være sammen med andre end hende.  

Svar: 

Kære dig,

Jeg kan godt forstå dit dilemma ift. din veninde. Det virker til på dit brev, at du er meget omsorgsfuld i dine tanker omkring din veninde og hendes trivsel. Jeg synes, at det er rigtig godt, at du er opmærksom på din veninde, hvornår og om hun er alene. Du skriver, at I er gode venner - dejligt! Men jeg kan også godt forstå, at det giver nogle tanker omkring, hvordan du lige skal håndtere det, når I starter på efterskole - og hvilken betydning det vil få for dig ift. at få nye venner, at hun er der. 

Jeg tænker, at i og med at I skal gå i forskellige klasser, vil der helt naturligt være tidspunkter, hvor du har mulighed for at snakke med andre, uden at skulle være obs på om din veninde er alene. Sådan som jeg læser det, er det at du er opmærksom på, om hun er alene et udtryk for omsorg for din veninde. På en efterskole vil der være mange mennesker det meste af tiden, og du vil indgå i mange forskellige sammenhænge, hvor du vil være sammen med mange forskellige. F.eks. i din klasse, når du har et valgfag, når du er sammen med dine roomies osv. Der vil derfor være mulighed for at både du og din veninde kan snakke med mange forskellige - og det er helt okay. Forhåbentlig vil det også give mulighed for at udvikle nye venskaber. Jeg tror, at mange kan opleve det som en udfordring i venskabet, når der sker store ydre forandringer, som det f.eks. er at starte på efterskole. Du skrev, at I fandt sammen, fordi I begge ikke var så populære i den gruppe, I var sammen med omkring jeres hobby. Jeg håber og tænker, at efterskolen faktisk kan være en mulighed for jer begge to til at starte på en frisk og få nye venner. Men det vil kræve en indsats fra jer begge, og at I snakker med andre og bruger tid på andre. Derfor vil det være naturligt, at du ikke kan holde øje med om din veninde hele tiden - og det skal du heller ikke. Hvis du har nemmere ved at få nye venner, end hun har, kan du måske også prøve at invitere hende ind i det fælleskab, du måske er i. Også selvom du formentlig ikke selv kender dem særlig godt. Det kan være, at hun er mere tryg sammen med dig, og at du kan være med til, at hun får nye venner. Det er dog ikke dit ansvar - i bund og grund er det din venindes. Det kan lyde lidt hårdt, men det er egentlig også for sige, at du godt kan være sammen med andre uden hende. Min fornemmelse er nemlig lidt, at du er meget opmærksom på hende, og det er også godt, men husk at passe på dig selv også i det. 

Jeg tænker, at du kan overveje at tage en snak med din veninde om, at du er spændt på, hvordan det bliver at starte, og måske også fortælle, at du er lidt spændt på, hvordan det bliver ift. at få nye venner. Dette kan måske også give en snak omkring, hvilke forventninger I har til hinanden, hvor meget I skal være sammen osv. Måske du også kan sige, at du ikke helt ved, hvordan du skal tackle det, at du gerne vil være sammen med hende, men også gerne vil have nye venner. Måske er det også noget, hun tænker på? Nogen gange kan det være lettere at italesætte ting, inden man står i dem. Dette også så din veninde ved, at det ikke er fordi, at du ikke vil være venner med hende, hvis du tilbringer tid med andre - også uden hende. 
For lige at opsummere, så tror jeg, at mit svar stikker lidt i flere retninger. Jeg synes, at det er godt, at du tænker på din veninde og viser omsorg for hende, men samtidig skal du også give dig selv plads og lov til at få nye venskaber. Forhåbentlig vil jeres venskab blive dybere og stærkere, samtidig med at du får nye venner.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at I begge får et rigtig godt år på efterskolen. 
De bedste hilsener,
Pernille

PernilleNs billede
Pernille har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program