Syg i sommerferien

brevkassespørgsmål

Syg i sommerferien

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 8 år 4 måneder siden

Hej :)

Jeg har i fredags fået sommerferie og det er helt vildt fedt! Desværre er jeg lige blevet syg og det går mig meget på! Jeg er meget snottet og har ondt i halsen og det forhindrer mig i at komme ud og have det sjovt. Eftersom jeg skal i niende klasse efter ferien, vil jeg gerne ud og nyde sommerferien hver eneste dag, men det har sygdommen altså forhindret mig i.

Jeg ved, at der ligger en brevkasse kaldet Spørg lægen, som muligvis vil kunne give et mere præcist svar, men da den er lukket indtil den 8. august, tænkte jeg, at jeg måske kunne få hjælp et andet sted. 

Mit endelige spørgsmål er om i har nogle tips til, hvordan jeg kan mindske sygdommen og blive rask hurtigst muligt.

Mange hilsner

 

Svar: 

Hej med dig, 

Sikke træls det er for dig, at du er blevet syg lige i starten af sommerferien! Det kan jeg godt forstå går dig på, nu hvor du har glædet dig til at nyde ferien.

Du skriver ikke, hvordan syg du er blevet, men jeg går ud fra at det er det klassiske influenza lignende syg med ondt i halsen, ør i hovedet, snottet og måske også feber og muskelsmerter? Der er mange forskellige teorier om, hvordan man hurtigst muligt kan blive rask, og det kan være lidt forvirrende at finde ud af, hvad man skal gøre. Men en ting er sikkert. Når man er blevet syg, så skal kroppen have ro og hvile for at komme ovenpå igen. Hvis man prøver at lave lidt hist og her, så plejer det at forlænge sygdommen. Så selvom det er træls, så er det bedst at du bliver under dynen. Måske du har nogle serier og film, eller blade og bøger, som du kan underholde dig med indtil du får det bedre.

Derudover er der nogle ting, som er gode at være opmærksom på, så sygdommen ikke varer længere end nødvendigt. Fx er det rigtig godt med masser af vand. Ofte har man brug for at drikke ca en halv gang mere end det, man plejer at få. Derudover kan varme drikke lindre, hvis du har ondt i halsen. Det er også vigtigt at du prøver at spise mad med næring. Hvis du ikke har så meget appetit, så er det en god idé at få mad med ekstra kalorier, så din krop har noget at arbejde med. For at undgå smitte, så er det også en god idé, at du ofte vasker hænder og ikke genbruger lommetørklæder, hvis du nu er forkølet. Når man er syg kan ens kropstemperatur også svinge, så det kan være godt at være opmærksom på, at det rum du er i ikke er alt for varmt eller koldt. 

Normalt varer sådan en sygdom 3-5 dage, så forhåbentlig er du snart klar til at komme ud og nyde din sommerferie. Du kan også altid ringe til din læge, hvis du fejler noget andet eller hvis der går mere end en uge, før du bliver rask. Lægerne kan godt holde sommerferie lukket nu, men oftest henviser de til en anden læge, du så kan kontakte. 

Jeg håber at du kan bruge mit svar. God bedring! 

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program