Den første gang/at være jomfru
Den første gang/at være jomfru

Den første gang
Der kan være rigtig mange tanker og spørgsmål forbundet med at skulle have sex første gang - det er helt almindeligt, når man skal prøve noget nyt. Det er jo ukendt land og kan være forbundet med nervøsitet, usikkerhed og spænding. Måske har du lyst til at have sex, men er bange for, hvordan det kommer til at være? Gør det ondt? Hvad hvis jeg ikke kan finde ud af det? Skal jeg fortælle ham/hende, at jeg ikke har haft sex før? Skal vi begge få orgasme, før der er tale om god sex?
I film bliver den første gang ofte skildret som fuldstændig ukompliceret, meget hedt og fantastisk. Det kan det også være - men ofte vil den første gang ikke foregå sådan i virkeligheden. Men det kan måske alligevel lægge et pres på en, om man nu kan gøre det ligeså godt, som man forestiller sig, at det skal være? Kan man nu finde ud af det? Det er helt naturligt at være nervøs for at skulle have sex første gang - og gøre sig tanker om, hvordan det bliver. Sex kan opleves meget forskelligt, alt efter hvem man er, hvordan situationen er, og hvem man er sammen med. Derfor er der heller ikke én rigtig måde at have sex på - og ofte vil det også være noget, man vil lære hen af vejen, ligesom med alt andet nyt.
At være jomfru
Er du jomfru, og føles det måske som om, at du er den eneste i klassen, der ikke har haft sex endnu? Det kan være, at det med sex er begyndt at blive interessant i klassen, og at det er noget, der tit bliver snakket om. Måske bliver der delt seksuelle erfaringer? Det gør måske, at du føler dig lidt udenfor, fordi du ikke kan snakke med. Måske tænker du, at så burde du vel også have sex, fordi det virker som om alle de andre har det - selvom du ikke føler dig klar til det endnu?
Det er utrolig vigtigt, at vente med sex til du er klar til det. I Danmark i dag er den seksuelle debut på 16 år, men der er også nogen, der er i tyverne, før de har sex første gang. Det er langt bedre at vente til, du har lyst og er klar - end at have sex med en, fordi du føler sig presset til det.
Gruppechat d. 9. juni kl. 18-21
Måske kan du nikke genkendende til nogen af de spørgsmål, der er blevet nævnt? Måske oplever du det på en helt anden måde? Uanset hvad, vil jeg rigtig gerne høre jeres tanker omkring det her i grupepchatten på torsdag. Så jeg håber at se mange af jer dér! :)
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Tilføj kommentar