Seksuelle grænser
Seksuelle grænser
Kender I det, at man har gjort noget, som man kan mærke, at det føltes bare ikke helt godt og rigtigt bagefter? Måske gør det ondt i maven, når du tænker på det? Måske mærker du en følelse af tvivl omkring, om du skulle have gjort det?
Det kan indimellem være svært at mærke egne og andres grænser, fordi vi sjældent har de samme grænser, og fordi der er meget, der har indflydelse på, om noget opleves grænseoverskridende f.eks. selve situationen og hvem man er sammen med. Grænser kan overskrides på mange måder - f.eks. seksuelt. Måske føler du, at alle andre har haft sex - og at du også skal gøre det, selvom du måske ikke har lyst? Måske ved du ikke, hvor dine seksuelle grænser er?
Hvad er seksuelle grænser?
Seksuelle grænser handler om, hvad du har lyst til, og hvad du ikke har lyst til i forhold til, hvor tæt på et andet menneske må komme på din krop. Her er seksuelle grænser vigtige til at mærke efter, hvad der er rart, og hvad der ikke er rart. Det kan også være, at noget man troede, at man var klar til og havde lyst til, ændrer sig undervejs eller efter. Det er helt okay. Og det er vigtigt at sige fra, hvis man kan mærke, at ens grænse bliver overtrådt.
Hvis man siger fra overfor noget af seksuel karakter, og den anden part fortsætter, er der tale om et overgreb. Om det er din kæreste, en god ven eller en helt fremmed, så skal seksuelle grænser altid respekteres. Derfor er det vigtigt, at du er tydelig omkring, hvad du har lyst til eller ikke har lyst til.
Gæsterådgiver fra Kvisten
Vi får besøg af gæsterådgiver, Cathrin, der arbejder som terapeut på Kvisten, og har en stor viden omkring seksuelle overgreb og grænseoverskridende handlinger. Hun skriver blandt andet: "Jeg ved især meget om den skyld og skam, man kan føle, når man har været udsat for noget, der har overtrådt egne grænser. Jeg ved også, hvor svært det kan være at kende til og være opmærksom på egne grænser, når man har været udsat for overgreb. Gennem mit arbejde på Kvisten ved jeg også meget om, hvor svært det kan være at åbne op for de oplevelser, man har haft."
Cathrin har også en stor viden omkring, hvilken betydning overgreb kan have for den videre udvikling senere i livet, og om familiens og andre relationers betydning for overgrebet - både inden og efter det er sket. Derudover kender hun også til mange forskellige tilbud indenfor overgrebsproblematikker.
Gruppechatten d. 2. juni 18-21
Måske sidder du og tænker, om man kan kalde det, du har oplevet, for overgreb? Måske tænker du "jeg var jo selv med på det i starten"? Eller også er du bare nysgerrig på at høre mere om, hvordan du kan blive bedre til at kende dine egne grænser. Uanset hvad, er du meget velkommen i gruppechatten på torsdag. Både Cathrin og jeg vil rigtig gerne høre, hvad I tænker omkring seksualitet og grænser.
Vi ser frem til at snakke med jer!
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Kommentarer
jeg skriver en projektopgave om seksuelle grænser
Hej Silje. Det lyder spændende. Jeg kan anbefale dig at kigge ind på grænseløst.dk som netop handler om seksuelle grænser.
Tilføj kommentar