Hvad skal jeg gøre? Kærlighed

brevkassespørgsmål

Hvad skal jeg gøre? Kærlighed

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 8 år 7 måneder siden

Hejsa 

Jeg er en pige på 15 år som står i den umulige situation at jeg på en måde kan li' 2 drenge… Jeg syndes hele tiden jeg skifter mellem dem, men på en måde kan jeg bedst lide ham den ene. Problemet med det er, at det er min bedstevenindes gode drengeven (der ligger ikke noget i deres venskab, så det tænker jeg slet ikke over) men jeg kan ikke rigtig snakke med hende om det fordi hun jo så slet ikke kan se det fra min synsvinkel, vis man kan sige det. Jeg har derfor heller ikke fortalt hende om det, fordi jeg har været i denne situation før med samme dreng og det blev meget hurtigt meget akavet. Jeg er siden det blev en del bedre venner med drengen og har nu heller ikke lyst til at ødelægge det venskab, vi nu har fået. Jeg er enlig bare bange for at tage et skridt i den retning jeg gerne vil, og tror også mere at den anden dreng er en måde at distrahere mig selv fra alle de tanker det jeg gerne vil, bringer med sig. Jeg håber at jeg kan få noget hjælp til hvad jeg skal gøre, eller bare tips til at score en dreng som faktisk virker! :)) 

på forhånd tak!

- Den super forvirrede pige <3

Svar: 

Hej forvirrede pige. 

Når man kan lide 2 drenge på en gang, så kan det godt føles som en helt umulig situation, at skulle vælge i mellem dem, hvordan vælger man rigtigt, og hvordan tager man skridtet videre osv.. Du er langt fra den eneste pige, som har prøvet at stå i den her situation, og det er helt almindeligt, som du skriver, at skifte mellem hvem du mest kan lide. Jeg vil skrive mine tanker omkring din problemstilling, og så håber jeg at du kan bruge det til at få lidt mere klarhed over, hvad du kan gøre.

Når man skal vælge mellem 2 drenge, så kan en måde være at mærke efter og tænke over, hvem der fylder mest i tankerne. Det kan være meget svært at gøre, da følelser kan være ret utydelige. Men du kan fx tænke over, hvem tænker du mest på, hvem får du oftest sommerfugle i maven over, hvem kan du bedst se dig med, hvem du har lyst til at lave forskellige aktiviteter med osv. Og der handler det om at prøve at komme så langt ind i sig selv, altså lukke øjnene, slappe af, og så se, hvem er det der bliver ved med at dukke op. Du kan også prøve at lave en liste over fordele og ulemper ved de to, men det er tit ud fra nogle rationelle overvejelser, altså hvem vil det give mest mening at være sammen med, og i og med at følelser ikke er rationelle, så vil det være bedst, hvis du bliver overbevist gennem dine egne følelser. Jeg håber det giver mening for dig? :-) Ud fra det du skriver, så lyder det dog til, at du egentlig hælder mest til din venindes ven, og at den anden fyr egentlig bare distraherer dig fra ham. Hvis du vil være helt sikker, så kan du alligevel lige prøve at "teste" dig selv, og se om det er din venindes ven, som dukker mest op i tankerne. 

Jeg kan forstå, at dit dilemma også handler om, at hvis du nu vælger din venindes ven, hvad der så vil ske med det venskab, som I har fået bygget op. Det er et rigtig godt spørgsmål, og det er en væsentlig overvejelse at gøre sig, da det ikke er sikkert at ens venskab bliver helt det samme efter man har fortalt om ens følelser. På den anden side så vil det også være ærgerligt, hvis du virkelig har følelser for ham og du ikke følger dem. Du skriver også, at du har været i samme situation med ham før, så jeg tænker at det er en, som du har haft følelser for før? Du skriver dog ikke, hvorfor det hurtigt blev akavet, men jeg tænker på, om det er en oplevelse, som gør at du tøver lidt med, om du skal prøve at gøre noget ved dine følelser for ham. Det er helt normalt, at det der kan bremse en fra at tage skridtet videre er, om man bliver såret. Det er aldrig rart at blive afvist. På den anden side, hvis man aldrig tager chancen, så sker der nok heller ikke noget. Så det jeg tænker, at du må gøre klart for dig selv er, for det første: Har du følelser for ham? 2. Har du lyst til at være kæreste med ham? Hvis du kan svare ja til begge, så tænker jeg, at der nok ikke er andet for end at kaste dig ud i det. 

Hvis du gerne vil forfølge din følelser, så kan det være en fordel at i er venner, fordi du hurtigt kan komme i kontakt med ham, og du har mulighed for at lave noget med ham uden at det vil være helt mærkeligt at spørge. Så det jeg tænker du kan gøre er at tage initiativ til at lave noget med ham. Spørg om han har lyst til at lave noget, fx se en film, gå en tur, tage til et eller andet arrangement, koncert osv. Og hvis i så har været sammen et par gange, og du kan mærke, at du virkelig gerne vil være sammen med ham, så hvis du har mod på det, så kan du fx sige til ham, at du er ved at være rigtig glad for ham, og så høre hvad han tænker om det. Der kan selvfølgelig være mulighed at han ikke gengælder følelserne, men det er altid en risiko man løber, når man fortæller om sine følelser. Men jeg tænker i hvert fald, at det vil være en god start at være sammen med ham alene. På den måde kan du måske også bedre for en fornemmelse for, hvordan han har det med dig. Du kan fx lægge mærke til, hvordan han kigger på dig, om han rører ved dig fx din hånd og sådan nogle ting. 

Du spørger også til tips til at score en dreng, som virker. Det kan være svært helt præcist at sige, da alle drenge er forskellige og lægger vægt på forskellige ting. Men umiddelbart så tænker jeg, at det som gør, at du får følelser for en fyr, nok også kan være det som gør, at en dreng får følelser for en pige. Derudover har jeg ladet mig fortælle fra et par drenge, at en smilende pige er nemmere at finde tiltrækkende end en, der ikke smiler. Og hvis du kan prøve at slappe af, være åben og være dig selv, så tror jeg også at det vil være godt. Det er aldrig en særlig god idé at prøve at være en, man ikke er eller som man tror, at en dreng vil have. For så snyder man både sig selv og drengen. Og hvis han ikke kan lide dig som du er, så tænker jeg ikke, at I er det bedste match, for det er vigtigt at du kan være dig selv, og har det godt med den du er. Men at være smilende, imødekommende og åben tror jeg er en god start. 

Til sidst tænker jeg, at hvis du er overbevist om, at du er vild med ham fyren, og I fx aftaler en date, så kan du overveje, hvorvidt du vil snakke med din veninde om det? Jeg kan godt forstå, hvis du ikke har lyst til at sige det til hende nu, fordi hun ikke nødvendigvis kan forstå det, men hvis det nu udvikler sig mellem jer, eller hun hører fra ham, at I har ses, så kan det være, at hun undrer sig over, hvorfor du ikke har sagt noget. Så jeg tænker, at det nok kan være en idé at snakke med hende om det, hvis du finder ud af, at du gerne vil prøve at gøre noget ved dine følelser for ham.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker, og ellers er du altid velkommen til at kontakte os igen, enten herinde eller i chatten.

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program