Social Angst??

brevkassespørgsmål

Social Angst??

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 1 måned siden

hej 

jeg har et stort problem, der fylder mine tanker hver eneste dag. Når Jeg er ude blandt folk, er jeg konstant nervøs, og får en form for anfald. Når det sker begynder jeg at svede, men mine hænder er iskolde og mine tænder klaprer, mit hjerte banker, og jeg har mest af alt bare lyst til at løbe ud af rummet, og bryde ud i gråd. Det sker for det meste når nogen spørger mig om noget uventet, eller jeg føler mig fanget. Har talt med min mor om det, men det er som om hun ikke helt forstår mig. Hun siger, at det er normalt at være genert i min alder. Har overvejet om det er social angst?? Hvad kan jeg gøre ved det?

på forhånd tak :)

Svar: 

Hej du

Jeg kan godt forstå at det fylder i dine tanker, for det må virkelig være svært at få det så skidt når du er ude blandt andre. 

Jeg tror din mor har ret når hun siger at det er meget almindeligt at være genert når man er teenager, men jeg tænker også at de symptomer du beskriver lyder meget voldsomme. Der er ingen tvivl om at generthed også kan opleves som ubehageligt og at det også er helt almindeligt at blive genert eller meget nervøs i netop de situationer du beskriver. Hvis man eksempelvis er i omgivelser man ikke kender. Jeg synes det du beskriver lyder som mere end ubehag og det er i hvert fald tydeligt at det fylder rigtig meget for dig og derfor skal du selvfølgelig også tage det alvorligt.  

Det kan være svært at vurdere om det er angst du oplever fordi eksempelvis hjertebanken og kolde hænder også kan være en helt normal reaktion hvis man bliver meget nervøs på grund af generthed. Det kræver en lidt længere snak med eksempelvis din læge om, hvornår du oplever de her symptomer og præcis hvad det er du oplever når det sker. Hvis lægen vurderer at det er angst findes der en masse gode behandlingsmuligheder som kan hjælpe dig til at komme af med angsten, men det ved din læge meget mere om. 
Din læge er et godt sted at starte fordi lægen kan henvise dig videre til mere behandling hvis det er nødvendigt. 

Det er helt sikkert også muligt selv at arbejde med de her ting. Uanset om det er generthed eller angst kan det godt lade sig gøre at "træne" sine sociale evner så man på den måde kan få det bedre med at stå i de her situationer.

Inden du tager hjemmefra næste gang til noget hvor du tænker at du godt kunne få det svært kunne du eksempelvis prøve at:
1. Forbered dig på nogle ting som du gerne vil snakke om. Noget du synes er spændende og interessant. Prøv og tænk over hvad det er for nogle ting du tit bliver spurgt om, og se om du kan forberede dig lidt på hvad du så vil svare...det kan måske give dig mere ro i maven hvis du ved at du er "forberedt"

2. Øv dig i at snakke foran et spejl. Snak om alt muligt forskelligt og se hvordan du ser ud. Det lyder måske mærkeligt, men bare det at opleve at du sagtens kan få orderne ud, og at du ser dig selv snakke kan godt hjælpe med til at gøre det lidt lettere når du står i situationen. 

3. Forestil dig hvad du kan gøre hvis du får det skidt. Her kunne det eksempelvis være en god ide at lære nogle gode vejrtrækningsøvelser som kan være med til at få ro på din hjertebanken. Det lyder måske enkelt men kan faktisk være et MEGET kraftfuldt redskab. Se mere her

Måske kunne du prøve at teste nogle af de her små øvelser jeg har nævnt. Hvis du ikke synes det virker synes jeg du skal smutte forbi din læge og tage en snak om det du oplever. For også selvom det er social angst du oplever så findes der masser af god hjælp til at slippe af med angsten. 

Jeg håber du finder ud af det og hen af vejen får det meget bedre.

Mange hilser 
Niels-Christian

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program