På forhånd undskyld at min besked er så lang, men det er svært at korte ned. Først til info er jeg en pige på 17 år, som går i 2.G.

Jeg skriver fordi jeg længe har været enormt ked af det. Jeg bryder mig ikke om at være ked af det foran folk, jeg kan bedre lide at holde følelserne for mig selv og føler ikke et behov for at snakke om tingene. Mit problem er bare nu, at jeg som sagt er ked af det hele tiden. Der er sket rigtig mange ting de seneste år som jeg har gemt væk, og nu er det som om, at bægeret er fyldt. Jeg føler ikke, at det er de ting, som jeg specifikt er ked af. Når jeg er ked af det, kender jeg sjældent grunden, men jeg tror godt jeg ved hvad det hele kommer af. 

I sommeren 2010 blev mine forældre skilt hvilket vendte min verden op og ned. Det kom som et chok for alle. Min lillebror og jeg havde altid fået hvad vi ville, og jeg havde aldrig rigtig haft den store modstand. Jeg har altid været fars pige og har stort set intet tilfælles med min mor. Jeg opdagede så kort tid efter skilsmissen, på en ret ubehagelig måde, at min far allerede havde en ny kæreste, som han havde været min mor utro med. (Noget min mor ikke engang vidste). Jeg reagerede først ved at blive ekstremt ked af det, opmærksomhedskrævende og var hjemme fra skole meget. Jeg gik endda til psykolog i en periode. Jeg havde ikke nogle tætte venner, men dem jeg havde ville ikke længere hjem til mig, fordi de synes, det var akavet, at mine forældre stadig boede sammen (det tog lidt tid for min mor at finde ny bolig). Jeg mistede rimelig meget mine venner der. 

I den tid hvor jeg var så ked af det, sejlede det fuldstændig i min familie. Jeg nægtede nu at se min far (jeg afbrød alt kontakt til ham i ca. et halvt år og boede stadig ikke hos ham efterfølgende) og min mor, som forståeligt nok havde det forfærdeligt, gjorde sit bedste for at støtte os, men hun er bare for skrøbelig til, at det hjalp mig. Min far er et menneske, der kun ser tingene fra sin egen side og altid har så ondt af sig selv og synes det er synd for ham, at jeg ikke vil se ham. Han har aldrig nogensinde vendt den og tænkt ”Måske er det mig?”. Mine forældre kunne jo lige pludselig ikke gå til hinanden når de havde noget på hjerte, så alt blev sagt til mig i stedet. De begyndte at svine hinanden til - til mig, og brugte mig generelt mere som en ven end en datter. På en måde jeg ikke syntes om. 

En dag gik det så op for mig, at der var en eller anden der var nødt til at tage sig sammen, og hvis ikke det var dem, måtte det være mig. Efter den dag har jeg aldrig nogensinde sagt til nogen når jeg var ked af det (udover overfladiske problemer) og ingen ved mere end at jeg ikke bor hos min far (stadigvæk). Min far har ændret sig meget, og jeg har fået øjnene op for, hvor arrogant og nedladende han er. Jeg kan slet ikke holde ud at se ham. Jeg får stadig kuldegysninger når han kommer for tæt på mig og jeg har haft flere mareridt om, at han voldtager mig og slår mig ihjel. Det sidder virkelig dybt i mig. Jeg bærer ikke så meget nag over utroskaben, jeg kan bare ikke lide ham som person. Jeg savner ekstremt meget vores gode forhold, fordi han er den eneste her i verden som jeg har så meget tilfælles med. Så har han så også bare den anden side, som jeg slet ikke kan relatere til. Jeg har stadig ikke fortalt ham, hvad jeg er sur over, måske fordi jeg altid har været lidt bange for ham. Jeg føler virkelig, at jeg blev tvunget til at være voksen tidligt. Jeg husker særligt en sommerferie i Rom i 2013, hvor min far var en fucking idiot en aften (ja undskyld ordvalget) og min bror og jeg gik op på værelset i raseri. Jeg havde allermest lyst til bare at råbe og skrige, men jeg var nødt til at være den stærke og trøste ham og sige, at han ikke skulle være ked af det. Jeg har efterhånden lært, at det ikke gør noget godt at udtrykke den slags følelser overfor andre. Når jeg har prøvet at sige noget til min mor, bliver hun ked af det, og så er det igen mig, der skal trøste hende. 

Mit problem den dag i dag er så, som sagt, at jeg de sidste 5 år har gemt alt væk. Jeg har haft en fantastisk evne til at glemme, at jeg er ked af det, og jeg har været meget svær at røre. Det seneste halve år er det bare gået ned ad bakke. Jeg græder næsten hver dag, specielt når jeg skal sove. Stort set alle mine venner irriterer mig. Jeg sover dårligt. Min kæreste som jeg har været sammen med i 4-5 måneder nu, og som gør ingenting forkert, gør mig alligevel ked af det hele tiden. Der skal intet til. Så sent som i dag græd jeg, fordi jeg ikke kunne finde mine nøgler. Nogen gange kan jeg slet ikke styre gråden, lidt som et angstanfald, hvor jeg ikke kan få vejret, bliver svimmel og mit hjerte banker derudaf. Jeg har også ca. 6 gange fået nogle ”anfald” (altid i triste perioder) hvor jeg skal besvime, dog har jeg nået at få kontrol over det 4 ud af de 6 gange. Jeg tror dog ikke, det har noget med det at gøre, men lægen har ikke kunnet ikke forklare det. 

Problemet er ikke, at jeg har lavt selvværd. Jeg har fin selvtillid. Jeg er glad for mit liv ellers. Jeg synes slet ikke, at mine problemer er store, og det er bl.a. også derfor, at jeg ikke kan tale om det. Det er jo ingenting sammenlignet med, hvad mange andre oplever. Jeg ved bare ikke hvorfor jeg er så ked af det. Et lille problem har åbenbart vokset sig stort. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Jeg er så bange for at folk finder ud af det og tror at de skal tage hensyn og have ondt af mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal løse det. Jeg føler ikke et behov for at snakke om det, men hvis jeg ville, så ville det at snakke med min far ikke hjælpe noget. Så godt kender jeg ham. Desuden ønsker jeg slet ikke et forhold til ham. Min mor er som sagt for skrøbelig. Mine venner har for perfekte liv til at forstå mig og jeg er bange for at min kæreste vil finde det for overvældende. 

Er det mon noget der går væk med tiden, eller skal man gøre noget for at det ikke hober sig mere op? Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op... Tak fordi du gad bruge tid på at læse det!

-L