Kære dig

Det gør mig ondt at høre, at du har det rigtig svært og at livet bare er noget rigtig rod. Livet byder på op og nedture, men når nedturene er hårde og lange, kan det være svært at komme op fra dem igen og ikke mindst acceptere dem og leve med dem. Men når du har det så svært, er det virkelig flot af dig, at du skriver til os her i Cyberhus. Jeg vil prøve at skrive lidt om mine tanker om din situation. 

På det du skriver, lyder det som om at det hele på et tidspunkt brød sammen for dig, at du blev mobbet i skolen og det lyder som om du fik et dårligere forhold til dine forældre. Det lyder som en hård situation og jeg kan virkelig godt forstå, at det har fyldt utrolig meget hos dig, da ingen mennesker fortjener at blive mobbet og føle sig alene. Nu skriver du, at du er på efterskole, og jeg lægger særligt mærke til, at du skriver, at du elsker at være der. Det er jeg rigtig glad for at høre, det kan nogle gange også være rart at komme væk og få tingene derhjemme lidt på afstand. Men at tristhed forfølger dig dur selvfølgelig ikke. Livet er virkelig nogle gange svært at leve, nogle ting går bare slet ikke som man havde håbet, forventet eller drømt om og det kan være vildt svært at acceptere. Du skriver, at du føler, at du lever mest når du græder - måske er det fordi at det først er her du virkelig er i kontakt med dine følelser, og får dem ud af kroppen, da du også skriver at du påtager dig en facade som måske gør det nemmere at være dig. Et råd fra mig er at prøve at gemme den facade væk, og være den du virkelig er. Hvis du viser din sårbarhed, og fortæller venner og veninder hvad du har været igennem, kan det virke meget ægte og givende både for dig selv og den anden. At fortælle andre om de svære ting man har oplevet kan styrke ens venskab, og du vil opleve, at andre også åbner sig for dig. 

Jeg er glad for at høre, at der er en sød lærer på skolen, og at hun er god til at trøste dig og komme med råd. Men jeg fornemmer også, at du føler du skal trække dig fra hende og ikke blive ved med at "belaste" hende. Her synes jeg, at du er forkert på den, da jeg er helt sikker på, at den her lærer gerne vil være der for dig og fortsat støtte dig og komme med råd. Læreren er helt sikkert bare rigtig glad for at kunne gøre en lille forskel i dit liv. Træk dig ikke væk, da den bedste medicin mod svære følelser er at få dem bearbejdet og vendt med andre mennesker. Så brug den her lærer så meget du overhovedet har lyst til, da jeg kan høre at du har tillid til hende/ham. Derfor vil et råd også være at snakke med andre veninder om hvordan du har det, da det altså er enormt hårdt at stå med alting selv. Du skriver netop at du har veninder du kan fortælle alt, men at du alligevel ikke føler, at du kan. Nogle gange kan det være svært at stole på folk, og have tillid til dem, specielt når man er blevet mobbet og jeg forstår derfor godt, at det er hårdt for dig. Men prøv at fokusere på de positive elementer i dine venskaber, og lad dem overbevise dig om, at det ikke sker igen, at de mennesker du nu omgives er anderledes og ikke vil behandle som dem på den gamle skole. Når du først tør stole på det, vil du opleve udvikling, og forhåbentligt få det lidt bedre.

Du skriver også, at du gerne vil være den pige du engang var, eller blive en helt ny. Men du er den anden pige, du er helt unik og perfekt som du er, og det handler derfor om at acceptere de ting, du har været udsat for, hvilket er svært, hvis du ikke får dem bearbejdet, men kun finder dem frem, når du græder på værelset. Derfor er mit råd som sagt at være åben om dine "ar" som du selv kalder dem, da du på den måde bedre kan lære at leve med dem. Det er helt okay, at få hjælp af andre mennesker, og du fortjener at få hjælp så du kan få det godt igen. Men jeg vil samtidigt minde dig om at andre mennekser heller ikke er perfekte. Du skriver nemlig, at du gerne vil være en af de der naturlige og livsglade piger, men sådanne piger findes ikke kun i den version, da der ikke er nogle mennesker der kan være livsglade og perfekte hele tiden, de har helt sikkert også dage hvor det hele bare er noget skidt. Faktisk tror jeg også, at de svære ting her i livet er med til at gøre os stærkere, når vi først er kommet ovenpå igen, da vi lærer at tackle udfordringer og modstand, på den måde kan vi også blive mere bevidste om de positive ting i livet og sætte mere pris på når det går os godt. Man kan nemlig ikke starte livet forfra, men man kan godt starte på en frisk, der hvor man er, ved at blive okay med ens fortid og acceptere at man er som man er. 

Jeg har svært ved at vurdere hvordan dit forhold til dine forældre er lige nu, men du skriver, at de tidligere har kritiseret/ignoreret dig. Det er selvfølgelig rigitg hårdt at opleve det fra sine forældre, da det er dem, du altid skal kunne komme til. Men et forslag kunne være at tage hjem på weekend snart og få en ordentlig og dyb snak med din mor og far om, hvordan du har det. Lad være med at ligge låg på dig selv, men hver åben og ærlig om, at du synes livet er hårdt og til tider svært at leve. Det bedste kan nemlig være at opleve forståelse fra ens nære, da de vil dig det bedste. Derfor håber jeg at dine forældre vil give dig den her støtte, for det fortjener du. 

Jeg håber meget at du kunne bruge mit svar. Hvis du har brug for at snakke mere er du altid velkommen til at chatte med en af vores rådgivere i chatten, her sidder en voksen klar til at lytte og rådgive helt anonymt. Jeg håber virkelig at du snart får det bedre, held og lykke med det hele. 

Kærlig hilsen

Annika