Deprimeret!!! :(

brevkassespørgsmål

Deprimeret!!! :(

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 2 måneder siden

Hej!
Jeg er en 15 årig pige, som det seneste år har kæmpet med anoreksi.
Jeg er 168 cm høj og har været nede på 45 kg.
Det krævede en enorm viljestyrke at tage på og vende mit mål. Det var ikke spor let. Jeg havde det så stramt med det og stolede ikke på nogen.
Men jeg begyndte at spise rigtig meget, for at tage på.
Lægerne ville have at jeg kom op på 54 kg.
Det er jeg så nu. Og GUD hvor er jeg dog blevet stor! Jeg kan ikke tåle at se på mig selv. Jeg vil aller helst bare blive ved med det jeg gjorde før.
Jeg græder og skriger hver dag fordi jeg ikke kan gøre noget ved det her.

Selvom min bmi ligger i den lave normale ende, så ser jeg så kæmpe stor ud!
Før kunne jeg tydeligt se mine kraveben og nu er de der næsten ikke. Jeg følte at jeg var noget særligt da jeg var tyndere.
Jeg følte mig værdsat. Nu føler jeg mig dum og fed og grim og som "hende den tykke og sådan lidt ligegyldig".

Jeg føler mig fanget! Hvad skal jeg dog gøre af mig selv? Jeg har lyst til at gemme mig!
Jeg har ikke været i skole rigtig længe fordi jeg ikke ønsker at nogen skal se mig som jeg er nu. Alle vil nemlig kunne se forskel og kommentere på det...
Jeg elskede da de kunne se at jeg var tynd og kiggede. Jeg følte mig glad indeni. Jeg ville bevise at jeg også kunne blive til noget.
Og tynd, det var mit valg!
Nu føler jeg mig som et 0. Tilbage til 54 kg... Og jeg får lyst til at kaste op når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg er ikke værd at kigge på.

Vær sød og fortæl mig at jeg ikke er tyk. :( Jeg er besat af vægt og kropsstørrelse! Det er min obsession!
Jeg kan ikke lade være med at tale om det derhjemme og mine forældre bliver heletiden trætte og vrede af det.
Jeg vil bare vide om jeg er okay og slank.. eller tyk og grim. Jeg går efter hvad folk siger. :(

Mvh. Line.

Svar: 

Kære dig

Det gør mig rigtig ondt at høre at du har det svært, og at tanker om din kropsstørrelse og mad fylder så utrolig meget hos dig. Vægt er noget der kan fylde rigtig meget i mange pigers liv, men det kan også tage overhånd, og når det gør det, kan det være svært at styre. Jeg synes virkelig at det er flot, at du har skrevet, da jeg ved at det kan være svært at fortælle andre om det der plager en og netop fylder allermest i ens tanker. 

Jeg vil starte med at svare på dit sidste spørgsmål, nemlig at du helt sikkert ikke er tyk og grim. Du skriver at du er 168 cm og vejer 54 kg, hvilket som du også selv skriver giver et BMI, som helt klart ligger i den lave ende inden for det der antages for at være normalt. Derfor er jeg fuldstændig overbevist om, at du må være en slank pige. Du er god og perfekt lige nøjagtig som du er, du er helt unik fordi der kun er en af dig og det skal du være stolt af, selvom jeg godt forstår det er svært, når du har det som du skriver. Men du kan lære at elske dig selv igen. 

Du skriver at du har været nede at veje 45 kg, men at du efter en rigtig rigtig hård kamp er kommet op på de 54 kg efter at have fulgt lægernes anvisning, hvilket jeg synes du skal vide er rigtig rigtig flot, selvom du nu ikke føler dig tilpas i din egen krop. Nogle gange, så kan man få indprintet et billede af, hvordan man skal se ud, og når man først har det som ideal og mål kan det være rigtig rigtig svært at få et nyt billede ind i ens hoved, da dette billede kan medføre ubehagelige følelser og virke helt forkert og trist. De her billeder påvirker, hvordan du går og har det i hverdagen, og nogle gange kan billederne blive helt urealistiske, men da du selv har lavet dem, er de svære at ændre. Man kan også have en tendens til at tro, at den måde man selv kigger på sig selv, og de tanker man har, er de samme som alle andre har. Men sådan er det faktisk ikke, for du kan godt regne med at selvom du selv tror at du nu er "hende den tykke" vil dem i skolen kigge på dig som hende den slanke pige, der heldigvis ikke længere er alt for tynd. Billedet af dig selv hvor du er rigtig rigtig tynd, forbinder du måske selv med en lykkefølelse, fordi det med at være tynd var noget du kunne. Men måske var dem der kiggede på dig måske i virkeligheden bekymret for dig. 

Livet er ofte uforudsigeligt og rigtig svært at finde ud af. Man kan ikke kontrollere dagen i morgen, da den pludselig kan tage en helt anden drejning end man havde regnet med. Livet kan også bidrage med ting, som ikke er nemme at håndtere, og nogle ting som kan gøre en ked af det. Derfor kan det nogle gange give én en tryghedsfølelse, hvis der netop er noget som er kontrolbart, og som man selv kan styre, da det kan være rart at vise sig selv og omverdenen, at der er nogle ting man selv har valgt og fravalgt. På den måde kan mad og vægt blive det som man konstant kan være opmærksom på og have kontrol med. Men kontrollen kan også få en magt som er svær at styre. Men du er på den anden side nu, du har vundet over kontrollen og har ikke længere en vægt, som er sundhedsskadende for dig. Det næste bliver, at du skal prøve at acceptere den pige du ser i spejlet hver dag, og vide at er uendelig meget værd lige som du er. Men jeg forstår også godt at det er rigtig svært for dig og derfor ikke nogen let opgave. 

Jeg synes helt sikkert, at du skal prøve at tage en ordentlig snak med dine forældre om, hvordan du har det. Jeg kan godt forstå, at det er svært at følge med inden i, når din krop har ændret sig som den har, og anerkende at det er en positiv udvikling, da du har et andet billede af hvordan du skal se ud. Det kunne være rigtig godt for dig, hvis dine forældre vil anerkende dine følelser og de ikke bare bliver vrede eller trætte af det, når du fortæller dem om det, for når man har det som du, har man brug for en hjælpende hånd! Derfor synes jeg at du skal prøve at gøre dine forældre opmærksomme på at du har det skidt. 

Du skriver også, at du ikke har været i skole rigtig længe, da du ikke ønsker at andre skal kigge på dig. Jeg synes her du skal huske på, at de tanker du har om dig selv, som tidligere nævnt slet ikke er lig med de tanker alle andre har om dig. Jeg forstår dog godt at det vil være svært at komme tilbage, når man har været væk i lang tid. Jeg tænker, at det måske ville være en god ide at kontakte din klasselærer, så hun ved hvordan du har det og kan sætte sig ind i din situation. På den måde kan hun være med til at skabe en god atmosfære og tryghed, når du starter i skole igen. Derudover tror jeg at det kunne være en rigtig godt ide hvis du har en veninde eller en anden som du er tæt med, som du tør åbne op for og fortælle hvordan du har det, så også hun kan bekræfte dig i at du er helt perfekt som du er. 

Hvis du synes det er svært at få forståelse og hjælp til hvad du skal gøre, vil jeg rigtig gerne anbefale dig at kontakte LMS, som er Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Hos LMS sidder der frivillige rådgivere, der selv har haft personlige erfaringer med spiseforstyrrelse og de er klar til at hjælpe dig helt anonymt. Det kan nogle gange føles som om, at man er den eneste i verden der har det som en selv, men faktisk er der andre der har haft det som du, og har værktøjer som du kan bruge til at få det bedre. Du kan benytte dig af rådgivningen ved at trykke her. LMS har også støttegrupper og andre tilbud som kan være en god hjælp, når man har en spiseforstyrrelse. Du kan orientere dig generelt om alt det de kan tilbyde på deres hjemmeside her.

Tilsidst vil jeg sige, at det ikke er ens vægt eller krop og udseende, der definerer hvor god man er, hvad andre tænker om en eller om man dur til noget. Du har en gang vist at du har masser af råstyrke, både for at nå langt ned i vægt, men i særdeleshed også for at komme op på de 54 kg som lægen sagde du skulle. Brug den her råstyrke og vilje til noget positivt, og se om du med den kan vinde kampen mod de tanker, der gør at du føler dig fanget i egen krop. Se om du i dit hoved kan tegne nogle nye billeder af, hvordan det er okay at se ud, så det med tiden bliver et billede af den pige som du er nu. Et billede hvor du ser sund og rask ud. Et billede hvor du smiler, fordi du har fået en forståelse for at du er god og perfekt lige præcis som du er! 

Det er virkelig godt at du fortæller hvordan du har det, og det er noget du skal blive ved med. Det kan hjælpe dig til at finde en vej gennem alt ubehagen og ud på den anden side. Jeg vil understrege, at du selvfølgelig altid er velkommen til at skrive igen her i brevkassen eller i vores chatrådgivning, hvor der sidder frivillige anonyme rådgivere klar. 

Jeg håber at du kunne bruge mit svar og ønsker dig det allerbedste. 

Kærlig hilsen 

Annika 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program