Gider ikke mere

brevkassespørgsmål

Gider ikke mere

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 9 år 11 måneder siden

Jeg er i dyb krise. Alle mine venner har succes omkring mig. De har job, udannelse, og nogle har endda fantastiske parforhold. Og hvad har jeg? INTET!  Job, uddannelse og fremtid er bare ren kaos. Og seksuelt er det også noget lort.  1. Jeg gider ikke være gay. Jeg er homo, og det kan ikke ændres. Men hold op, det ville være nemmere hvis jeg var straight, og ikke skulle gemme mig selv for folk jeg er ikke er kommet ud overfor. (Se nær familie)2. Jeg kan ikke lide tanken om jeg skal have sex med nogen. eller omvendt. Har lige brudt med en 'affære', hvor jeg prøvede mit første blowjob. det var fint, men ikke noget videre. Og jeg havde ikke lyst til at give tilbage da vi senere snakkede om det, så det 'forhold' endte der. Jeg elsker porno,  men jeg vil bare ikke prøve det. Og anal? Det er et no-go. Det tænder mig ikke og der er ikke nogen der skal prøve at stikke noget op i mig. Eller omvendt. Det er så ulækkert.  Jeg vil gerne videre med mit liv, men det hele er bare noget lort. Og kan ikke rigtig se hvor jeg gå hen herfra. Jeg er bare vild deprimeret, og der er så mange grunde til det. Hver gang jeg bare tænker på en af de nævnte ting, så er der tusind andre ting der bluser frem, og så er det bare en ond cirkel. Og så er sgu ikke meget at leve for. Jeg gider ikke tale med nogen, for folk tror jo jeg kan klare alt, men i virkeligheden vil jeg tage mit egen liv. Så... 

Svar: 

Hej med dig!

Det er meget forståeligt, at du føler dig påvirket af, at din omgangskreds tilsyneladende har styr på deres uddannelse, job, parforhold osv imens du selv ikke rigtig ved, hvad du vil. Det er der ikke noget som helst underligt ved. Vi mennesker vil gerne have en mening med vores liv og en retning, vi kan gå i. Hvis den ikke umiddelbart er til at se, så kan det bare være rigtig svært at overskue. Men livet er finurligt indrettet og tingene har det med at komme af sig selv, hvis man giver det noget tid. Jeg vil anbefale dig, at fylde dine dage med ting og oplevelser, som du kan lide og som giver dig energi. Det kan være, du kan mødes med nogle venner eller gå en tur - tænk eventuelt over, hvad der egentlig gør dig glad at lave. Du kan eventuelt sætte dig og lave en liste over, hvad du kunne tænke dig at bruge fremtiden på - hvilken uddannelse/job osv, som tiltaler dig.

Du har delt dine næste spørgsmål ind i to dele, så jeg vil gøre det samme med mit svar :)

1) Med hensyn til din seksualitet, vil jeg gerne starte med at understrege, at du ikke på nogen måde er forkert fordi du er til fyre! Du skriver, at du gemmer på det og ikke har fortalt det til din familie, og så kan jeg virkelig godt forstå, at du føler dig klemt. Du kan overveje, om det måske ville være en lettelse for dig at få det sagt til din familie? Det kan virke ret uoverskueligt pg grænseoverskridende, når man tænker på det, og mange er bange for, hvad de vil tænke og sige. Samtidig føler de allerfleste også en lettelse over, endelig at få det sagt, så de kan være sig selv. Hvis du ikke har mod på at sige det, kan det måske være en hjælp at skrive det ned i et brev, som du så giver til dem eller læser højt for dem.

2) Hvad man kan lide eller ikke lide i forhold til sex er helt vildt individuelt! Der er ligeså stor forskel på, hvad folk kan lide, som der er mennesker i verden. Så du kan roligt slappe af, for du er ikke unormal, hvis du ikke synes om nogle bestemte ting. Mange tænker, at det ikke er ok at sætte grænser, når det handler om sex, men det er helt helt ok. Det er meget bedre at sætte mange grænser op i starten og så gradvist rykke nogle af dem i stedet for at overskride sine grænser og føle ubehag ved det. For mange er sex et område, som skal udforskes og afprøves, før man finder sig til rette i det. Der er mange andre måder at være intim på end lige blowjobs og analsex. Det kunne måske være en ide for dig at starte et andet sted. F.eks. med noget massage eller kys/kærtegn på kroppen. Man kan også bruge hænderne til at udforske hinanden. Jeg vil råde dig til at prøve dig frem og mærke efter, hvad du synes om og ikke synes om. Det kan være, du får lyst til de andre ting senere hen, og så kan du give det et forsøg - det kan også være, at det bare ikke lige er din kop the, og så er det også helt fint.

Du skriver også at du føler dig deprimeret og ikke kan tale med nogen om det. Du er meget velkommen i 1-1 chatten, hvor du kan chatte anonymt med en rådgiver om dine tanker. Jeg håber, at du kan bruge mine tanker. Kæmpestort held og lykke til dig.

Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program