Hej Peter

Det er bestemt ikke fedt at føle sig presset på den måde som du gør lige nu, og derfor er det også rigtig godt at du har skrevet til brevkassen. Lad mig se om jeg kan hjælpe dig. 

1. Jeg synes de symptomer du beskriver er ret alvorlige og derfor synes jeg helt sikkert også du skal følge din fars råd og passe på dig selv. At få sovet ordentligt og spise sundt hører med, men når man går med en masser tanker der fylder er det også vigtigt at få tankerne ud ved at snakke med nogen om det. 
Jeg ved selvfølgelig ikke om det er fordi din far direkte har sagt at du ikke skal gå til læge eller psykolog eller om det er noget du tolker? Men som 16-årig kan du sagtens selv henvende dig til din læge uden dine forældres accept. Det er først i det øjeblik at lægen henviser dig til en psykolog at dine forældre skal have besked. Så måske kunne det være en start at snakke med din læge om de her symtomer du oplever. En anden mulighed kunne være at snakke med en voksen på din efterskole. Mon ikke du har en kontaktlærer eller måske en anden lærer på skolen som du føler dig tryk ved, og derfor vil kunne snakke med. 
Jeg ved at efterskolelærere er vandt til at snakke om alt mellem himmel og jord. Også det der er rigtig svært, så det kunne også være en mulighed at starte der. 

Men ud over de muligheder du har med andre voksne synes jeg du skal tage en snak med din far om det her. Det lyder som om han har forståelse for din situation og som om han godt ved at der er noget galt. Jeg synes du skal sige til ham at du virkelig har brug for nogen at snakke med om det her, fordi det er ved at fylde alt for meget i din hverdag. 

2. I forhold til din mor så er det meget meget svært at svare på. Jeg tror at mange mennesker kan have narcissistiske træk, men jeg forstår dig som om at det mere er som personlighedsforstyrrelse du oplever narcissismen hos din mor. For at gøre det helt kort så vil det kræve at din mor skulle undersøges grundigt hos en psykiater/psykolog for at kunne fastslå om det rent faktisk er sådan at hun lider af en personlighedsforstyrrelse. 
Men det jeg tænker er afgørende er at du faktisk oplever at din mor gør nogle ting overfor dig som gør dig ked af det og utryg ved hende. Og det er nok her du kan gøre noget. 

Ud fra det du skriver kan jeg ikke læse om du har snakket med din mor om hvordan du oplever det og hvordan du bliver ked af det over det hun gør? Jeg tænker ikke nødvendigvis du behøver konfrontere hende med din mistanke om at hun har en personlighedsforstyrrelse, men nærmere at du er meget konkret og fortæller hende hvad det gør ved dig når hun siger eller opfører sig på en bestemt måde. 
Man kan selvfølgelig tænke at hun selv burde kunne se at du bliver ked af det og præcis hvor ked af det du faktisk bliver, men sådan tror jeg bare ikke altid det hænger sammen. Jeg tror derfor det er vigtigt at du firtæller hende præcist hvordan du bliver ked af det og præcist hvorfor. Sådan ala...når du gør eller siger sådan så bliver jeg rigtig ked af det eller føler mig mindre værd. 
Måske opfatter hun situationen helt anderledes? Måske bliver hun overrasket hvis du fortæller hvordan du har det indeni?
Hvis ikke det hjælper at få det sagt til hende synes jeg du skal overveje at snakke med din far om det. Det kan godt være at han ikke kan ændre din mor, men det er i hvert fald vigtigt at du ligesom har én du føler dig tryg ved som du kan dele de her tanker med. 

I forhold til at få sagt de her ting så ved jeg godt det kan være vildt svært at få orderne ud når man står der. Særligt når din mor har det med at afbryde. Måske skulle du overveje at skrive et brev til hende og på den måde være sikker på at du får alle dine tanker med. Så er du sikker på at du får "sagt" alt det du vil uden at hun kan afbryde dig. 

Selv om jeg ikke har kunnet give dig så mange konkrete svar håber jeg at mine tanker kan hjæle dig lidt videre. 

Det er i hvert fald vigtigt at du lytter til din krops signaler på stress og selvfølgelig også de her tanker om din mor og handler på dem...så du kan få det bedre. 

Bedste hilsner 
Niels-Christian.