Man taler jo om at single-tilværelsen (i nogle kredse) bliver opfattet som en "sygdom"; noget, man bør undgå. Det må jeg jo indrømme, at jeg slet slet slet slet ikke forstår! Jeg forsøger altid at acceptere og respektere andres valg af levevis, men det er som om, at den slags ikke helt gælder, når det kommer til kærlighedslivet!? Hvorfor handler det for alle om at have en kæreste, som de siger er det perfekte liv og de svæver konstant på en lyserød sky selvom de bor sammen i længere tid? Jeg føler mig mindre respekteret. er de bedre end mig?