Hej du på den anden side af skærmen.

Jeg er en ret desperat ung kvinde som igennem de sidste 8 år har døjet med smerter.

Da jeg var 17 år blev jeg opereret i begge knæ pga. betændt slimsæk (plica)
- Det begyndte allerede at vise sig da jeg var 13 år med hævede, røde, væskende og varme knæ, men lægerne mente jeg var for ung til at fejle noget med knæene og slog det blot hen som vokseværk, indtil det tilsidst var så invaliderende (4 år efter) at de var nødt til at tage det seriøst.

Året efter blev jeg opereret i venstre hofte (ganz-operation) pga. hoftedysplasi og som 19 årig blev jeg opereret i højre hofte, igen en ganz pga. hoftedysplasi.
- Dette blev også de første 3 år slået hen med, at jeg var for ung til at fejle noget med hofterne, og det var først da det gik udover min hverdag at de tog det seriøst.

For et lille år siden blev jeg opereret i højre hofte igen, denne gang pga. en skade på ledlæben, som en radiograf og en ortopæd. kir. ikke mente jeg havde - de havde set mine røngten billeder og vurderet ud fra dem at jeg intet fejlede og blot skulle tage gigt-præp. resten af mit liv. Dette vurderede de ud fra et røngtenbillede hvor man intet kunne se, pga. de to skruer der sidder i hoften - det var først da jeg opsøgte min forhenværende kirurg (hofte specialist) at det blev taget seriøst og det blev gjort ngoet ved det.

Jeg har ikke særlig meget tiltro til læger, som du nok kan forstå, da det altid bliver slået hen med, at jeg ikke er gammel nok til at fejle noget - men nu er jeg ved at være nået et punkt hvor jeg ikke kan mere.

Jeg har stadig ondt. Jeg har smerter hver evig eneste dag! Mit knæ er det værste! Jeg kan ikke sidde ned særlig længe af gangen uden, at det gør så ondt at jeg slet ikke kan finde ro. Hvis jeg går for meget gør det så ondt resten af aftenen at jeg har svært ved at falde i søvn.

Det værste er dog de episoder hvor de "akutte" smerter kommer. Smerterne i knæet er mere af kronisk art og jeg tager både inumetin 400 mg. x flere hver dag + tradolan 50 mg. x flere hver dag hvilket også tildels hjælper på de mere kroniske smerter, men intet hjælper på de akutte. En dag som i dag er et godt eksempel på disse.

Jeg er i praktik som sygeplejerske studerende og havde igår haft en 10 timers vagt, så da jeg kom hjem klokken 22 var jeg rigtig træt og faldt straks i søvn - jeg vågnede så klokken 8 i morges fordi det gjorde så modbydeligt ondt i min lænd - de smerter stråler både op i ryggen og ned i knæet, hvorfra de stråler videre ned i lægmusklen og ned til ankel. Smerterne er konstante og gør så modbydeligt ondt hele tiden. Jeg kan ikke ligge, sidde, stå eller gå uden det gør ondt og kan faktisk ikke foretage mig noget! Nu er klokken 19:30 og det har gjort ondt siden klokken 8 - jeg har en 16 timers vagt på sygehuset i morgen og frygter at jeg ikke får noget søvn i nat pga. smerterne.
- Det er langt fra første gang dette sker. For hver gang det sker varerne smerterne længere tid og gør mere og mere ondt, og jeg kan snart ikke rumme det. Jeg kan mærke hvordan det påvirker mig psykisk. Jeg ligger bare i min seng og græder og foretager mig intet. Jeg er så ked af det og er hele tiden bange for at det pludselig begynder at gøre ondt.

Et par gange har jeg nu også oplevet at vågne om morgenen og når jeg så strækker benet er det som om knæet er låst - det er den mest intense smerte jeg i mit liv har oplevet og af ren refleks har jeg skreget af smerte når jeg jeg strukket benet, og har de første mange timer hverken kunne bøje, strække eller støtte på det ben, da knæet har været låst og gjort ondt ved selv den mindste bevægelse.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre - jeg kan ikke holde ud at have det sådan her meget længere. Jeg er kun 21 år og ved godt jeg derfor er "for ung" til at fejle noget med knæ og hofter - men jeg har allerede været igennem 5 operationer hvor de har ment jeg har været for ung. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan ikke holde ud at have det sådan her, og dage som i dag ligger jeg bare i min seng og ønsker jeg slet ikke er her, det er så ulideligt ikke bare at kunne være normal - ikke have ondt og hele tiden være bange for at have ondt.

Hvad kan der være galt med mig - kan jeg gøre noget selv?

De bedste hilsner fra Anja