Forelskelse og had.

brevkassespørgsmål

Forelskelse og had.

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 9 år 11 måneder siden

Hej Brevkasse.

Der er jo denne her pige, jeg rigtig godt kan lide! Vi har skrevet sammen et stykke tid nu og nogle gange signalerer hun også at hun kan lide mig. Altså det føler jeg. Og andre gange helt modsat. At hun ikke gider at skrive med mig eller kigge på mig! Derfor begynder jeg VIRKELIG at hade hende! Men inderst inde så elsker jeg hende, og derfor kommer jeg meget i tvivl om hvad jeg føler overfor hende! Når hun snakker med mig så bliver jeg rigtig glad! Men jeg ser også hun snakker med andre. Og så føler jeg mig ikke speciel længere! Andre gange siger hun noget til mig så jeg føler hun har en interesse for mig! Men tit bliver jeg også skuffet! Begynder derfor at have et had overfor hende! Men jeg elsker hende jo!

Har egentlig ikke et konkret spørgsmål men håber I alligevel vil skrive et svar! :-)

Vh.

Svar: 

Hej med dig

Det lyder til, du er ret forelsket i den her pige, hvilket jo er rigtig skønt. Desværre medfører forelskelse også nogle mindre gode ting, hvilket jeg kan se, du også har fundet ud af. Forelskelse kan gøre én meget forvirret, fortvivlet og frustreret, og jeg tror, det er derfor, du går rundt med alle de tanker og blandede følelser.

Du skriver, du bliver rigtig glad, når pigen snakker til dig, og at du elsker hende. Men at hun også snakker med andre drenge, hvilket får dig til at føle, at du ikke er speciel længere, og at du derfor kommer til at tvivle på dine følelser for hende. Jeg tænker, om det måske er fordi, du bliver jaloux? Og at dit had i virkeligheden er jalousi. De fleste har oplevet at blive jaloux, når den person, de godt kan lide, snakker med andre. Og den jalousi, man føler, kan helt sikkert godt forveksles med had. Hvis det er tilfældet, kan du måske prøve at vende situationen og tænke, at det er dejligt, hun er en populær pige, som er åben og godt kan snakke med andre. Jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort, men du kan prøve at arbejde med det.

En anden grund til, du føler had overfor hende, er måske fordi, hun sårer dig. Det gør ondt i hjertet, når hun for eksempel snakker med andre drenge, hvilket føles som had. Men måske er det i stedet en form for kærestesorg, du føler, fordi du er bange for, hun ikke kan lide dig eller bedre kan lide en af de andre drenge. Sådan kan det godt føles, når man er forelsket. Der skal ikke meget til, før man bliver såret, og modsat skal der heller ikke meget til, før man bliver rigtig glad. Jeg tror, det er det, du oplever. Og at det er derfor, du har de blandede følelser, hvor du det ene sekund elsker pigen, og det næste sekund hader hende. Forelskelse giver disse store følelses- og humørsvingninger.

En sidste ting, jeg kommer til at tænke på, er, om det had, du føler, i virkeligheden ikke er overfor pigen, men i stedet er overfor dig selv. For du har jo ingen grund til at hade hende, bare fordi hun snakker med andre drenge, ikke lige kigger på dig eller ikke skriver til dig en dag eller to. Så måske 'hader' du dig selv for, at du ikke gør mere for, at hun skal kunne lide dig. Og derfor gør det dig frustreret, når hun for eksempel snakker med andre, fordi du føler, du burde gøre noget mere. Igen kan denne følelse nok godt føles som had. Jeg tænker, om det måske derfor er på tide, du fortæller pigen om dine følelser for hende. Du skriver jo, I har skrevet sammen et stykke tid, så måske er det på tide, du åbner op omkring, hvad du føler. Det kan være, det kan lette hjertet lidt, hvis hun ved, hvordan du har det.

Men afslutningsvis vil mit bedste råd nok være, at du skal overveje, hvorfor du får følelsen af at hade hende. Og om dit had virkelig er had, eller om det en en anden følelse, du forveksler med had. For det lyder altså til, du er ret glad for pigen, så jeg har lidt svært ved at tro, at det er had, du føler for hende.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og ellers vil jeg ønske dig al held og lykke med det. Og husk nu at nyd forelskelsen og alle de skønne følelser, den bringer.

Med venlig hilsen Ditte

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program