Veninderne
Veninderne
Hej mine venninder har gjordt mange dumme ting som jeg nu skal dække over. Jeg får altid skyllden for det, og her på det seneste er jeg begyndt at midste venner. jeg har kun 4 venner tilbage. Min ene veninde havde lovet ikke at sige til nogen at jeg hade dækket over dem, men hun sagde det og nu er jeg i proplemer. Jeg ved ikke om hun er en rigtig veninde eller hvad jeg skal gøre, fordi nu er jeg uvenner med mine veninder, og de ville ikke snakke med mig. Og når vi bliver uvenner plejer vi at blive venner rigtig hurtigt igen, men ikke den her gang. Vi er virkelig uvenner, og det er de eneste venner jeg har ikke nogle andre venner, jeg prøver at spøger folk om de ville være sammen med mig for jeg ikke har nogle at være sammen med, men de siger altid nej. Det har gjordt sådan at jeg har fået virkelig dårlig selvværd, jeg har haft selvmords tanker og jeg skære i mig selv. Jeg ville bare gerne have nogle venner. De andre piger som jeg var venner med de siger alle mulige grimme ting til mig som luder og alt muligt andet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre
Mvh Pigen uden venner.
Hej Pige Uden Venner.
Hvor er det trist at læse, at du ikke føler, du har nogen venner. Når man får følelsen af ikke at have nogen omkring sig, er der mange, som bliver usikre på sig selv og rigtig kede af det - præcis som du oplever det. Jeg kan derfor godt forstå, du synes, det er hårdt, og jeg synes, det er fint, du har skrevet herind.
Det må være hårdt for dig at opleve, at du får skylden for noget, du ikke har gjort, og at dine venner svigter dig, forlader dig og kalder dig grimme ting. Ud fra det, du skriver, synes jeg ikke, det lyder som om, de har nogen grund til at behandle dig så uretfærdigt, så jeg kan godt forstå, du er begyndt at tvivle på, hvem der er dine rigtige venner. Til trods for, at du er begyndt at føle dig usikker på dig selv, synes jeg, det er vildt sejt, at du har haft mod til at spørge andre, om de vil være sammen med dig. Det er trist, de har svaret nej. Jeg håber ikke, det har taget modet fra dig, så du ikke længere har lyst til at spørge folk, om de vil være sammen med dig.
Det er aldrig nemt at blive uvenner med sine venner - specielt ikke, når det virker som om, det ikke sådan er lige til at løse igen. Jeg ved ikke, om du har prøvet at tale med dem om grunden til, I er blevet uvenner, men måske kunne det være en idé. Tit går man nemlig rundt og gruer over for hinanden, fordi ingen af parterne får taget initiativ til at få talt ud om tingene. Det kan måske være en idé for dig at starte med at skrive en SMS til dem, hvor du skriver, at du er ked af, at I ikke kan snakke sammen nu, og at du vil høre dem, om de har lyst til at snakke med dig om, hvordan I løser problemet. Det vil være sejt af dig, hvis du har mod på det. Så har du i hvert fald gjort et stort stykke arbejde på vejen til at få det bedre med dine venner igen. Måske går dine venner inderst inde også rundt og er kede af, at situationen er blevet, som den er lige nu, imellem jer.
Jeg tænker lidt, om det er noget, du har talt med nogle voksne om. At dine venner går og kalder dig så grimme ting er slet ikke sjovt, og det kan være svært at vide, hvad man selv kan gøre ved sådan en form for mobning. Derfor tænker jeg, det kan være godt for dig at fortælle din lærer eller dine forældre om det, du oplever. Din lærer er ansvarlig for, at I alle trives i klassen og bør derfor tage sådan noget alvorligt. Hvis det er nemmere for dig at fortælle dine forældre om det, kan du også gøre det. Så kan det være, I sammen kan finde ud af, hvad du kan gøre, så de andre igen behandler dig, som du fortjener at blive behandlet.
Når man føler sig lidt låst fast i en situation med dårlige venner, kan det være en god idé at prøve at tænke i nye baner. Måske kunne du starte til en ny fritidsaktivitet, hvor du ikke kender nogen, så du kan starte på en frisk og møde andre unge, som måske kan blive dine venner. Det kan både være en sport, men det kan også være noget kreativt som fx tegning, maling eller håndarbejde. Jeg vil også fortælle dig om noget, der hedder Ventilen. Det er et sted, hvor ensomme unge mødes og danner nye, gode venskaber. Ventilen findes i flere store, danske byer. Måske kunne det være noget for dig at kigge på deres side og finde ud af, om du har mod på at møde op sådan et sted. Jeg ved, at mange unge har været glade for at komme der og har fået fornyet selvtillid ved at møde nogen i samme situation som dem selv.
Jeg lægger mærke til, at du skriver: "Jeg vil bare gerne have nogle venner". Jeg synes, det er godt, du er motiveret for at finde nogle venner, for det er første skridt på vejen til, at det lykkes.
Jeg håber meget for dig, at du får dine venner igen eller finder nogle nye. Jeg håber også, du kan bruge mit svar.
Vh. Matilde