Jeg er rigtig ked af det over min fortid..

brevkassespørgsmål

Jeg er rigtig ked af det over min fortid..

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 3 uger siden

Jeg er rigtig ked af min krop.. mit udseende generelt..

Jeg kan ikke lide at skifte tøj til idræt, det er klaret på 10 sekunder så ingen ser det.. Jeg har da jeg var ca. 10 år været rigtig pænt slank osv. og nu har jeg jo så fået former.. som jeg vil gøre at i verden for at komme af med.. Jeg træner mindst en time hver dag men føler ik rigtig det hjælper.. Jeg undgår spejle.. Jeg har kun tøj som gør over min bagdel og hvis det ikke dækker min numse tager jeg en trøje udover.. Da jeg var mindre havde jeg en rigtig dårlig periode og kom ud i nogle åndsvage ting, der begyndte jeg at gå med mørk make up, glatte mit hår, og nogle af de steder hvor jeg blandt andet gik til sport var nogle lede tøser, når jeg kom med hætte påkom der ting som, "sådan burde du gå noget oftere", og jo mere make up jeg havde på jo pænere sys de jeg var.. hvilket gav mig et meget forkert billede af hvornår man var smuk, så begyndte jeg at gå med lysere make up, og blev mere "dullet" og blev også(vil ikke indrømme det men..) mere billig og naiv..Hvis du kom der og gav mig et kompliment ville jeg syntes du var den sødeste i verden og kunne ikke forstå hvorfor de var så søde.. men når man kunne se mine bher og jeg havde shorts på som var kortere end bare fanden, og du kender nok drenge i teenagealderen.. De er mindst ligeså naive som jeg var, dog blev jeg glad for opmærksomheden, og havde mange fyres numre, også fyre jeg ik kendte og havde mødt på nettet.. Det hele var faktisk rigtig sørgeligt dengang nu hvor jeg tænker over det.. Og når alle "de store piger" sagde at jeg var pæn når jeg havde make up på, og fyrene syntes jeg var pæn når jeg havde lårkort, høje støvler og nedringet på, så blandede jeg det og kom ind i poptiden.. Dengang mødte jeg en fyr som ændrede alt for mig.. en som fik mig til at få øjnene op for hvad fanden jeg lavede(det var ca 2 år siden jeg mødte ham, og for 1,5 kendte han mig nok til at sige stop til mig).. Det begyndte jeg at fatte, begyndte at melde mig en del ud fra grupperne, for jeg følte mig klam og følte jg bare skulle efterlades til at helvede kunne tage mig.. men ham her fyren han var der hele vejen igennem og var der 100 procent når jeg manglede nogen at snakke med.. Han havde selv været ude i en masse.. Jeg begyndte at tage en del på efter jeg fattede hvad jeg lavede(10 kilo eller noget), og de begyndte derhjemme og også nogle "veninder" bag min ryg at snakke om jeg havde taget på og at jeg måske ikke skulle spise så meget slik og jeg skulle ud og lave mere motion.. Jeg prøvede virkelig at tabe mig, så meget at jeg spiste kun 3 bider morgenmad og resten smed jeg ud, frokosten smed jeg ud, én potion aftensmad, og når de kommenterede det "var jeg ik sulten", og nogle nætter lå jeg og græd mig selv i søvn fordi jeg var så sulten og så ked af det.. Det kom jeg så ud af igen da jeg igen.. ikke gjorde andet end at skade mig selv. Jeg mødte så en meget sød fyr.. Som betød alt for mig, han skred så.. men har egentlig tilgivet ham, vi havde mange problemer.. Nu står jeg tilbage med en kæmpe mur rundt om alt der hedder "mig" og har opfundet en "ny mig" som har en helt anden historie, nemlig den med den perfekte opvækst og aldrig manglet noget, alid smilet og løbet rundt.. Nu har jeg fundet hockey.. som jeg bruger virkelig meget af min tid på.. som jo er dejligt.. Jeg ved ikke helt hvad jeg ville med det her.. havde vel bare brug for at få skrevet det ned.. ingen kender den historie, undtaget ham jeg kendte som hjalp mig ud af en del af det.. men selv ham.. han anede ikke halvdelen..

Svar: 

Hej med dig.

Når jeg læser dit brev, kan jeg godt forstå, du har skrevet ind til os. Det er alt for mange tanker og følelser at gå rundt med alene, og det er flot, du tør skrive ind til os, så vi måske kan hjælpe dig med at finde rundt i det hele. Jeg er meget imponeret over, hvor langt du selv er kommet. Det er utrolig stærkt og meget modent af dig, at du kan se tilbage og vide, at du måske gjorde noget af de forkerte grunde, som ikke gjorde dig glad. Derudover er det også imponerende, at du selv har sagt stop og sagt fra, når det er blevet for meget for dig.

Som jeg læser dit brev, er der to ting, der springer mig i øjnene og det er dine tanker om dig selv og den "mur" du har rundt om dig selv. Det vil jeg gerne prøve at skrive et par tanker om.

Ud fra hvad du fortæller, har de sidste 4 år været rigtig hårde for dig i forhold til hvordan du ser din krop. Du er gået fra at være meget tynd til at være mere normal af bygning, og det kan være svært at vænne sig til, at ens krop har forandret sig. Du er også kommet i puberteten, og når det sker, forandrer kroppen sig helt naturligt, fordi man går fra at være pige til at være en ung kvinde med kvindelige former. Jeg ved ikke, hvordan du ser ud, men ud fra hvad du fortæller, er du helt normal af bygning. Du motionerer rigtig meget, og har fundet en sport, du er glad for, så jeg tror, det kunne være godt for dig at fokusere mere på at være sund end tynd. Altså at motionere fordi det gør dig glad, men ikke for at blive tyndere. Når du tidligere har fået rigtig mange komplimenter for dit udseende, når du havde meget make-up på, tror jeg, du også er en rigtig flot pige uden lige så meget make-up. Make-up forandrer ikke ens udseende, det kan bare være med til at få nogle ting til at fremstå tydeligere (som fx mascara, der får vipperne til at se længere ud). På den måde er du smuk, uanset om du går med meget make-up eller ej. Make-up'en ændrer ikke på dit udseende, den får højst nogle af dine flotte træk til at blive endnu flottere.

I dit brev skriver du, at du har bygget en mur rundt om dig, og at du har skabt en facade, hvor du bare fremstår som den glade, lykkelige pige. Det synes jeg lyder svært, for ingen kan holde til at "være alene" med deres følelser og tanker i længden. Det er vigtigt at have mennesker i sit liv, man kan betro sig til, og som kan hjælpe en, når man er ked af det. Selvfølgelig kan der være perioder, hvor man mangler en at betro sig til, men man skal passe på med at lukke helt af for muligheden for, at nye mennesker kan blive lukket ind. Den fyr der hjalp dig med at se, hvad du lavede og sagde stop til dig, han ville ikke have haft muligheden for at hjælpe dig, hvis du ikke lod ham komme ind. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at du overvejer om der måske er en dør i den mur, du har bygget. Det er okay at passe på sig selv, og man behøver ikke lukke alle ind, men når der engang imellem kommer en vigtig person, der kan være med til at gøre en gladere, så er det en god idé at have en dør, så han/hun kan komme ind bag muren og gøre en forskel. Det kan være rigtig svært og utrolig hårdt at åbne op og fortælle om, hvad man har oplevet og hvordan man har det, men i den sidste ende bliver man ofte glad af det, fordi man oplever at blive accepteret af et andet menneske. Det er også okay, du gerne vil fremstå som en glad pige, men husk at mærke efter hvordan du har det. Giv dig selv lov til at være ked af det, hvis det er det, du har brug for. Ingen er perfekte, og alle har brug for et pusterum, hvor de bare kan være sig selv. 

Det er utrolig flot, du selv er kommet dertil, hvor du er. Du er i stand til at mærke efter, hvad der er godt for dig, så hold fast i det, og brug din tid og energi på de ting, der gør dig glad. Husk på at give plads til andre mennesker i dit liv, selvom det kan være hårdt og svært. 

Kærlig hilsen

Tanne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program