Pubertet, men så ikke alligevel.

brevkassespørgsmål

Pubertet, men så ikke alligevel.

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 10 måneder siden

Hej!

Jeg er som sagt en pige på 15 år og jeg går i 8. klasse. Jeg har et lille problem, hvis man kan kalde det det. Jeg er på en eller anden måde, langsom i puberteten. Jeg fik min første mens i starten af maj 2011, da jeg var 12 1/2. Jeg har altid været mig høj, og set ældre ud end jeg var. Da jeg var 3år lignede jeg en 5 år. Da jeg var 8-9 år fik gik min mor mig med til lægen, og vi fik der at vide at hvis jeg ikke skar ned på fedtet og kalorierne, så ville jeg komme i puberteten som 9 årig. Men nu hvor jeg er i puberteten, og var en nogenlunde reglmæssig mens, så jeg forstår bare ikke at min krop næsten ikke har udviklet sig. Jeg har fået nogle store hofter, lår, arme og bare en typisk kvinde krop. Men mine bryster vokser bare slet ikke! Jeg har de mindste bryster i begge 8. klasserne. Men jeg er den kraftigst.

Jeg tænker også lidt på om jeg ville kunne "tilfredsstille" en dreng, hvis jeg har en kraftig krop, men små bryster...

Det påvirker mig rimlig meget, da mine to bedste veninder er tynde, med "thigh-gap" og gode bryster. - og så er der mig...

For at jeg føler mig sån okay tilpas i klassen, og med mig selv, så bliver jeg nød til at gå med bh'er med ekstra meget push-up; og det er jo heller ikke helt vildt sundt for brysterne.

Det skal også lige siges at jeg er på alder med pigerne i 9. klasse, da jeg ventede et år i børnehaven.

Jeg ser tit kraftige piger, men de har store bryster, og jeg forstår bare ikke hvorfor mine så ikke gider at vokse.

Har I en ide om hvorfor?

På forhånd tak for svaret!

Vh. 'Den usikre pige'

Svar: 

Kære du

Jeg kan høre at du går rundt og tænker meget over det her med hvordan din krop ser ud. Når der er noget man tænker meget på, så er det godt at dele det med andre, præcis som du har gjort ved at skrive her til brevkassen. Jeg vil forsøge at give dig nogle af mine tanker omkring det du skriver og håber at du kan bruge det til noget.

Når man er teenager sker der en masse med kroppen, over noget tid forandrer den sig fra at være en pigekrop til at blive en kvindekrop og det er ikke altid nemt at følge med. Samtidig med at man selv skal vende sig til den "nye" krop, kigger man også rundt på alle de andre rundt om en og ser om man ligner dem og passer ind. Det lyder til at du er meget opmærksom på hvordan du ser ud i forhold til dine veninder og det er helt naturligt at du har det sådan. Men alle mennesker er forskellige og det er det der gør os mennesker så unikke. Nogle har små bryster, andre store, nogle store numser eller små fødder, andre har langt mørkt hår eller helt kort lyst hår. Fælles for os er at vi ofte gerne vil have det helt modsatte af hvad vi har, fordi vi ikke har lyst til at skille os ud eller være anderledes. 

Alle mennesker kan opleve at de er lidt utilfredse med deres kroppe en gang i mellem, både fordi man nogle gange bare har det lidt dårligt indeni eller fordi man spejler sig i hvordan andre ser ud. Men utilfredsheden skal ikke fylde alt, for gør den det ender man med at få det svært med sig selv. Jeg synes derfor at det er vigtigt at du prøver at se om du kan begynde at kigge på dig selv i spejlet på en ny måde. Det kan være svært, men prøv at kigge på alt det flotte du har, fx at du er høj og ser moden ud, det kan være at du har flotte tæer eller smukt hår. Det er lige præcis de her små ting der gør dig unik og dig til den person du er. 

Jeg tænker på hvordan det mon ville være at fortælle dine veninder at du nogengange er lidt misundeige på deres kroppe? Jeg tror at du ville finde ud af at de har det præcis på samme måde nogengange; at de også kan være utilfredse. Det er nemlig ofte sådan at man ikke selv kan se det smukke ved sig selv, selvom alle andre gør det. Tænk på at selv supermodeller kan have det svært og være kede af det med hvordan de ser. Der er altså ikke sammenhæng mellem at være tilfreds med sin krop og hvordan man egentligt ser ud.

Hvis du bliver ved med at føle at du er lidt utilfreds med din krop, kan det være at du kan prøve at snakke med nogen om det. Du kan fx nævne for din mor, din lærer eller sundhedsplejerske at du går rundt og tænker meget over hvordan din krop ser ud. På den måde kan du komme ud med nogle af de her tanker, så du ikke skal gå rundt med dem alene. Du er også velkommen til at besøge vores chat, hvor du kan snakke med anonyme rådgivere, som kan støtte og rådgive dig til hvad du kan gøre. Du kan finde chatten HER.

Til sidst vil jeg sige at fordi du stadig er ung og kun er 15 år, er der mange år endnu hvor din krop kan forandre sig. Det kan altså være at du får større bryster eller måske bare lærer at se det smukke i hvordan lige præcis din krop ser ud. 

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Venlig hilsen Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program