Jeg har nu to gange haft en meget ubehagelig oplevelse med weed og jeg håbede der var nogen der måske vidste noget om hvorfor jeg reagerer så voldsom? Jeg har ikke røget meget men de her to oplevelser har fået mig til aldrig at have lyst til at ryge igen. For omkring et halvt år siden røg jeg med en ven på Christiania. Vi delte en joint og jeg røg under halvdelen af den. Min ven reagerede helt normalt så jeg ved at det ikke var det vi røg der var noget galt med. Det starter meget normalt. Jeg føler mig afslappet og kan høre musik i mine ører. Men pludselig bliver jeg MEGET afslappet. Jeg kan høre høj musik i mine ører og begynder at ligesom at "falde sammen". Jeg siger til min ven at jeg bliver nødt til at side ned! Jeg har nu kvalme og kan næsten ikke holde mig oprejst. Nu går alting meget hurtigt. I løbet af to minutter begynder mit syn langsomt at forsvinde samtidigt med at alle lyde bliver forvrængede. Der er en høj knitrende lyd i mit hoved. Som et fjernsyn der er gået i stykker eller noget. Jeg sætter mig på en bænk op af en mur og forsvinder nu "helt ind i mig selv". Jeg kan ikke se noget og jeg kan ikke røre mig. Kun synke dybere og dybere sammen. Den knitrende lyd er overvældende høj og stemmerne omkring mig er enten absurd high pitch eller low pitch som uhyggelige tegneseriefigurer. Jeg er bange nu, men jeg kan ikke rigtigt gøre noget ved følelsen. Jeg er også bange for at kæmpe imod, Jeg vil ikke stresse mit system yderligere og gøre det værre. Jeg kan fornemme at folk står omkring mig. Jeg hører en mussestemme meget langt væk sige "Det her er sgu farligt". Det gør mig selvfølgelig endnu mere bange. Der er nogen der taler til mig. Stiller mig spørgsmål Jeg får svaret på hvor gammel jeg er og hvad mit navn er men mere kan jeg ikke sige. Der er nogen der begynder at hælde sodavand i mig. Det hjælper. Langsomt kommer mit syn tilbage. Det var en meget ubehagelig oplevelse der sad længe i min krop. Her i går skete der så igen noget lignende. Bare lidt værre. I sommer flyttede jeg til USA. De ryger utroligt meget her og i går røg jeg så første gang her. Jeg var sammen med min kæreste og nogen af hans venner. Vi var seks mennesker der delte to joints og jeg var helt klart den der røg mindst. Der går længere tid før det rammer mig den her gang. Men pludselig lægger jeg mærker til at mit syn er ved at forsvinde igen og jeg kan høre en svag knitrende lyd. Jeg bliver ikke bange. Tænker bare at jeg skal skynde mig at drikke noget sodavand. Jeg havde ikke spist så meget den dag. Jeg har nogen problemer med mad og er undervægtig. Så jeg løber op alene for at købe noget. Jeg prøver at berolige de andre. Jeg vil ikke gøre dem urolige, så de bliver på min skole, hvor vi røg. Jeg drikker en cola og spiser noget chokolade. Men det hjælper ikke. Jeg kan mærke det bliver værre. Min kæreste kommer op til mig nu. Jeg kan se han er bange. Han hælder kaffe på mig og for mig til at spise. Det hjælper kort men jeg kan mærke jeg hele tiden er ved at besvime. Han taler til mig for at holde mig kørende, men jeg opfatter knap hvad han siger. Jeg svajer og han må næsten bære mig for at holde mig på benene. Vi står inde i en butik. Udenfor er det iskoldt og jeg ryster voldsomt. Men nu lukker butikken. Så snart jeg kommer ud kan jeg ikke få vejret. Jeg er virkelig væk nu. De andre kommer nu og de gør alt for at holde mig vågen. Jeg ryster af kulde men kan ikke mærke det og alle butikker er lukkede. Jeg begynder at blive rigtig bange nu, Jeg har ikke lyst til at besvime på åben gade når det er så koldt. Jeg er også bange for at skulle kaste op. Det er også problematisk for mine venner og min kæreste. De kan jo også komme i problemer pga, mig og ved ikke hvad de skal gøre med mig. Jeg begynder at græde på en underlig måde. Alt begynder at kulminerer. Og jeg ved min mor snart kommer for at samle mig op. Hun tror jeg er til koncert. Jeg hiver efter vejrer og hyperventilerer lidt. Jeg er hele tiden på kanten til bare at falde. De for mig bakset ind på en tankstation hvor jeg for vand. Jeg er så bange. Min mor kan være her hvert øjeblik og hun kan ikke se mig sådan her. Det eneste der holder mig vågen nu er at de konstant snakker til mig. Jeg kan kun koncentrer mig om en ting af gangen så jeg fanger næsten ikke hvad de siger. Samtidig slår det mig hvor fucked op jeg er. Jeg har jo virkelig nogen problemer med mad. Jeg har cuttet og kastet op og nu skal min mor se mig sådan her. Jeg ved at hun allerede må være meget bekymret fordi jeg ikke har svaret på mobilen i nu to timer. Alt det her gør mig hysterisk og jeg hiver efter vejret mens jeg hulker. Men jeg kan knap stå op eller sige noget. Min kæreste holder mig oppe og prøver at få kontakt med mig. Han for mig tilbage til virkeligheden et par øjeblikke. De prøver at stille mig spørgsmål. Men jeg forstår ikke hvad de siger. Mit engelske er forsvundet. De spørger mig hvad mit navn er men jeg har glemt det. Jeg ved heller ikke hvad 8+16 er. Nu kommer hans bror og jeg bliver proppet ind i en bil. Jeg har glemt hvordan man trækker vejret og jeg skiftevis hiver efter vejret, trækker det ind i lange hiv eller glemmer helt at trække vejret. Pludselig er min mor der og jeg hyperventilerer fuldstændig. Hun råber alt muligt og så kører hun mig hjem. Jeg forstår ikke halvdelen af hvad hun siger. Jeg ved bare at hun vil have mig til at droppe min kæreste (som virkelig er den eneste jeg har her) og hun overvejer om jeg overhovedet kan gå på den skole mere (som er det eneste jeg har glæde ved her). Samtidig føler jeg voldsom skyld. Vi har lige haft snakket om, om jeg kan håndterer det og hun har taget mig i at lyve, hvilket jeg lovede jeg ikke ville. Jeg kan se hun græder og jeg føler mig som det mest forfærdelige mennesker i verden. Jeg har ikke kunne sove i nat. Effekten forsvandt først fuldstændigt fra min krop omkring halv 8 om morgnen. Nu føler jeg mig svag. Hvad skal jeg gøre og hvorfor reagerer jeg på den her måde når ingen andre gør? Please hjælp mig!