Stress hjælp

brevkassespørgsmål

Stress hjælp

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 10 år 12 måneder siden

Har haft stress i lang tid. Når det kommer frem føles de som om jeg ikke er til stede og så bliver jeg svimmel. Jeg er ret træt af det for jeg får det næsten hver dag. Jeg føler mig trist hele tiden og er bange for at jeg har en sygdom. Men i dag begyndte jeg at have at gave en følelse af at jeg ikke kan bevæge mine arme. Det er meget ubehaligt og jeg går i panik over det. Men jeg ved ikke det er noget med stressen at gøre?  Jeg har sagt til mine forældre hvordan jeg har det, men ikke hvorfor jeg tror det kommer. Jeg tror jeg har stress fordi at min far skulle sælge huset og det blev jeg meget ked af. Så begyndte stressen at komme og jeg havde aldrig prøvet at have det sådan. Til sidst blev jeg bange for at jeg skal dø. Jeg er stadig bange for at jeg skal dø og jeg tror at det er derfor jeg stadig har stres.  Jeg har ikke sagt til mine forældre at jeg er bange for at dø, fordi jeg syntes det er svært at sige. har i nogle råd til hvordan jeg kan sige det? Har i også i har nogle råd til stress? Hved i også om det med at jeg ikke kan bevæge mine arme har noget med stress at gøre? Hilsen dem Stressede. 

Svar: 

Kære du.

Det lyder til, at du har det rigtig svært og at der foregår mange ting omkring dig, som er svære at håndtere, så det er rigtig godt, at du har valgt at skrive her til Cyberhus.

Jeg kan godt forstå, at det har gjort dig rigtig ked af det, at din far har skulle sælge sit hus. Jeg gætter på, at han måske også selv var trist over at skulle af med det og når dem man elsker er kede af det, bliver man det også meget nemt selv. Hvis man er ked af det i længere tid, kan det få kroppen til at stresse og det lyder som om, at det er det, som sker for dig. Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på stress. Kroppen kan reagerer på alle mulige måder for at fortælle, at man ikke har det godt og har brug for at få styr på alle de tanker og følelser, som man går rundt med indeni. 

Du skriver i dit brev, at du er bange for at dø og at det måske er derfor, at du stadig har stress. Jeg tænker på om det måske kan være omvendt. Altså at du oplever en angst for at dø, fordi din hjerne og krop er meget pressede. Faktisk er det slet ikke så unormalt, at man har sådan nogle tanker, når man har været stresset igennem længere tid. Man kan også opleve at kroppen reagerer på mange andre måder – fx ved at man sveder mere, føler sig anspændt eller rastløs, er trist og måske kan man også føle, at ens hjerte banker hurtigere end normalt. Det at du oplever, at du pludselig ikke kan bevæge din arm er heller ikke unormalt, når man har angst. Når man oplever at ens krop gør sådan noget, kan man meget nemt tænke, at det må være et tegn på at man er syg og at der er noget galt med ens krop. Det er der selvfølgelig også på en måde, men det er simpelthen hjernen og kroppens måde at tackle alle de svære tanker og følelser på. Stress og angst er en følelsesmæssig og kropslig reaktion på situationer, hvor man ikke ved hvad man skal gøre og hvor kroppen så gør et eller andet for at fortælle, at man ikke har det godt og har brug for at få styr på alle de tanker og følelser, som man går rundt med. 

Jeg kan godt forstå, at det ikke er let for dig, at opleve at din arm ikke vil bevæge sig og at du så endda også skal gå rundt med så mange tanker om døden, som gør at du føler dig bange og endnu mere stresset. Jeg kan desværre ikke sige med sikkerhed, hvorfor du oplever alle disse ting og derfor synes jeg, at du skal bestille en tid hos din læge og snakke med ham eller hende om det hele. Det lyder til, at det er noget der har stået på i lang tid og at du har gået rundt med alle dine tanker helt alene. Derfor er det også rigtig vigtigt, at du får noget hjælp til, at finde ud af hvorfor du har det sådan. Jeg synes det er rigtig godt, at du allerede har fortalt dine forældre om det, men jeg tænker måske, at de ikke ved hvor slemt du faktisk har det. Hvis du har mod på det, kan du vise dem dette brev. Det kan nogle gange være svært at skulle sige sådan nogle ting højt og derfor kan det måske gøre det en lille smule lettere at de ser brevet. Det er rigtig vigtigt at få snakket højt om sine tanker og følelser, for der er ingen mennesker der kan rumme sådan nogle svære tanker helt alene. Dine forældre vil også kunne hjælpe dig med at få en tid hos din læge. Jeg tænker også, at det måske vil hjælpe dig, hvis du har mod på at snakke med en psykolog. Din læge vil kunne hjælpe dig med at komme til at tale med en, som sammen med dig kan finde ud af, hvordan du kan få det bedre.

Det aller vigtigste råd jeg kan give dig er, at tale med nogle om den angst og stress som du oplever. Det er vigtigt at du ikke går rundt med det helt alene, for du fortjener ikke at gå rundt og have det så dårligt. Du er også altid velkomme til at logge på chatten her på Cyberhus og snakke med en af de søde frivillige, som rigtig gerne vil lytte til dig og forsøge, at hjælpe dig. 

Hilsen Katrine.

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program