Hej med dig.

Jeg kan virkelig fornemme på dit brev, at du har det meget svært for tiden. Det lyder som om, du slås med nogle meget hårde tanker om dig selv, mens du samtidig har det svært med din familie og din veninde. Jeg kan virkelig godt forstå, du spørger efter hjælp, og jeg synes derfor, det er rigtig godt, at du skriver herind.

Jeg vil forsøge at hjælpe dig så godt, jeg kan ved at fortælle dig, hvad jeg tænker om det, du skriver og give dig nogle råd til, hvad du kan gøre.

Først vil jeg sige til dig, at anoreksi virkelig ikke er en sygdom, du skal ønske dig at få. Anoreksi er en meget alvorlig, ubehagelig og livstruende sygdom, hvor man lever med et konstant fokus på kroppen, mad og udseende. Anorektikere har ustandselige negative tanker om sig selv og har et billede af sin egen krop, som ikke passer med virkeligheden. Anoreksi kan fange en i et mønster, som er meget svært at komme ud af, og som kræver behandling, hvilket for mange betyder, at de også indlægges. Jeg fortæller dig disse ting, fordi det er vigtigt for mig at understrege anoreksiens alvor og store konsekvenser for mange unges liv. Jeg forstår godt, at tanken om anoreksi kan virke lokkende, når du føler dig tyk og ikke bryder dig om synet af din egen krop. Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i, at det må være hårdt at have det sådan, men jeg er overbevist om, at der findes en anden vej ud af tankerne end anoreksi og død.

Du skriver, at du ikke kan lide dig selv, fordi du er tyk, usikker og stille. Tankerne giver dig lyst til at forsvinde fra verden, hvilket er meget alvorligt. Du skriver også, at du er begyndt at skære i dig selv. Mange begynder at skære i sig selv, fordi de kan have svært ved at håndtere et stort psykisk pres, som man fx oplever, når man ikke er glad for sig selv. Det kan føles umuligt at gøre noget ved den psykiske smerte, hvorfor mange påfører sig selv fysisk smerte (ved bl.a. at skære i sig selv) for derved at kunne fokusere på noget andet og mærke det, der gør ondt. Jeg kan forestille mig, at det er lidt sådan, du har det? At skære i sig selv kan hjælpe på kort sigt, hvilket betyder, at det i lidt tid kan gøre det nemmere at udholde livet. På lang sigt vil det dog ikke gøre tingene nemmere. For mange ender det nemlig med, at man bliver endnu mere ked af det, jo flere gange man skærer i sig selv, fordi det gang på gang vil vise sig, at det ikke løser ens problemer.
Jeg vil råde dig til at sætte dig ned med en lille fin notesbog og skrive nogle ting op, som du godt kan lide. Det kan være, du godt kan lide at gå ture i skoven, at høre noget dejligt musik eller snakke i telefon med en bestemt person. Det kan være alt muligt. Ved at få skrevet noget ned, som du godt kan lide at lave, kan du fremover vende tilbage til listen og måske gøre nogen af de ting, når du får lyst til at skære i dig selv. En anden idé kan også være at tegne en sommerfugl på det sted, hvor du plejer at skære. Sommerfuglen kan fungere som et symbol på de mennesker, du holder af og kan derfor minde dig om, at det ikke er en god idé at skære, fordi menneskerne og du selv vil blive sårede. Det vigtigste er, at du på din egen måde kommer på andre tanker og gør noget andet end at skære i dig selv, da det som sagt kun gør tingene endnu hårdere.

Mit allerbedste råd til dig er at fortælle nogen om, at du har det skidt. Jeg kan forstå på dig, at din familie og din bedste veninde ikke er så forstående. Derfor tænker jeg på, om du måske kan komme i tanker om en anden rar voksen, som kan lytte til dig. Når man går rundt med svære tanker, kan det nemlig være en enorm lettelse at få dem fortalt til nogen. Det kan sammenlignes lidt med, at man i lang tid har båret rundt på en meget tung rygsæk, som man endelig får lov at smide. Jeg synes, det er vigtigt, at du får talt med nogen om det, da det er vejen til at få det bedre. Måske kan den rare voksen hjælpe dig - enten selv eller ved at finde nogen professionelle (psykolog, læge eller andet), som kan tage hånd om dig. Hvis det lige nu virker for overvældende at skulle fortælle om det til en voksen, kan du også prøve at komme ind i chatten her i Cyberhus eller chatten ved LMS. I Cyberhus sidder der altid en voksen klar til at tale med dig om det, og hos LMS har de særligt meget forstand på netop din situation. Nogle gange kan en chat give en mere mod på senere at skulle sige det videre i virkeligheden.

Jeg kan forestille mig, at det må være svært at føle, man ikke kan stole på sin familie, og at ens veninde ikke hører efter. Hvis du har mod på det, synes jeg, du skal fortælle dem, hvordan de virker på dig. Det er ikke sikkert, de er klar over, at du opfatter dem sådan, og det kan måske få dem til at ændre deres måde at være på.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt det bedste. Jeg håber, du en dag kommer til at elske din krop og dig selv præcis, som du er, så du igen kan smile til verden og opleve, at den smiler tilbage.

Venligst, Matilde