Hej. Jeg er 19 år gammel og har i flere år kæmpet med spiseforstyrrelsen anoreksi. Tidligere var jeg i behandling, men da jeg fyldte 18 år og var nogenlunde oppe på min målvægt, valgte jeg at afslutte mig selv, da jeg følte, at jeg kunne styre det selv. Mit BMI var på daværende tidspunkt oppe på 18,0, hvilket er det højeste det nogensinde har været. Jeg havde massive problemer med at acceptere min 'nye krop'. Jeg græd meget ofte og følte, at andre så mig som fed og ulækker, præcis som jeg så mig selv, for helt ærligt så var/er det hvad jeg ser.. Håbede dengang på, at jeg bare lige skulle give det lidt tid, men i dag, et år efter, har det ikke forandret sig. Min vægt har svinget mellem et BMI på 15,8 og 17,6, fordi jeg er meget ambivalent i forhold til hvad jeg vil. Den ene dag vil jeg have det bedre, tage på og skabe mig et liv; den næste tror jeg ikke på det, og føler derfor ikke at det er værd at få det dårligt over at spise, og så lader jeg egentlig bare være eller indtager maks. et par hundrede kalorier. Mit humør har ligeledes kørt op og ned, og jeg har haft rigtig svært ved at være sammen med andre mennesker, fordi mit indre er kaos. Her i august startede jeg i skole igen efter næsten et helt år hjemme. Jeg vil så gerne have det til at fungere, så jeg kan afslutte mit sidste år på gymnasiet, men jeg har fået det simpelthen så meget dårligere siden skolestart. Det er blevet meget tydeligt for mig, at jeg faktisk ikke magter det. Jeg kan ikke læse lektier, for koncentrationen svigter og to minutter efter jeg har læst noget, vil jeg ikke være i stand til at fortælle hvad det er jeg har læst, selv hvis jeg læser det igennem 3-4 gange. Jeg er ked af hver morgen, fordi jeg ikke kan overskue at skulle tilbringe 7-8 timer sammen med andre mennesker, og hvad der gør det endnu værre er, at jeg skal sidde stille i så lang tid. I mit hovede kører der næsten kun kalorier, og det gør mig nervøs og rastløs. Efter skole er jeg helt smadret, selvom klokken ikke er mere end godt tre når jeg kommer hjem. Ofte falder jeg i søvn med det samme jeg kommer hjem og lægger mig på sofaen, og sover så i næsten tre timer, simpelthen fordi jeg er så udkørt.. Mit BMI nu er på 17,3. Jeg har det rigtig skidt. Psykisk. Som det ser ud lige nu, er jeg så ked af det hele, at jeg går med selvmordstanker. Jeg ved, at vægten er på vej ned. Ærligt - jeg ønsker at tabe mig. Det er den ene ting jeg kan finde ud af, det eneste jeg er god til OG efter et stykke tid ved jeg, at jeg holder op med at føle. Det er en kæmpe lettelse at nå dertil, og jeg længes efter den ro. Nu ved jeg godt, at det her lyder sindssygt, men et eller andet sted, så ønsker jeg spiseforstyrrelsen lige nu, fordi den giver mig tryghed og ro. Om ikke andet så fjerner den fokus fra alt det der sker omkring mig, jeg slipper for at forholde mig til alt for meget, og skal "kun" overholde de regler jeg sætter for mig selv, En del af mig ønsker faktisk at blive indlagt. At blive fjernet fra alt det, som jeg ikke kan forholde mig til. Jeg ville aldrig selv kunne sige ja til en indlæggelse, så den eneste mulige måde ville være tvang, og det er jeg ikke i nærheden af at 'kunne blive'. Misforstå mig ikke, jeg ved godt, at det overhovedet ikke er sjovt at være indlagt. Jeg har været det før, og det er virkelig ingen dans på roser, det kræver lidt af en psyke, MEN det giver tid og luft til at arbejde med de svære ting. Min sidste indlæggelse var desværre meget kaotisk, og jeg vil ikke sige at den hjalp mig i forhold til spiseforstyrrelsen, men det break jeg fik fra hverdagen, betød at selvmordstankerne kom mere og mere på afstand. Havde forløbet været mindre kaotisk og måske varet lidt længere tid, tror jeg, at jeg kunne have rykket mig i.fht. spiseforstyrrelsen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Nogle gange overvejer jeg at lade vægten falde til et niveau, hvor jeg ved at der venter en indlæggele, hvor jeg ikke vil have noget valg, men jeg er også rigtig bange for det, for jeg vil jo ikke have lyst til at tage på igen. Skolen vil jeg gennemføre, selvom jeg godt kan mærke, at det ikke gør noget godt for mig lige nu. Det er sidste år, så tænker at jeg da må kunne trække mig selv igennem, så gymnasiet er et overstået kapitel. Har nogle af jer haft det ligesom mig`-hvad har hjulpet jer? Hvad tænker I om mine tanker om indlæggelse (jeg ved godt at jeg lyder sindssyg med de tanker, men anoreksien er min bedste ven og værste fjende på en og samme tid, så det er rigtig svært). Nogle gode råd? Håber I kan hjælpe mig, eller i hvert fald give jeres syn på det her, for jeg er forvirret.. Kram fra mig