Slemt deprimeret..

brevkassespørgsmål

Slemt deprimeret..

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 6 år 6 måneder siden

Har fået diagnoceret depression for snart 1½ år siden hvor lægen så sendte et brev til mine forældre.

Jeg ønskede ikke at mine forældre skulle vide at jeg deprimeret fordi de har en del fordomme om sygdommen, så jeg ødelagde kuverten og blev aldrig sendt videre til hjælp.

 

Alligevel. Jeg ved jeg har virkelig brug for hjælp, men det er bare så svært for mig at fortælle, selv at få andre til at fortælle om min depression kan jeg ikke. Jeg er utrolig bange for konsekvenserne..

Jeg har det virkelig svært og er begyndt at ryge for en måned siden uden min familie ved noget om det, jeg gør det dog udelukkende som en slags trøst. Af en eller anden grund kan en enkel cigaret berolige mig og holde mig lidt mindre deprimeret. Det har hjulpet en del.  Jeg er også begyndt at døje med mystiske smerter.. har f.eks fået øget hovedpine og smerter i kroppen uden at jeg kan pege hvor..

Psykisk føler jeg mig ofte 'tom'. En sort skikkelse, med en kæmpe fodlænke som slæber mig med rundt.

Andre gange gør jeg ikke andet end at græde og lukke mig selv inde. Min motivation for min farvorite hobby er lille, og det hjælper ikke på den nye skolereform som har gjort min hverdag langt mere stresset. Alting går ned ad bakke. Mine karakter går op og ned lige fortiden, men de har været værre, desværre er min stavning gået nedad.. ofte får jeg pludseligt svært med at stave.

 

Jeg er virkelig bange for jeg brøder sammen i klassen, der har været momenter hvor jeg måtte gå på 'toilettet' for lige at få lidt luft og 'tage mig lidt sammen'. Jeg lukker mig ofte inde og det stresser mig. Jeg har tidligere haft hjælp, men det fik mig kun til at få det værre og gav mig selvmedlidenhed.. så jeg løj mig ud af pskolog hjælpen. 

Jeg har virkelig ikke lyst til at leve, hvis meningen bare er at jeg skal være død inden i og trække vejret.. Jeg er bange for mig selv. Jeg  ved virkelig ikke hvad jeg kan finde på..

Svar: 

Kære du,

Det lyder til, at det er rigtig, rigtig hårdt at være dig lige nu. Hvor er det modigt, at du åbner op og skriver her ind til brevkassen. Jeg synes, at du er utrolig god til at sætte ord på alle de svære følelser, som du render rundt med. Jeg vil også gerne sige til dig, at jeg er ked af, at du går rundt og har det sådan. Det må være utrolig hårdt at gå rundt med alle de ting helt alene, og jeg forstår godt, hvis det hele virker enormt uoverskueligt lige nu. Det var godt, at du skrev!

Først og fremmest vil jeg gerne sige til dig, at det kræver enormt meget styrke at gå rundt og leve et helt almindeligt liv, når man har fået diagnosticeret en depression. Derfor tænker jeg, at du må være et rigtig stærkt menneske, at du har kunne gå så længe med noget så stort, og så alligevel levet igennem din hverdag. Men selvfølgelig er det ikke optimalt, at du går med det helt alene, og det allerbedste ville være - som du helt sikkert også godt selv ved - hvis du havde fået hjælp allerede for 1½ år siden. Men det nytter ikke så meget at gå og spekulere over det nu, det vigtige er, hvor du er lige nu, og hvad du kan gøre herfra.

Jeg vil gerne starte med at tage fat i de ting du skriver om, hvordan du går og har det, før jeg skriver om hvad du måske kan gøre. Ud fra de ting du fortæller, har du det bestemt ikke godt. Du må tage pauser i din skoledag for ikke at bryde sammen, du er begyndt at ryge for et berolige dig selv, du har mystiske smerter, og du føler dig tom indeni. Alle disse ting du beskriver er symptomer på den depression, som du går rundt med. Den er, som du faktisk virkelig flot beskriver det, en fodlænke, som du slæber med dig rundt. Sådan en fodlænke er bare alt for tung, og du fortjener at komme af med den. Du fortjener at få det bedre og at komme ud fra det sorte hul, som du går rundt i. Og det er virkelig svært at klare det alene.

Du skal også vide, at der ikke er noget i vejen med at have det, som du har det. Forstået på den måde, at der er rigtig mange danskere, der dagligt kæmper mod depression. Du er ikke alene, og det er ikke dig, der er noget i vejen med. Du er "bare" så uheldig, at dit sind er blevet ramt af en sygdom, som ligger en mørk skygge over alt i dit liv. Måske var der i forvejen nogle ting, der ikke gik så godt - det skriver du ikke så meget om i dit brev. Men med en depression kan også de ting, som var svære i forvejen, være endnu sværere at håndtere. Det er derfor, at du har brug for at få hjælp til at komme op af hullet igen, selvom det virker skræmmende og uoverskueligt.

Der sker også nogle ting i dit liv lige nu, som ikke ligefrem hjælper. Den nye skolereform stresser dig, og du beskriver, at du lukker dig inde, hvilket også stresser dig. Jeg kan godt forstå, at sådan en omvæltning er vildt svær at skulle klare, når man faktisk går, og har det rigtig, rigtig skidt. Jeg vil prøve at komme med nogle forskellige råd til, hvordan du kan komme videre herfra, hvis du har mod på det.

Du skriver, at dine forældre har en hel masse fordomme om depression. Jeg kan godt forstå, at det gør, at du slet ikke har lyst til at fortælle dem om, at du har fået en depression. Det er svært at skulle fortælle om noget så stort og personligt, især hvis man er bange for, at man ikke vil blive støttet og få den hjælp, som man bare har virkelig meget brug for. Der er mange mennesker, som kan være fordomsfulde omkring depression, fordi de ikke forstår hvad sygdommen går ud på. Mange mennesker forstår ikke, at det er en sygdom ligesom et brækket ben. Det er ikke noget, som man kan tænke væk, og man kan ikke "bare tage sig sammen". Ligesom man heller ikke ville bede en person med et brækket ben om at tage sig sammen og løbe en tur. Måske er det netop dette, som dine forældre skal have hjælp til at forstå. Og her kunne det måske være en hjælp, hvis du tog dem med til lægen, og lod din læge forklare dem, hvad det hele går ud på. Du siger ganske vist, at du heller ikke tør lade andre fortælle om din depression, men måske kunne det være en hjælp, hvis det var din læge, som har en masse viden omkring det? Nogen gange lytter folk mere, hvis det kommer fra en person, som de har en anden respekt for, som mange har for deres læger.

En anden løsning kunne være at henvende sig til en lærer på din skole, hvis der er en, som du har det godt med. Du kunne starte med at sige, at du har brug for at tale om noget, men at du gerne vil holde det fra dine forældre. Hvis det er rigtig svært at sætte ord på, kunne du måske skrive lidt ned i et brev og give til din lærer. Du er i hvert fald god til her at skrive dine tanker og følelser ned.
Måske er der også en skolepsykolog på dine skole, som du kunne henvende dig til og eventuelt bruge samme fremgangsmåde, som jeg lige har beskrevet.

Du fortæller godt nok, at du har haft hjælp, men at det ikke hjalp at gå til psykolog. Jeg håber, at det ikke har taget modet helt fra dig. Det er ikke altid, at man lige har den rigtige kemi med sin psykolog, og så har man altid ret til at finde en anden - det er meget vigtigt, at den der hjælper en, er en man er tryg ved og føler, at man kan åbne sig op for. Derudover vil jeg også gerne sige til dig, at det desværre tit er sådan, at det bliver værre før det bliver bedre. Det føles måske helt vildt urimeligt at man skal få det endnu værre, men det kan godt gøre ondt indeni, når man begynder at tage fat i de ting, som man går rundt og har det svært med. Men efterhånden som man får åbnet op og talt om tingene, vil det ofte blive bedre i længden.

Du kunne også henvende dig til din læge alene igen. Være ærlig og sige, at du ikke har fået hjælp, fordi du ikke tør tale med dine forældre. Måske har din læge nogle gode råd til, hvordan du bedst kan komme videre, når det er svært med dine forældre.

Det er allesammen løsninger, som nok ikke lige er dem, du har mest lyst til, når du helst ikke vil fortælle det til nogen. Men jeg tror desværre, at du er nødt til at tage det skridt, hvis du skal have hjælp og få det bedre. Og det kan du sagtens gøre uden at snakke med dine forældre som det første, hvis det er det, der skræmmer dig mest.

Til sidst vil jeg give dig et par ekstra forslag til når det er rigtig hårdt, lige her og nu. Det ene er, at du altid er velkommen på vores chat. Den har åbent mandag og onsdag 14-17 og tirsdag og torsdag 18-21. Derudover vil jeg meget gerne give din informationerne på Livslinien. Dem kan du bruge, hvis du begynder at få selvmordstanker. De har både en chat, som har åbent mandag og torsdag 17-21 og tirsdag 13-17, og så har de også en telefon man kan ringe på, hvis man får selvmordstanker. Telefonen er åben alle dage mellem 11-03, og telefonnummeret er 70 201 201.

Jeg håber, at du får mod på at søge hjælp, selvom det er svært. Det er rigtig, rigtig synd, og slet ikke retfærdigt, at du skal gå og have det så skidt.

Mange kærlige hilsner

Janne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program