Hej Brevkasse, ud fra den ovenstående titel kan du i nok regne ud hvad dette indlæg handler om:

Jeg er lige startet i niende, og er kommet ind i en lidt udplukket klasse. Jeg har dog stadig

nære venner tæt på mig, i denne nye klasse, alligevel føler jeg mig så malpaceret.

Jeg har altid været forholdsvis velfungerede, i de mindre klasser var jeg dog en enspænder

men i ottende, kunne jeg stortset snakke med alle, og bidrage i alle samtaler. Den nye klasse

lægger vægt på værdier som likes (via facebook eller andet socialt medie), opbygge et morderne image, og håne og nedgøre hinanden, og mere.

Jeg kan ikke deltage i noget af dette, hvilket automatisk gør at jeg føler mig frustreret forvirret og forkert! Ord kan ikke udtrkke hvor nedtrykt og ked af det jeg er,

jeg har snakket med min mor om det, og hun bragte emner op som tilpasning og andet jeg ikke kan huske, alene var det svært for mig at snakke med hende om det, men at jeg naivt og forhåbningsfuldt troede at hun kunne bixe et svar op til mig. Århh! Føler mig dum! Jeg har altid været anderledes, end de andre og nogle gange drømmer jeg om at droppe mig, og bare syre ind i mængden, men så tror jeg bare jeg vil føle mig endnu mere forkert. Jeg vil rigtig gerne ud af denne klasse, men så alligevel ikke. Det faglige går rigtig godt, og jeg kan godt lide alle mine nye lærer (hvilket er stort for mig, da jeg er meget lærerkritisk.) Jeg føler også at ved at flytte klasse, opgiver jeg bare. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, drømmer om at flytte til London med min veninde (som er på efterskole) og så udleve en flippet tilværelse som et abstrakt menneske. Jeg græder også i timerne, ingen lægger mærke til det. Eller også gør de, men lader som ingenting... Musik er også et tilflugtssted jeg kan godt lide at lytte til klassisk musik, hele tiden, føler mig bare så kujonagtig når jeg propper høretelefonerne i ørene, som om jeg flygter fra virkeligheden hvad end det er, hvilket jeg også gør.. Er det ikke en forening eller et mødested, for forvirrede mennesker som mig? Jeg ser frem til gymnasium, der er menneskene mere modne og tolerante, hva end jeg så dukker op i et tylskørt eller kulsort beklædning. Mine venner har ingen i klassen (som jeg godt kan snakke med) han ingen idéer om mine indre reflektioner, de vil højst sansyndligt hade mig, eller i hvert fald blive bekymrede og sure. Det vil jeg helst undgå, de ville da også føle sig mærkeligt tilpas hvis jeg kom ud af det blå at sagde "Jeg passer sgu heller ikke ind her, i er for overfladiske og dumme" ikke at jeg har tænkt mig at sige det..

Her fik du så brudstykker af de indre konstante dialoger som foregår inde i mit hovede, det var sørme rart at komme ud med det. Tak for opmærksomheden!

Håber du har et bud på hvad jeg skal gøre, hvis du ikke har er det også okay.. Jeg er også et stort rod, ved ingen gang hvad der er så anderledes ved mig.. På det overfladiske plan, er jeg jo bare en pige som gerne vil skille sig ud, som også har gjort det i den grad, og nu har folk set hende og hørt hende, og dømt hende. Ja det er så mig... Jeg lyder meget deprimeret nu hvor jeg læser dette igennem, det jeg så også kan jeg fortælle. Trist hvor sort grå vores ungdom er blevet, hvor er mangfoldigheden, de nuancerede menneske? 

Nogle gode råd til at jeg kan få det bedre? Har overvejet at starte til noget crazy noget, hvor jeg kan møde nogen crazy nogen ligesom mig, ja gated communitys i know. Men hvor, og hvad er det rigtige for mig.
Hilsen hende du gerne må kalde Gunrud (Vil ikke oplyse mit rigtige navn)