Kost og motionsplan

brevkassespørgsmål

Kost og motionsplan

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 10 år 7 måneder siden

Hej Cyberhus, Jeg vejer 62 kg og er 170 cm høj. Min knoglebygning er fra naturens side spinkel. Jeg har skrevet en kostplan, som er her: Morgenmad: 1 dl havregryn og en dl skummetmælk (økologisk) 1. frikvarter: 3 mini gulerødder og 1 stykke agurk 2. frikvarter: en fuldkornsbolle (50 % fuldkorn eller mere) og en lille salat (med salatblad, tomater og agurk) Mellemmåltid: Peberfrugt Aftensmad: Kogte grønsager (blomkål, bønner, broccoli, gulerødder.) og rå grøntsager. Natmad: Honningmelon Jeg er vegetar, derfor er der ingen kød i kostplanen. Er der over 800 kcal i kostplanen? Alt der er i planen er under 100 g, undtaget aftensmaden som er på 300 g. Og her er min motionsplan pr. uge: 6 x 45 minutters SoulCycle (hvor man bruger hele kroppen, med håndvægte osv. Det foregår på en cardio cykel) 3 x 50 minutters pilates 1 x 60 minutters yoga 3 x 5 kilometers løb/gang Og forhåbenligt starter jeg snart til badminton. Udover det så går jeg rigtig meget, da jeg hellere vil det end tage bussen. Jeg vil gerne tabe min 10 kg, så jeg vejer 52 kg og jeg vil meget gerne tabe dem inden november 2013. Med den kost og motionsplan, kan det så lade sig gøre? Og jeg har en motionscykel, men jeg vil gerne have en ny, og jeg har pengene, men jeg må ikke købe den for min mor. Skal jeg bare gøre det alligevel, nu hvor jeg alligevel flytter hjemmefra? Eller jeg flytter op til en af min mors kærestes venner, men jeg vil så gerne have den! Please hjælp mig! Det skal også lige siges at jeg først lige er startet på alt det der, og jeg har allerede tabt mig 4 kg. Og så må jeg også gerne spise popcorn og drikke en cola om fredagen ikke? Håber virkelig I kan hjælpe mig! I skal også have tak for at give andre mennesker en bedre tilværelse! Kh Alli

Svar: 

Hej Alli,

Hvor er det dejligt at høre at du er blevet optaget af at leve sundt, og dyrke masser af motion. Tillykke med det! God kost og motion har stor betydning for hvordan din krop virker og fungerer, og er derfor med til at skabe en god krop der kan holde i mange år. Selvfølgelig såfremt at du bliver ved med at passe på den.

Når det kommer til god kost og motion er det nemlig rigtig vigtigt at man passer godt på sin krop og giver den det den har brug for. Din motionsplan er meget høj, og jeg har indtryk af at du er meget aktiv ellers. Det tænker jeg fordi du skriver at du hellere går, end tager bussen. Når du er så aktiv som du er, er det meget vigtigt at du får fyldt dine energidepoter op igen. Derfor synes jeg, med baggrund i den information du har sendt med her om din kost og motion, at du indtager alt for lidt mad. Din mad består stort set udelukkende af grønt, og det er fint hvis man kun har øje for at du skal have dækket din vitamin status, men mad og energi indtagelse er en del mere kompleks end det. For at kroppen skal fungere normalt har vi brug for kulhydrater, fedt, protein, fibre, vitaminer og mineraler. I den kostplan du har sendt med, ser jeg altså umiddelbart et problem i manglende indtagelse af protein og fedt. Mange er af den opfattelse at fedt ikke er godt for dem, men det er en kæmpe fejl. Fedt er essentielt (livsnødvendigt) for vores krop, fordi det blandt andet er det vores celler bliver dannet af. Det er altså ekstremt vigtigt. Du behøver ikke få fedt fra kilder som kød, som du gerne vil undgå, eller usunde fødevarer som f.x chips. En god vegetarisk kilde til fedt er olie. En god idé kunne også være peanutbutter.

Ligesom med fedt, er det også vigtigt med protein i din kost. Protein er med til at opbygge musklerne og er altså meget vigtigt, især når du dyrker så meget motion. Det har ikke noget at gøre med at du pludselig får store muskler fordi du øger dit proteinindtag – det kræver en helt anden form for træning end det du gør. Protein kommer hovedsageligt fra kød, men da du ønsker en vegetarisk kost kan jeg anbefale dig at spise bælgfrugter, som kikærter, bønner og linser.
Det kan være at du har brug for et jerntilskud – det synes jeg du skal tale med din læge om.

Summa Summarum – hvis du vil have at din krop skal virke normalt, er du nødt til at spise neget mere, og huske også at få fedt og protein ind i din kost.

Du skriver at du gerne vil tage dig 10 kg inden november 2013. Det er et meget højt mål, og der er ikke noget der videnskabeligt har fortalt os at vægt der er tabt så hurtigt ikke kommer igen. Derimod er vejen frem til en god, stabil og normal vægt en god og sund livsstil. Der er altså ikke noget der tyder på at slankekure som sådan virker, og det er hovedsageligt fordi en slankekur spænder over en relativ kort periode.

Med din højde synes jeg at 62 kg er en rigtig fin vægt, og jeg vil derfor bede dig overveje hvorfor du mener at du har brug for at tabe 10 kg? Hvis du stadig mener det at du har brug for det, så kunne jeg godt tænke mig at du talte med din læge om det. Det kunne jeg fordi et så hurtigt vægttab, kan få betydning for hvordan din krop fungerer.

I forhold til om du skal købe en ny motionscykel eller ej, så synes jeg du skal sætte dig ned og tale med din mor omkring det. Hvis du har én der fungerer, kunne det jo være at du kunne gemme dine penge på en opsparing? Jeg ved godt det lyder kedeligt, men du er ved at være voksen nu, og så er det nogle gange nødvendigt at gøre kedelige ting.

Og jo, spis du bare nogle popcorn og drik en cola om fredagen - det lyder så hyggeligt, så jeg vil gøre det samme :)

De bedste hilsner til dig fra mig,

Line

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program