Er Bange Fr Selvmord.+
Er Bange Fr Selvmord.+
Jeg er en pige på 12 år som har gået med selvmordstanker siden jeg var ni år.
Jeg blev mobbet indtil jeg blev 11 år og min lærer fik det stoppet, dog måtte jeg stikke af fra skole tre gange før der skete noget.
Jeg har altid været pigen der var genert men stadig højlydt hvis det giver mening men efter nogle år i min klasse er jeg ikke så glad for at sige noget af frygt for at det er forkert og så at drengene gør grin med mig. Min klasse har et meget dårlig ry og hvis vi har vikar skal lederen af skolen ofte med hende/ham for at få ro i klassen.
Jeg mistede også hurtigt en del af min familie inden jeg fyldte tre år og har nu kun min farmor og forældre tilbage og to voksne halvbrødre der er flyttet hjemmefra.
Jeg har problemer med min vægt gg det er en af grundende at jeg engang imellem snakkede med skolesygeplejersken. Hun vidste godt jeg havde problemer men ikke så slemme da jeg ikke turde fortælle hende det og så her i august skiftede hun skole.
Når nu til sagen. Her for nogle dage siden gik det hele bare over og jeg var lige ved at begå selvmord men jeg tør ikke for mine forældre. Jeg føler at jeg i forvejen har skuffet dem fordi jeg ikke er en perfekt pige.
Jeg er træt af mit liv og vil så gerne bare slutte livet men jeg tør virkelig ikke. Det tager hårdt på mig og i forgårs bryd jeg sammen som skrevet tideligere og jeg græd i flere timer.
Jeg er træt af ikke at have indflydelse i mit liv pga. frygt.
Hej med dig...
Hvor er det godt du skriver her ind, fordi jeg kan godt høre at det er rigtig svært for dig.. faktisk er det så svært at du har overvejet at begå selvmord. Jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig og jeg tror faktisk jeg har et par ideer til dig.
Men først har jeg løst til at fortælle dig to ting.. det første er, at hvor er det dejligt at din lærer fik stoppet det mobning. Mobning er noget grimt noget og det er rigtig hårdt at være den det går ud over. Specielt hvis det er noget der har stået på i lang tid. Det kan gøre, at man bare begynder at tro man ikke er noget værd, eller at de der følelser inden i bare bliver større og større, og til sidst kan de gå så ondt, at man slet ikke kan finde ud af hvordan man kan få det bedre.
Og det andet er, at jeg synes du skal droppe ideen om selvmord og det synes på grund af to ting. Du er kun 12 år og har hele livet foran dig og det ville være en katastrofe hvis du ikke var her mere. Både for dig selv, din familie og alle andre. Tænk på alle de ting du skal opleve, alle de venner du skal have det sjovt med og måske få en uddannelse, job og din egen familie på et tidspunkt... Jeg kan godt forstå det er hårdt lige nu, men selvmordet er slet ikke den rigtige løsning for dig.. der er andre løsninger og de skal da helt sikkert prøves af først.
Jeg har 3 tanker til dig...
1. Du har oplevet at blive mobbet i rigtig lang tid og derfor har du også nogle sår inden i. Det er helt naturligt og de skal have lov til at hele.. Det vil sige, at der måske vil gå lidt tid, hvor det sommetider kan være svært, men jeg tror du vil opleve at det langsomt bliver lidt lettere, specielt hvis du oplever at have nogle gode oplevelser i skolen eller sammen med nogle andre mennesker uden for skolen. Fordi så oplever du også, at du er god nok lige som du er og at det kan være sjovt at leve.
2. Det andet er, at du skal have snakket med nogle voksne. Du skal have hjælp til at få det bedre, fordi det kan du ikke alene. Derfor skal du først have fortalt dine forældre om hvordan du har det og skal I sammen finde ud af, om det kunne være en ide at få snakket med en skolepsykolog. Jeg tror de vil blive rigtig kede af det, hvis du IKKE fortæller hvordan du har det, fordi forældre skal og vil hjælpe deres børn når de har det svært. Det er det forældre er til for.
3. Det sidste er, at hvis du alligevel ikke er tryg ved at snakke med dine forældre, så skal du tage fat i den søde og dygtige lærer som fik den mobning til at stoppe. Fordi en lærer skal hjælpe en pige på 12 år som tænker på selvmord. Din lærer kan hjælpe med at du får den hjælp der er nødvendig.
Du skriver, at det kan være svært at få sagt hvor svært det er og jeg er helt enig, men sommetider skal man gøre ting der er svære for at få det bedre. Derfor skal du bruge mine råd til dig og få gjort det. Hvis du ikke kan sige det, så skriv en mail eller et brev til dine forældre eller lærer. Det vigtigste er at de får det at vide på den ene eller anden måde, så skal de nemlig nok være der for dig og hjælpe dig frem mod et bedre liv, hvor du får lov til at smile igen..:)
Du fortjener at leve og du fortjener at få det bedre.. og kære du.. det kan du også få.
De bedste hilsner her fra
Erroll