Hej Maria.

Det lyder ikke, som om du har det særlig godt i øjeblikket. Du græder og er ked af at være hjemme hos din mor, fordi hun gør dig så ked af det. Hvordan gør hun dig ked af det? Er det noget, hun siger eller gør, som gør dig så ked af det? Har du tænkt på at tale med hende om, at du har det skidt og gerne vil være glad igen?

Jeg synes du først skal prøve, at fortælle hende om dine tanker og følelser, hvis du kan. Prøv at fortæl hende hvordan du har det og sige til hende, at du gerne vil være glad igen og at hun måske skulle prøve at lade være med at gøre dig ked af det på den måde, hun gør. Det er slet ikke sikkert, at hun ved, at det er noget, hun gør eller siger, som gør dig ked af det.

Når I får talt sammen om det, bliver din mor måske også mere glad, fordi hun kan mærke, at hun har gjort dig gladere. Når man er 13 år er det naturligt, at éns humør svinger i perioder og at der ikke skal så meget til, før man bliver glad eller ked af det. Dette betyder også, at der ofte kun skal ganske lidt til, før man kan blive glad igen. Dette "lidt" kunne fx være en samtale med din mor om, hvordan du går rundt og har det. Du kunne også fortælle det til din far. Hvis han og din mor har et ok forhold til hinanden, kunne han måske tale med hende om det. Du skriver, at du gerne ville være hos din far, men han bor 30 km væk og har trælse arbejdstider. Når det er sådan, er det ikke sikkert, at du ville have det super godt hos din far, fordi han måske aldrig ville være hjemme, når du var vågen eller hjemme og fordi det ville være svært at komme i skole.

Når det er sagt, så er det rigtig godt at høre, at du har det himmelsk, når du er hos din far. Det er skønt, når man har et sted, man kan komme og have det rigtig godt. Nyd det - også selv om du ikke ser ham så tit, som du kunne ønske. Det er bedre at opleve de gode ting sammen med ham end at bo hos ham og skulle have besvær med at bo 30 km væk fra skole, venner og fritidsaktiviteter og samtidig ikke se din far så tit pga. hans arbejdstider.

Hvis du ikke føler, du kan tale med din mor om tingene, kan du prøve at tale med en ven, veninde, lærer eller en anden voksen, du har tillid til. Jeg synes, det er vigtigt, at din mor ved, hvordan du har det og hvorfor. Det er den eneste måde, hun kan ændre tingene på. Så fat mod og få talt med hende. Det er ikke så farligt, som det lyder. Held og lykke :-)  Linda