Mangler noget?

brevkassespørgsmål

Mangler noget?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 16 år 1 uge siden

Hejsa. :D

Jeg skriver fordi jeg synes der mangler et eller andet i mit liv, men jeg har ingen anelse om hvad det er. Jeg har en masse gode veninder og venner, jeg har en super god familie, som støtter mig og hjælper mig, i skolen klare jeg mig også rigtig godt, så det er ikke noge der. Men her den sidste tid, har jeg følt at der er et hul i mit liv, som om der er noget jeg er gået glip af, eller noget som ikke er der, som om der mangler noget spænding, noget udfordring, men jeg kan ikke lige se hvad det skulle være, for jeg har det jo så godt, Hvordan kan man så mangle noget? Det er lidt svært at beskrive hvordan det føles, men jeg håber da at i kan lede mig i en retning

Svar: 

Hej du!

Det er rigtig dejligt at høre, at du har det godt. Du er glad for dit liv - både din skole, venner og familie. Du fortæller, at selvom du er godt tilfreds med dit liv, så har du en følelse af at noget mangler. Som om der er hul, der ikke helt bliver fyldt ud.

Det kan være svært at forstå, at følelsen af at der mangler noget kommer nu, hvor du netop synes at alt er godt i dit liv. Du skriver selv, at det føles som om at du mangler spænding eller udfordring i dit liv. Jeg tror, at du har helt ret i at det netop er udfordringer som du mangler!

Du lyder som en pige med et stort overskud - et overskud, der kommer fordi det hele synes at fungere i dit liv lige nu.

Umiddelbart tænker jeg, at du måske skal udnytte, at du nu oplever et stort overskud. Det er måske nu, at du skal afprøve nogle nye ting i dit liv. Fx at udleve en interesse eller drøm du altid har haft. Det kan være at du skal til at dyrke den form for sport du altid har drømt om, eller at du skal i gang med at male eller tegne, hvis du er mere til det kreative. Eller det kan være at du skal finde et frivilligt arbejde, hvor du kan lære nye sider af dig selv at kende, og måske møde nye mennesker.
Hvis du ikke selv har mod på at springe ud i noget nyt, kan det være at du skal have en god ven/veninde med på ideen.

Overvej hvad du allermest har lyst til at prøve kræfter med lige nu. Det er dog vigtigt, at du husker at holde fast i de gode ting i dit liv, når du kaster dig ud i noget nyt. For det er det gode i dit liv, som giver dig overskuddet og behovet for udfordringer.

Grib chancen. Tænk over om der er noget spændende du har lyst til at prøve.

Held og lykke med det.

Mange hilsner
Marianne
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program