Kære fortvivlede

Tak for dit brev.

Du fortæller, at du har mødt en dreng på nettet, som du er blevet super glad for i løbet af kun en uge. Følelser er noget dejligt, men underligt noget, så det kan sagtens ske så hurtigt, som du beskriver det. På den anden side er det også meget nemt kun at vise "de gode sider" af en selv når man chatter, så jeg vil give dig ret i, at det kan være en god ide at vente lidt inden i ses.

Jeg vil foreslå, at I prøver at tale i telefon sammen inden I aftaler et møde, da det også er en god måde at lære hinanden at kende på. Så det er helt okay, at du allerede tænker på det nu, så har I god tid til at gøre tingene på den bedst mulige måde, og det er god tid til at nyde de rare følelser du har for ham :)

Dernæst vil jeg bakke dig op i, at du får det fortalt til dine forældre. Det virker måske lidt svært, når du ved, at de ikke vil have, at du møder folk fra nettet. Jeg synes alligevel det er vigtigt, at du gør det, de bør under alle omstændigheder vide, hvis du mødes med ham, og måske kan de hjælpe med til, at du og drengen mødes på en god måde, når den tid kommer. 

Du kan starte med at fortælle dem, at du har fundet en dreng som du godt kan lide. Du siger, du ikke har snakket med dem om den slags før, men det er normalt, at det sker for første gang cirka i din alder. Så vil de nok spørge ind til ham, og så kan du sige, at du vil være ærlig og fortælle, at I har fået kontakt på nettet. Her kan du forklare, at du virkelig er glad for ham, og at du overvejer at mødes med ham. Derefter kan I snakke sammen om, hvad og hvornår I hver især synes er bedst, og forhåbentlig blive enige om noget. Du kan lægge vægt på, at du vil prøve at snakke i telefon med ham først, og at det er vigtigt for dig, at dine forældre ved, hvad du går og tænker på, og at du håber at de vil prøve at forstå dig.

Sidst bekymrer du dig, om du overhovedet vil være i stand til at undvære ham, når I har mødtes. Til det vil jeg sige, at den længsel som du oplever, lige netop er en del af forelskelsen, og den er både med til at gøre det dejligt og hårdt på én gang. Den kan være rigtig svær at styre, men det er noget, man bliver nødt til at forsøge, for selvom man er super forelsket i et andet menneske, er man jo lige netop stadig to personer, og uanset hvor meget man holder af hinanden, vil der altid være tidspunkter, hvor man må lave forskellige ting, og ikke kan være sammen. Savnet er en del af forelskelsen :)

Hilsen Julie