Hej. Min veninde har netop mistet sin far, efter han var blevet syg og lagt i koma for to uger siden. Der var små forbedringer, og hun sagde det gik den rigtig vej omend langsomt, men nu er han død. Jeg fandt ud af det, fordi jeg skrev en sms til hende om noget andet, og hun så svarede, om hun ikke måtte tage stilling til det på et andet tidspunkt, for hendes far var gået bort aftenen forinden. Jeg synes det er mærkeligt, som livet bare går videre - hun kan sidde i en bil på vej hjem fra hospitalet og skrive en høflig sms - alt fortsætter bare. Jeg er selvfølgelig rigtig ked af det på hendes vegne, og jeg tænker meget over det. Men specielt mit liv går videre - jeg kan sidde og høre musik og synge med og have det sjovt med min familie den samme dag, jeg fandt ud af det, og det har jeg det lidt dårligt med. Hvorfor er jeg ikke mere ked af det? Mere empatisk? Mit spørgsmål er, hvad skal jeg gøre nu? Vi er en gruppe på fire piger, som har været tætte veninder i 4-5 år, men vi har aldrig rigtig talt om følelser og sådan, vi krammer kun, når vi ikke har set hinanden i noget tid, og når vi siger farvel. Jeg har sagt, at hun bare skal sige til, hvis hun vil snakke, selvom det tvivler jeg på, hun vil gøre - og jeg håber et eller andet sted heller ikke at hun ringer, for jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal sige til hende. Hvad skal jeg gøre næste gang vi ses? Man skal jo ikke ignorere det, men samtidig skal man måske heller ikke bringe det på banen, som var det aftensmaden, man snakkede om. Hvad er en god sætning, at lægge ud med? "Hvordan går det?" virker ikke god, jeg mener, hvordan tror jeg selv det går? Og skal jeg være den, der kontakter hende, eller jeg skal jeg vente til hun er klar. Hun fortalte det jo først, da jeg jeg alligevel kontaktede hende. På forhånd tak for svar, som jeg har brug for hurtigst muligt. Hilsen Den bekymrede veninde