Hej ;) Jeg kunne godt tænke mig at høre hvorfor man giver diagnoser? Jeg forstår godt at man gør det i nogle tilfælde fx hvis man har lungebetændelse, så er det godt at vide, fordi så skal man have pencilin eller hvis man har en hjertesygdom så skal man måske have noget medicin mod det eller opereres. MEN når det kommer til "sygdomme" der har med den måde man er på, så synes jeg ikke altid at det er så smart at give diagnoser. Hvorfor siger man ikke bare "hun er lidt genert/stille" eller "han har svært ved at lære matematik" eller "Han er meget følsom" eller "Hun bliver hurtigt vred, når noget går hende imod"? Hvorfor skal der sættes en diagnose på? Nogengange er diagnosen et større problem end sygdommen!! Da jeg gik i børnehave var jeg meget nysgerig og ville gerne lære en masse ting, som andre børn ikke interesserede sig for. Derfor gik jeg rundt efter de voksne og spurgte om alt muligt (ikke for at genere dem). De fleste børn kan godt lide gentagelser og lægger det samme puslespil igen og igen eller vil have læst den samme bog 117 gange. Sådan havde jeg det ikke. Jeg fik en ADHD diagnose fordi jeg "havde svært ved at koncentrere mig om en ting i længere tid af gangen", derhjemme kunne jeg godt koncentrere mig om puslespil med over 100 brikker, men i børnehaven gad jeg ikke lægge det samme puslespil med 20 brikker igen og igen. Jeg kan huske at jeg var ked af ikke at være som de andre børn og jeg følte mig helt forkert. Da jeg startede i skole holdt jeg mig mest for mig selv, jeg vidste jo at jeg ikke var som de andre børn. Jeg var et fejlskud. Så jeg holdt mig for mig selv. Lærerne undrede sig over at den stille generte pige, der sad i timevis og tegnede og lærte at læse allerede i børnehaveklassen havde ADHD. Derfor blev jeg sendt til psykolog og ADHD diagnosen blev fjernet. Jeg kom på en børnepsykiatrisk afd. for at blive undersøgt. Jeg var så ked af det og skammede mig over at jeg var sådan et forkert barn. Jeg fik diagnosen "Aspergers syndrom" og kom på en specialskole for børn med udviklingsforstyrrelser indenfor autismepektret. Jeg fik at vide at jeg ikke kunne finde ud af at tolke andre menneskers signaler og ikke kunne sætte mig ind i hvad andre føler og tænker. Det gjorde mig meget usikker i forhold til andre. Det var ikke rart at være sammen med andre mennesker, når jeg ikke kunne stole på min fornemmelse for hvordan de havde det og for hvad deres reaktioner betød. Jeg trak mig endnu mere tilbage og observerede andre mennesker frem for at deltage i samtaler og aktiviteter. På et tidspunkt begyndte en af mine lærere at stille mig en masse spørgsmål om hvordan jeg trode andre havde det og tænkte og følte. Jeg fik ondt i maven og svedte og var bare SÅ bange for hvad hun tænkte om mine svar. Jeg sagde til hende at jeg rigtig gerne ville lære at forstå andre mennesker og spurgte om det ikke ville være en ide hvis vi havde psykologi på skemaet på skolen, når vi nu allesammen havde problemer med at tolke andres signaler og følelser. Hun snakkede med mine forældre og jeg blev sendt til psykolog igen. Efter mange spørgsmål og tests og behandlingskonferencer, fandt psykologen ud af at jeg alligevel ikke havde Aspergers syndrom. Nu fik jeg at vide at jeg var GC-barn. Jeg skiftede skole igen, men gik en klasse op, så jeg kom i 4. klasse, selvom jeg var yngre end de andre børn i klassen. Jeg faldt hurtigt til i klassen og fik nogle veninder, men følelsen af at være anderledes og forkert har fulgt mig siden. Nu går jeg i 7. klasse, jeg bliver 12 til april, men mine klassekammerater er 13 og 14 år. Jeg har svært ved at se hvilken gavn diagnoserne skulle gøre, ud over at stemple mig. Nu var det selvfølgelig også forkerte diagnoser, men selv hvis de er rigtige, så gavner det jo ikke nogen at få at vide at man fejler noget (=er en fejl). Jeg kom på nogle måder til at leve op til min diagnose efter jeg fik den, og hvis ikke en kvik lærer havde opdaget at der var noget der ikke stemte, så havde jeg nok gået rundt og opført mig som en autist idag, fordi jeg blev behandlet sådan!!! Jeg har et HELT andet spørgsmål. Det er nok mest til Iben eller Gowsini ;) Jeg har overvejet at læse til læge engang. Jeg har fået at vide at det vil være bedst at vælge en naturvidenskabelig studieretning på gymnasiet, men jeg ved at man kan tage GSK (Gymnasiale Suplerings Kurser) så man kan hæve niveauet i sine naturvidenskabelige fag, hvis man har haft en anden studieretning. Jeg kan rigtig godt lide matematik, fysik, kemi og biologi, så jeg ville sikkert have det helt fint på en studieretning med disse fag. Men jeg kunne egentligt bedre tænke mig at gå på en samfundsfaglig studieretning og have samfundsfag og engelsk som højniveaufag og så psykologi og filosofi som valgfag. Hvad tror I vil være bedst? Jeg bliver student 2 mdr. efter at jeg er fyldt 17 år, så det haster ikke med at komme på universitetet ;) Jeg er stadig ung, selvom jeg bruger ½ år på GSK inden jeg starter på studiet. Jeg glæder mig til at høre fra jer. Hilsen Nanna