Mig igen igen :)

brevkassespørgsmål

Mig igen igen :)

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 14 år 6 måneder siden

Hej Erroll! Undskyld, men nu kommer der altså et spørgsmål mere :) Jeg var hjemme ved min far her den anden dag, og han drikker altså stadig. Men så siger han at når jeg er færdig med efterskole at så skal jeg hjem og bo ved ham igen, men det vil jeg ikke!!! Jeg spurgte min sagsbehandler og hun siger at han er i gang med at få det bedre, og jeg sandsynligvis skal der hjem og bo efter efterskolen... Min sagsbehandler er mega naiv, hun tror virkelig at han stopper med at drikke, men det gør han ikke!! Han gemmer flasker over hele huset og rydder kun op når nogle fra kommunen kommer og tjekker. Det er vildt nederen når alle bliver sure på mig fordi jeg ikke orker være sammen med ham. Jeg pjækker fra de der samværs timer, jeg gider ikke mere! Og hvis de sender mig der hjem og bo ved ham så stikker jeg altså af til Sverige eller noget!! Det er overhovedet ikke fair, når jeg siger til dem at han stadig gør det, siger de bare at jeg skal have tålmodighed, så skal det nok blive bedre, men det tror jeg bare ikke på længere! Jeg gider ikke hjem til ham og bo, det bliver bare ligesom før. Hvad skal jeg gøre? Hilsen Red queen :)

Svar: 

Hej Red Queen

Du må spørge alt det du vil...jeg prøver at svare så godt som muligt. Først vil jeg lige sige at jeg synes du er for sej. Det kræver godt nok noget styrke at kunne kæmpe sin egen kamp og råbe "systemet" op, ligesom du prøver.  

Som jeg skrev sidst er det som udgangspunkt din far kan bestemme hvor du skal bo, så længe han har forældremyndigheden.  Når det så er sagt så skal din mening høres, og det er selvfølgelig vigtigt at du kan bo i trygge rammer.

Jeg kan godt forstå hvis du ikke har lyst til at flytte tilbage til din far, når du oplever at han ikke rigtig gør fremskridt, men at han tvært imod bliver ved med at drikke.

Desværre er der ikke lige nogen let løsning på problemet. Du bliver nødt til at fortsætte med at snakke med din sagsbehandler, og beskrive hvad det er du ser og oplever i forhold til din far. Måske kunne du bede din sagsbehandler om at komme og besøge din far uden han ved der kommer nogen, så de kan se de samme ting som du ser.
Du kunne også snakke med dem om hvad kommunen kan gøre for at sikre at din far faktisk kommer i en seriøs behandling for at komme ud af sit misbrug. 

Jeg ved du allerede har snakket med din sagsbehandler om de her ting før, uden at du føler du er blevet hørt. Derfor sidder jeg og tænker på om det ikke var en mulighed for dig at have en bisidder med til en snak med din sagsbehandler. 
Børns Vilkår har voksne bisiddere der kan tage med og hjælper med at tale din sag overfor ekempelvis din sagsbehandler. Alle bisidderne er nogen der ved rigtig meget om lovgivningen, så det er nogle gode folk at have med.

Prøv lige at kigge nærmere på linket her og læs hvad man kan bruge bisidderne til.....jeg synes faktisk de passer rigtig godt i din situation. Du kan også læse mere om hvad de kan og hvordan du kommer i kontakt med dem her: http://www.bornsvilkar.dk/ForBornOgUnge/RaadgivningOgHjaelp/Bisidderkorpset.aspx

Som sagt synes jeg du er for sej Red Queen. Din kamp er op ad bakke lige nu, men jeg tror på at du når toppen på et tidspunkt, hvis du kæmper videre. Det nytter at fortsætte. 

Mange hilsner

Erroll
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program