Hej. Det, jeg skriver nu, bliver nok noget rodet, men jeg prøver alligevel. Mine forældre blev skilt da jeg var cirka 7-8 år, tror jeg. Jeg er kun tolv år, men jeg føler at jeg har oplevet et helt livs smerter inden i. Da jeg er mellem 8 og 10 går det "okay" med at besøge min far. Noget af det eneste jeg lige kan huske er at jeg ikke lavede noget, jeg sad på hans sofa sammen med min lillesøster. Min mor var der også. På et tidspunkt i hans lejlighed, kommer min mor og far op og skændes. Min far prøver at skubbe min mor ud af døren. Det var så hårdt at se på og jeg er glad for at min lillesøster kun var en 2-3 år gammel der. Min far har også kommet hjem til mig, min mor og lillesøster om natten. Han smadrede en rude i døren, en plastic havestol, et plastic bord og noget af vores stakit. Dengang det skete, kom min moster og onkel, og min moster ville ringe til politiet, men min mor sagde at hun skulle lade være. I en lang periode efter det, sov min lillesøster og jeg i hendes soveværelse. Jeg har ALDRIG fortalt noget om det til mine veninder. Jeg føler helt ærligt at jeg har levet et dobbelt liv og har løjet for mine veninder. Det føles forfærdeligt. Min mor fandt en kæreste i 2009, og min far blev rasende. Jeg kan ikke rigtig sige, at jeg kan lide hendes kæreste, men jeg kan heller ikke sige, at jeg ikke kan lide ham. Min mors kæreste taler nogen gange meget ned til min lillesøster, som kun er 5 år gammel, og skælder hende næsten altid ud, når vi spiser aftensmad. Derfor er jeg glad for at hun kun er 5 år. Jeg håber inderligt at hendes liv ikke vil blive så meget påvirket af det, og at hun ikke kan huske noget om det med min far, for jeg ønsker ikke at hun skal opleve det jeg har oplevet. Min mor er også blevet ret underlig, som om jeg ikke kender hende længere. Engang hvor vi skulle lave en fælles madplan (det plejer hun at lave hver søndag) spurgte hun mig og hendes kæreste om, hvad vi skulle have. Jeg svarede hurtigt "Mor, kan vi ikke få kylling i karry?" men min mor kiggede bare underligt på mig og ignorede mig fuldtstændig. Hun ventede på hendes kærestes svar, og det HAN sagde skulle vi selvfølgelig have. Tilbage til det med min far. Jeg har ikke set ham siden flere måneder før jul sidste år. Jeg savner ham helt forfærdeligt, selvom han kan opføre sig dårligt. Han er jo stadig min far. Engang blev min mor, min lillesøster og jeg nød til at gå over til min mormor og være der natten over, fordi min mor og havde skændtes. Da vi gik, sagde: "Når I kommer tilbage i morgen er der kun aske tilbage!!" Han mente at han ville brænde huset ned. Det føles så forfærdeligt at tænke på. Min far ville brænde det hjem ned, hvor man skulle forestille være tryg. Jeg kan huske engang hvor min mor var på arbejde, og min far passede min lillesøster og jeg. Han blev sur over et eller andet og jeg blev så bange at jeg gemte mig under spisebordet i stuen. da min mor kommer hjem kommer jeg grædende ud til hende og siger at jeg er bange. Hun snakker med min far og det udvikler sig meget hurtigt til et skænderi. Det gør ikke det hele bedre at jeg har det værelse, hvor min far havde sine computer ting og stortset var hele tiden. Igår da jeg kom hjem, ved jeg ikke hvad der skete. Jeg forestillede mig hvordan det så ud da min far boede i huset. Jeg brød lynhurtigt sammen og hulkede helt vildt meget. Jeg er bange. Bange for hvad der skal ske når jeg bliver større og skal konfirmeres. Nu kommer spørgsmålet endelig: skal jeg snakke med min mor? Eller min far? Skal jeg sige det til mine veninder? Hvordan? Jeg har så mange spørgsmål. Jeg kan slet ikkke rumme alt det i mit hoved. Jeg har meget svært ved at huske f.eks. lektier, fordi at jeg tænker over det hver dag. Det fylder en hel del i min hverdag. Faktisk blev jeg også mobbet i 2-3 og lidt 4 klasse. Jeg følte mig anderledes, fordi at jeg ikke havde en 'normal' familie. Nu har jeg nogle super veninder, men jeg ved ikke om jeg skal sige det til dem og hvordan. Jeg har talt en lille smule om det med min klasselærer. (både om det med min far og mobning.) Jeg har altid været lidt af en enspænder og sidder rigtig meget på mit værelse. Min mor plejer at skælde mig ud, hvis jeg sidder derinde i lang tid. Jeg ved ikke hvad jeg skal snakke med min mor om, da jeg har det som om jeg ikke kender hende længere. Når jeg kommer hjem fra skole sætter jeg mig nogle gange ind på seng og græder. Græder over alt det med min far... Og ja.. Alt muligt sådan set. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg snakke med en psykolog? Min mor? Hjælp!.. Kærligst C.