Speciel bror
Speciel bror
Min lillebror har en blandet udviklingsforstyrelse af specifikke færdigheder. Han får meget meget tit raserianfald, hvor han bare smadre ALT! Engang væltede han sin reol, skrivebord og hylde på sit værelse på under 30 sek. Men min mor.. det er næsten altid hende der holder min bror. Min far går når han bliver sur. Og sagen er den at min mor vil skilles. Det vil min far også, og fint. Det er OK med mig. Men jeg er SÅ sur på min mor for tiden, fordi hun HELE tiden snakker grimt om min far. Lige nu er min far inde på sit arbejde med min anden lillebror. Og for lidt siden efter at Samuel havde været sur gik min mor og tudbrølede mens hun sagde "Vi skal låse dørene! Lås dørene! Han må ikke komme ind!" Jeg spurgte sådan lidt "Hvad??" agtigt, og så svarede hun: "FAR! Han må ikke komme ind. Jeg skrider hvis han kommer!" og så gik hun ud med min 1½-årige søster og satte hende i barnevognen og skulle til at gå - hvor så min bror eksploderede igen. Hvad gør jeg? Jeg passer altid min lillesøster, og min anden lillebror når min bror bliver sur. Jeg kan ikke klare det mere. Specielt pga. den måde min mor opfører sig på. Hun må da få noget hjælp?
Hej med dig.
Det er godt, at du har valgt at skrive til brevkassen, for det lyder som om, at det er hårdt at være dig lige nu. Jeg vil gerne prøve at give dig nogle råd i håb om, at det måske kan gøre det hele lidt nemmere for dig.
Det kan være rigtig svært, at have en bror som har en udviklingsforstyrrelse – for selvom du elsker ham som din bror, så fylder hans raserianfald rigtig meget i jeres familie. Det er synd for din bror, at han har det sådan – men det er også hårdt både for dine forældre, dine andre søskende og dig!
Det er aldrig rart, når ens forældre skal skilles, og jeg kan godt forstå, at det gør dig ked af det, at din mor snakker grimt om din far. For selvom din far og mor ikke kan finde ud af det sammen, så er han stadigvæk din far – og det elsker du ham for.
Det lyder som om, at din mor er rigtig presset lige for tiden, og måske er det derfor at hun siger og gør de ting, som hun gør. Og jeg er enig med dig i, at det lyder til at I har brug for lidt hjælp til at få styr på hverdagen.
Hvilken hjælp man kan få, kan afhænge af, hvor i landet man bor. Men jeg tænker, at din bror må have en sagsbehandler som kan hjælpe jer. Mange kommuner har også en åben rådgivning, hvor man som familie kan komme ind og få råd og vejledning til de problemer man måtte have. Alt det her er noget som din mor skal tage stilling til. Det der er vigtigt for dig lige nu er enten at prøve at snakke med din mor om, hvordan du har det – eller at finde en anden voksen som måske kan hjælpe dig med at snakke med din mor. For det er vigtigt, at I får snakket sammen, så I kan få løst de problemer, som gør at du ikke kan overskue situationen derhjemme.
Hvad tror du, at din mor vil sige, hvis du f.eks. viser hende det, som du har skrevet her i brevkassen? Tror du hun vil kunne forstå hvordan du har det? Hvis du ikke føler, at du kan snakke med din mor eller måske din far om det – kender du så en anden voksen, som kan hjælpe dig med at snakke med din mor? Det kunne måske være din bedstemor, din mors veninde eller end anden ven af familien?
Det er vigtigt, at du får snakket med en voksen om, hvordan du har det, så du har en person der kan hjælp og støtte dig når tingene bliver lidt hektiske derhjemme. Hvis du slet ikke ved, hvem du kan snakke med, synes jeg, at du skal kigge forbi vores chatrådgivning her i Cyberhus.dk. Her kan du chatte med en rådgiver om, hvem der eventuelt kan hjælpe dig. Chatrådgivningen er åben mandag til torsdag kl. 14-19 og fredag kl. 13-16.
Jeg håber, at du finder en at snakke med, eller at du kigger forbi chatten.
Held og lykke med det hele.
Mange tanker
Marianne