over min grænse
over min grænse
Jeg er i tvivl om om jeg bare er skabet. Jeg arbejde i nogle måneder på en cafe, hvor jeg arbejdede med ene mænd. De var alle glade for mig, men jeg fornemmede hurtigt at det var mit udseende der talt. Chefen som var sidst i 20'erne lavede tilnærmelser til mig. Han stillede sig slim bag ved mig og tog om mig. Han gjorde det i lang tid. Tit var vi alene på cafeen, og der fortalte han også at han synes jeg var smuk og sexet osv. En aften siger han så til mig, at jeg er typen han ville voldtage i byen. Han ringede også til mig om natten under påskud om at jeg skulle arbejde den følgende dag. Han voldtog mig aldrig, men den dag idag er jeg stadig mærket af det. Men er det bare mig der er skabet?
Kære pige på 22
Det lyder helt sikkert ikke som om du er skabet. Det er helt normalt at være mærket af sådan en oplevelse, hvor dine grænser er blevet overskredet. Selvom du skriver, at din tidligere chef aldrig gjorde alvor af at voldtage dig, kan det at han taler om det på den måde, og at han på en ubehagelig måde var nærgående og chikanerende, sætte sine spor i længere tid.
Det er meget almindeligt, at folk i din situation, som har været chikaneret og har fået overskredet sine grænser, men ikke har været udsat for en decideret fysisk voldtægt, kan føle at de ikke er berettigede til at føle som de gør, eller til at søge hjælp, fordi de tænker ”der skete jo ikke noget”. Det tænker jeg er en fejl for det vigtigste er om man er plaget af det der er sket og kan mærke at det påvirker en på en dårlig måde. Derfor vil jeg sige til dig, at det er rigtig godt, at du skriver til os. Det er nemlig rigtig vigtigt at forholde sig til det, der er sket, så du kan få det bedre. Du skriver, at du stadig er mærket af det, der er sket, og det at du skriver til os er allerede et skridt på vejen til at få det bedre.
Når man har oplevet noget så ubehageligt, som du har, hjælper det som oftest at tale med nogen om det og sætte ord på din frygt og det, der er sket. Måske har du allerede fortalt det til din familie eller venner, men at tale noget mere om det kunne være en vej til at bearbejde det og gradvist få det lagt bag dig. Det kunne også være en mulighed for dig at søge hjælp hos en privatpraktiserende psykolog. Som jeg læser din mail, lyder det som om, det er noget der plager dig, og måske er tanken om at søge hjælp svær for dig, men jeg vil råde dig til på en eller anden måde at tage små skridt i en retning, hvor du hjælper dig selv, så du på sigt ikke vil være så plaget af det, der skete dengang.
Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Du er meget velkommen til at skrive igen.
Kærlig hilsen
Anja