En on/off forelskelse og fascination. Hvorfor mon det?

brevkassespørgsmål

En on/off forelskelse og fascination. Hvorfor mon det?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 13 år 2 måneder siden

Hej Brevkasse, Jeg undrer mig sådan over mig selv engang i mellem. Der er perioder på nogle uger eller en lille måned engang i mellem, hvor jeg er små-forelsket i nogle faste drenge/mænd, som tiltaler mig meget. Denne on/off "forelskelse" går ud over min ven og medstuderende Valdemar og derudover - til min store overraskelse - en af mine lærer; min yndlingslærer, og nok også et af mine yndlings mennesker. Det er en forelskelse der indeholder fascination og en evig søgen efter anerkendelse af netop dem. Det er det underligste. Jeg kan knap kende mig selv, og ved ikke, hvor den pludselige "forelskelse" kommer fra. Udover den er pludselig on/off undrer jeg mig også over, hvordan den kan gå ud over TO mennesker. Altså, både Valdemar og min lærer. Det er bizart i mine øjne. Jeg accepterer selvfølgelig mine følelser fuldt ud og bruger tid på at lade dem "tale til mig" og undersøge dem, men derfor undrer jeg mig stadig. Det skal så lige siges, Valdemar og min lærer minder besynderligt meget om hinanden mht. ansigtstræk, -struktur og også lidt væremåden. Men er det noget, der kan forklares? Er det noget med min menstruationscyklus som kvinde, der gør det? Er det fordi, jeg er 17 og er en snotforvirret teenager med hormoner der leger med mig og fordi jeg er i gang med at omstrukturere mig selv som menneske og blive selvstændig og voksen? HVAD kan det være? Det er et stort og svært spørgsmål, så jeg håber blot på et bud.

Svar: 

Hej med dig..

Det hurtige og korte svar er: "Du er helt normal og det er hverken bisart eller underligt, det du oplever".:)

Når man er ung, så er man ved at finde ud af mange ting. Nogle af de ting handler om hvad man godt kan lide ved andre mennesker og hvilke kvaliteter en evt. kæreste skal have på et tidspunkt.

En af måderne man finder ud af det på, er når man mærker at man bliver tiltrukket af bestemte mennesker og så finder ud af hvad det var man blev tiltrukket af. Du skriver for eksempel at V og din lærer har nogle fællestræk. Så det kan sagtens være at de træk bare er noget du synes er rigtig dejligt.

Du har også ret i, at flere ting kan spille ind. For eksempel kan man udvikle følelser for dem som man gerne vil anerkendelse fra eller er fascineret af.. det kunne for eksempel være ens lærer, som man ser op til. Selvom man måske godt ved at det aldrig bliver til et kæresteforhold, kan man sagtens blive forelsket i perioder. Og ja, det kan komme og gå.

Det samme kan ske med mennesker som er tætte på en og som man holder af i forvejen, som for eksempel en god ven. Der er sommetider ikke så langt fra venskab til kærlighed, og sommetider kan ens følelser bliver så kraftige, at man skal overveje om det er et kæreste eller venneforhold man ønsker.

Så alt i alt.. det er ikke noget med din menstruationscyklus at gøre, men bare dig der kan mærke dine følelser og måske er ved at finde ud af hvad det er du søger i en fremtidig kæreste. Så jeg synes det er super, at du er bevidst om det her og mærker efter neden i maven.

Og så skal du da også vide, at det er noget som fortsætter hele livet.:) Jeg tror bare det er en del af det at være menneske. Man oplever hele tiden mennesker som fascinerer en og som man synes er dejlige på forskellige punkter. Det betyder ikke at man vil være kærester med dem eller være sammen med dem, men bare at man godt kan blive lidt forelsket i dele af dem i kortere eller længere perioder.

Jeg håber du kan bruge mine små tanker og kan du have de godt.

De bedste hilsner

Camilla

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program