Hej Cyberhus. Jeg har i et stykke tid ( ca. 2 år) haft en lidt alternativ tøjstil. I starten var min mor MEGET skeptisk, men hun accepterede det efterhånden. Eller, det troede jeg da i hvertfald. Det hele startede med at hun havde (uden jeg havde bedt om det eller noget) købt en bluse til mig. Den var stik modsat af min stil, havde sløjfer på og alt muligt. Det sårede mig lidt, for det virkede som om at hun prøvede at 'modarbejde' det tøj jeg kan lide. Men jeg kiggede da på den, prøvede den foran hende. Jeg lod som om jeg kunne lide den, for hun bliver altid skuffet og sur hver gang jeg ikke kan lide noget tøj hun har købt uden min support. Da jeg så forklarede at jeg egentlig ikke kunne lide den men at jeg satte pris på at hun ville give mig tøj, gik det helt galt og hun flippede og alt muligt. Men jeg fik vist talt hende til fornuft, for hun bad mig så om at kigge efter et par bukser istedet, for det manglede. Så fandte jeg nogle bukser, som jeg sender et billede af til hende, men hun kommenterer ikke. Jeg prøver flere gange at hentyde til dem, men hun er bare ligeglad. Så spørger jeg hende direkte og hun flipper bare fuldstændig. Hun sagde noget ala 'Hvorfor kan du ikke fatte i dit lille hoved at du går i noget grimt og mærkeligt tøj? Hvorfor kan du ikke bare være normal?' Jeg gjorde jo bare som hun bad om, kiggede efter nogle bukser? Hun kalder mig også punker, rocker og alt muligt, siger at jeg KUN gør det fordi jeg vil være umulig og på tværs. Jeg prøver at forklare hende at jeg faktisk ikke er punker og jeg helst vil gå i tøj jeg kan lide. Og så hopper jeg bare ikke med på bølgen hvor man skal gå med make-up og udstille sig totalt. Men hun siger at det er sådan det er normalt at klæde sig. Jeg brød bare sammen tilsidst, fordi jeg ikke magtede at diskutere med hende når hun ikke engang vil prøve at forstå. Det sårer mig bare virkelig meget at hun tror at jeg kun går i det tøj for at være på tværs - for det vil jeg jo slet ikke. Jeg kan bare godt lide det tøj, virkelig. Jeg har heller ikke tænkt mig at få hanekam eller noget, men jeg vil have lov til at gå i noget tøj jeg kan lide (også selvom jeg 'kun' er 14, som hun sagde). Det er som om at lige pludselig er alt bare i vejen med mig, vi er kommet op og skændes 3-4 gange i dag. Hun siger at alle andre synes det er grimt, men jeg har kun fået positive tilbagemeldinger om hvor sejt det er at jeg tør være mig selv. Hun siger også at jeg aldrig får et job. Det her går mig bare så meget på, for hvorfor vil min mor ikke længere acceptere sin egen datter? Jeg klarer mig godt i skolen, har gode venner, sunde interesser, så hvad er der i vejen med det her? Jeg har skåret i mig selv før, er ellers stoppet, men har bare den største lyst til at gøre det igen fordi hun kører mig så langt ud. Jeg vil ikke give mig, jeg kan ikke fordrage det tøj som hun beskriver som 'normalt'. Men jeg vil heller ikke gå rundt og være ked af det hele tiden. Hilsen Julie.