Hvad fejler jeg?!

brevkassespørgsmål

Hvad fejler jeg?!

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 6 måneder siden

Hej Cyberhus. Først og fremmest vil jeg sige at I er supergode til at vejlede unge, så jeg håber virkelig også I kan hjælpe mig! Her på det seneste er jeg begyndt at høre en stemme tale til mig. Det lyder som mig selv, men stemmen siger jeg skal gøre ting, fx. gør dit og gør dat. Jeg gør ikke hvad stemmen siger, men når jeg ikke gør så får jeg en dårlig fornemmelse indeni. Som om at det er nødvendigt at gøre for at alle er tilfredse. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Jeg har mareridt om natten, og hvis jeg vøgner føler jeg atder er nogen der står og iagtager mig, og det er vildt skræmmende. Hvad sker der med mig? Jeg er bange. Jeg har prøvet at snakke med min mor, om jeg måtte skrive til vores læge, men det må jeg ikke da han er sygemeldt. Hun bliver sur, og siger jeg skal lade være at se Criminal Minds i tv'et, men det har jo ikke noget at gøre med det, har det? Please hjælp mig. Jeg bliver også nogle gange sur, især på min veninde i matematik, hvis hun siger mig imod. Der får jeg lyst til at slå hende eller skrige hende ind i hovedet. Min krop begynder at ryste og det er svært at koncentrere sig, det er svært at tænke og stemmen bliver ved med at snakke. Jeg kan ikke holde det her ud. Hjælp mig, please. Mvh Majken

Svar: 

Kære Majken,

Tusinde tak for roserne - de er givet videre til de andre i brevkassen.

Det er rigtig godt du skriver ind, så vi kan få styr på de stemmer og den forvirring der er i dit hoved. Du skriver, at du synes du hører en stemme, som lyder som din egen. Og stemmen fortæller dig at du skal gøre forskellige ting. Derudover skriver du, at du føler der er nogen der kigger på dig når du vågner om natten og at du ikke kan styr dit temperament og nogen gange snakker rigtig meget uden at kunne stoppe. Det må vi hellere få styr på ;-)

Din mor har selvfølgelig helt ret - nogen gange kan man blive meget påvirket af ting man ser i fjernsynet og pludselig synes man at man oplever noget af det samme, som du ser i fjernsynet. Men jeg vil sige, at det du beskriver, det synes jeg skal undersøges. Det kan være du sover tungere end normalt, det kan være du er træt og synes matematikken driller. Men uanset hvad, så synes jeg du skal have en snak med din læge.

Hvis din læge stadig er sygemeldt, så kan sekretærene henvise dig til en anden læge, som kan se dig mens din egen er sygemeldt. Du kan tage din mor med, eller du kan tage afsted alene. Det afhænger af hvordan du føler dig tryg. For det er vigtigt at din læge hører hele historien og får alle detaljerne med. For eksempel kan det være en god ide at du skriver det ned, hver gang du oplever noget mærkeligt. Så kan du have sedlen med til læge og give et bedre billede af hvad det er du oplever og hvor ofte.

Held og lykke med det.

Venlige hilsner fra Line

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program