er jeg deprimeret, eller er det helt normalt ?
er jeg deprimeret, eller er det helt normalt ?
kære brevkasse. Jeg begyndte for et par måneder siden at løbe en del, nogle gange om ugen + fodbold 2 gange i ugen :O) og oveni stoppede jeg for en måned siden med at ryge efter ca 1,5 år rygning. Det var dejlig nemt :O) kom godt nok til at ryge 1,5 smøg igår til fest, men det blev jeg hurtig skidt af og drak også efter lang tids pause. Problemet er at når jeg er sammen med de sædvanlige der holder fest, føler jeg mig virkelig træt af dem. De er 1 år yngre end mig og er min kærstes kammerater og kærster. Jeg gider bare ikke drikke mere, og spilde min tid. Når jeg er sammen med dem ædru føler jeg at jeg ikke passer ind, men også når jeg har drukket f.eks igår. Det ender med jeg render rundt som palle alene i verden - det føles sådan. Føler det er spild af tid og weekend at drikke. Holder mig helst bare væk. Melder nogen gange fra og lader kærsten tage selv afsted. Blev så sur da jeg engang læste på facebook at pigen der skrev at man var kun ung engang, da hun også havde skrevet der skulle drikkes og en kommenterede med at det er man kun en gang. Siden da har jeg taget afstand. At være ung er ikke = at drikke hver weekend. er jeg deprimeret eller er det meget normalt man pludselig kan ændre sig sådan, en overgang ville jeg gerne drikke, men nu får jeg dårlig samvittighed. Nærmest som en spiseforstyrrelse, bare kun omkring alkohol. Jeg føler jeg ikke "må". Ved det lyder mærkeligt. Det startede efter jeg begyndte at motionere og lade være at ryge!!! Dejligt :O) er 162 høj og vejer 60-61 afhængig af dagen ;O) Jeg har bare ikke lyst til at være i det selskab mere. De ryger også alle sammen, kan det være det der gør det??? Kan det være jeg bare er "vokset" fra dem? Kan jeg have en slags "spiseforstyrrelse" bare med alkohol??? Er forvirret og ved ikke hvad der er galt med mig. Føler mig bare anderledes, og har ikke lyst til at gå i byen, drikke mig fuld og have det skidt dagen efter. ved det er rodet, men håber i kan hjælpe mig...... Blir ofte ked af det når jeg har været sammen med dem og følt mig udenfor, og anderledes. Det går så også hurtigt over igen. Hjælp mig :´( er jeg unormal???
Kære du
Det lyder som om du har haft en svær tid med mange udfordringer og derfor synes jeg også det er rigtig godt, at du har skrevet her til, for at fortælle om dine tanker og følelser og for at få nogle gode råd.
Når jeg læser dit brev, ser jeg en stærk pige, en pige der har turdet gå mod strømmen, tage sine egne valg og stå ved sig selv. Det er ikke nemt at gå igennem alle de ændringer i dit liv, som du har gjort og det er vigtigt at du giver dig selv tid til at tænke over alt det der er sket og ikke mindst at du roser dig selv for den styrke du har udvist og for den forandring du har skabt for dig selv.
Jeg bider meget mærke i din overskrift til brevet, hvor du spørger om du er deprimeret eller om det er helt normalt. Jeg synes at det du skriver lyder meget fornuftigt og ikke et spor unormalt. Som sagt synes jeg du lyder moden og klar på at tage ansvar for dit eget liv og det er noget du skal holde fast i. Det er rigtig svært når man udvikler sig i en anden retning end ens venner. Jeg synes noget af det første du skal gøre er, at få snakket med din kæreste. Du skal fortælle ham hvordan du har det. At du er træt af at feste og drikke hele tiden og at du føler dig meget alene når i er til fest med jeres venner. Du skal også sige til ham, at det er vigtigt for dig at holde fast i din nye livsstil og at det er noget der gør dig glad. Det er vigtigt han ved det, så han får muligheden for at støtte dig. Det er ikke til at vide hvordan han reagerer når du fortæller ham det, men det er meget vigtigt at du tror på dig selv og at du holder fast i, at det ikke er forkert af dig at tage disse beslutninger.
Du spørger om du kan have en form for spiseforstyrelse over for alkohol eller om du kan være vokset fra dine venner. Det er helt normalt at man kan vokse fra sine venner og det er også helt normalt at man pludselig bliver træt af at ryge, drikke og feste. Der er altså intet mærkeligt i de tanker og følelser du har. Jeg tror du bliver nødt til at tage lidt afstand fra de venner som du beskriver her i brevet. Du kan ikke forlange af dem, at de ændrer deres måde at leve på og det vil der nok heller ikke komme noget godt ud af. Lige nu kan det være ekstra svært at se dem, men hvis der går et stykke tid hvor i ikke ses og du ses med nogle andre venner, kan det blive nemmere at se dem en gang imellem. Jeg synes du skal begynde at se nogle mennesker, som du føler at du kan være dig selv sammen med. For det er bestemt ikke meningen at man skal føle sig alene og overflødig, når man er sammen med sine venner. Jeg tror det vil være en god ide, hvis du finder nogle, som kan lide at lave noget af det samme som dig. Du kan fx starte i en løbeklub for unge mennesker eller starte til en anden sportsgren som du godt kan lide og begynde at snakke med nogle af de unge mennesker der kommer der.
Det er vigtigt at du holder fast i at lave de ting som gør dig glad og som du godt kan lide. Desuden skal du huske, at venner skal være der for en og de skal ikke få en til at føle sig alene. Du har al mulig grund til at være stolt af dig selv og du lyder som en intelligent pige der kæmper for at leve et godt liv. Det er vigtigt at du begynder at leve et liv, hvor du acceptere dig selv og bliver klar over hvor stærkt og modigt det du har gjort er og at du fortjener en masse ros fra dig selv, dine venner og din kæreste. Du er altid velkommen her på Cyberhus hvis du har brug for at snakke, fortælle om dine følelser eller tanker eller for at få et godt råd.
Venlig hilsen Katrine