ny livsstil.

brevkassespørgsmål

ny livsstil.

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 11 år 10 måneder siden

Jeg har i mange år forsøgt at tabe mig, men på den helt forkert måde. Det har jeg dog ikke altid kunne se, og af og til mener jeg stadig kun, at det er den rette måde at gøre det på, er ved ikke at spise noget. Jeg har også haft perioder hvor jeg har kastet meget op, overspist osv. Dette har stået på i omkring tre år, og nu synes jeg altså at jeg er ved at være for gammel, og burde være mere fornuftig, end til stadig at lade dette stå på. Problemet er, at jeg ikke kan stoppe det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal spise normalt - dette har ført til den vildste yoyo vægt, og jeg er lige nu rimelig buttet. Jeg vil gerne tabe mig 10 kg, men jeg vil gerne gøre det på den korrekte måde i stedet for. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal kontrollerer at spise korrekte mængder, og at spise mange gange i løbet af dagen?? - Min vægt var meget lav på et tidspunkt hvor jeg stortset ikke spiste, men jeg har taget meget af vægten på igen, efter jeg begyndte at overspise og kaste op i stedet for. Dette går jeg ud fra gør, at jeg har fået en meget høj fedt procent, hvilket jeg også ved ikke er sundt. Hvordan skal jeg komme videre herfra og lave om på min usunde livsstil? (forslå ikke lægen, for det har jeg alligevel ikke tænkt mig- jeg vil klare det selv så jeg ikke skal fortælle det til nogen) På forhånd mange tak for hjælpen.

Svar: 

Hej med dig.

Mange tak for dit brev. Det er en rigtig god beskrivelse, du har lavet, og jeg synes det virker som om, at det ikke kun er din livsstil og måden, du spiser på, som er svær for dig. Det virker også meget til, at det er tankerne omkring mad og din vægt. Du har fuldstændig ret i, at overspisning, at kaste op og næsten ikke spise noget overhovedet i perioder ikke er den rigtige måde at tabe sig på, og at det ikke er sundt for kroppen.

Jeg kan godt se, at du helst ikke vil have, at jeg beder dig om at gå til lægen, men jeg tænker faktisk, at det vil kunne hjælpe dig bedre. Grunden til, at jeg synes, at du skal fortælle det til din læge er, at det ikke kun er vægten, der er svær at styre, når man har det sådan. Der er rigtig mange med de samme problemer som dig, der har mange kaotiske tanker og har svært ved at få tankerne med i et fornuftigt spisemønster. Ud fra det du skriver, er jeg bekymret for at du har en spiseforstyrrelse eller er på vej ind i en.

Derfor har du brug for at din læge er med inde over dine spisevaner, dine tanker og følelser, for at du kan få en stabil vægt og en sund livsstil, som du kan leve godt med.

Du er også meget velkommen til at skrive ind i chatten, hvis du har lyst til at snakke med en voksen om nogle af de ting, du tænker på.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Mange hilsner Christine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program