Jeg skader mig selv

brevkassespørgsmål

Jeg skader mig selv

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 12 år 5 måneder siden

Jeg er begyndt at skade mig selv. F.eks. når jeg vil græde, begynder jeg at kradse mig selv på lårene eller bide mig selv i armen. Mine lår ender altid med at være helt blodsprukne, og mine arme er blå af bidmærker. Nogle gange føler jeg mig utrolig ækel og klam. Og så skader jeg også mig selv. Jeg har brændt mig selv med en smøg 2 gange. Jeg gør det, fordi jeg er overbevidst om, at det vil hjælpe, og for at jeg skal tage mig sammen og ikke græde eller hade mig selv. Men jeg ender bare med at hade mig selv endnu mere. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har det rigtig dårligt for tiden, og jeg kan simpelthen ikke holde op med at tænke på smerte og måder at skade mig selv på. Jeg ser billeder af mig selv inde i hovedet, hvor jeg skader mig selv. Jeg føler mig som en freak. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg er også helt vildt paranoid. Jeg er mørkeræd, utrolig mørkeræd. Jeg kan begynde at græde helt vildt, hvis jeg er nødt til at gå ned af en mørke gang, fordi jeg er så bange. Når jeg er udenfor om aftenen, føler jeg hele tiden, at en eller anden går bagved mig. Jeg føler, at nogen er efter mig. Jeg er også bange for at kigge ud gennem vinduet, når det er mørkt. Jeg er bange for, at der er nogen. Jeg føler hele tiden, at der er nogen. Hvad jeg skal gøre?

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt læse det er svært lige for tiden, og jeg kan godt forstå det er hårdt at gå og tænke på at skade sig selv. Folk der skader sig selv har tit en forventning om, at det vil hjælpe på følelserne at skade sig – men man har det bare værre bagefter.. Nogen tænker at skaden er en slags lindring – fordi den fysiske smerte kan gøre at man det korte øjeblik mens man skader sig selv, føler at man har en smerte man har kontrol over.. Men som du også oplever løser det ingenting bagefter, og den smerte man gerne vil væk fra – den psykiske smerte - er der stadig... og måske blevet værre fordi man har det dårligt over at man har gjort det...

Du spørger hvad du skal gøre, og mit bedste råd er, at du bliver nødt til at få kigget på hvorfor du har det så svært for tiden. Hvad gør så ondt inde i dig, at du har brug for at flygte fra det gennem at skade dig selv? Du skriver du hader dig selv, men hvad er der sket for at du er kommet til at hade dig selv...? Måske hænger det også sammen med at du er blevet paranoid? Har du mon nogen du kan snakke med om dine følelser? Ellers så er det vigtigt du finder en – måske dine forældre, måske en ven, måske en lærer? Er der ikke lige en du har lyst til at tale med det om i første omgang, så kan du også kontakte din læge og få en henvisning til en psykolog, så I sammen kan få kigget på den smerte du går rundt med.. Du er også meget velkommen på chatten en dag til en snak om de følelser du går rundt med. Det er altså bare vigtigt at du får kigget på de følelser, som gør ondt!

Jeg håber du vil overveje mit råd – du har brug for nogen der vil lytte og støtte dig – måske en psykolog, måske dine forældre.. Du skal bare ikke gå rundt med dem selv mere! Du fortjener at have det bedre, og ikke tænke på at skade dig selv mere..

Mange tanker fra Heidi

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program