Min mor drikker i smug

brevkassespørgsmål

Min mor drikker i smug

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 3 måneder siden

Mit problem er at jeg nogle gange, inde på mit værelse, finder tomme sprut flasker som min mor har gemt. Hun gemmer dem i nogle kasser under min seng, for så tror hun at jeg ikke finder dem men det gør jeg. Og så et par dage efter er de væk?! Min mor er ikke alkoholiker, men hun drikker nogle gange i smug, men det er ikke så tit. Hun kan ikke tåle at drikke så meget og hun bliver altid meget fuld når vi er til Familie fødselsdage. Jeg oplever også nogle gange at jeg finder breve i små poser i mine skabe. Brevene er for det meste uåbne og fra banken. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg bare snakke med hende, eller lade som ingenting? Og hvis jeg skal snakke med hende, hvad skal jeg så sige? Jeg håber virkelig at i/du vil svare, for det er noget som jeg tænker meget på.

Svar: 

Kære du

Det er en svær situation du står i og derfor synes jeg også, at det er rigtig godt at du har valgt at skrive her til, for at fortælle om det og for at få nogle råd til hvad du kan gøre.

Det lyder bestemt ikke rart at du har en mistanke om at din mor drikker mere end hun burde og jeg kan godt forstå at du undrer dig over at finde de flasker som du beskriver. Jeg kan også godt forstå at det går dig rigtig meget på og det viser kun, at du holder rigtig meget af din mor og kun vil hende det bedste.

Jeg vil starte med at sige, at det er vigtigt, at du ikke føler at det er din skyld at din mor har det svært og drikker. Det er hende der er den voksne og derfor også hende der har ansvaret for at både du og hende selv har det godt og har en god hverdag. Når jeg læser dit brev, tænker jeg at det lyder som om at din mor også godt ved dette og at hun derfor prøver at skjule det for dig. Derfor tænker jeg også, at din mor elsker dig meget højt og godt ved, at det hun har gang i ikke er i orden når hun har et barn. Jeg kan også godt forstå at du er bekymret efter at have fundet regninger der ikke er betalt i skabene. Igen vil jeg sige, at det ikke er dit ansvar, at der er styr på regningerne i hjemmet. Det er de voksnes ansvar og derfor er det også vigtigt, at du får snakket med nogle om alle de tanker du går rundt med, så du kan få noget af ansvaret væk fra dine skuldre. 

Det vigtigste råd jeg vil give dig er, at du får snakket med en voksen du stoler på. Det kan fx. være en anden i din familie, en lære på din skole eller lign. Hvis du synes det er svært at fortælle om, kan du fx vise dem dette brev og det svar jeg har givet dig. Det vigtige er, at du har en til at støtte dig i den svære situation og en som du kan snakke med om det du oplever. Jeg synes også, at du skal fortælle din mor om de tanker du har. Jeg synes du skal få fat i hende på et tidspunkt hvor du tænker at hun ikke har drukket og så kan du starte med at sige til hende, at du har nogle ting som går dig meget på og som du bliver nødt til at snakke med hende om. Du kan så fortælle om de ting du har oplevet og sige, at du har rigtig meget brug for at hun er ærlig og forklare dig hvordan det hænger sammen og at du har brug for at hun får noget hjælp til at stoppe med at drikke.

Det er desværre ikke til at vide hvordan hun reagerer. Hvis hun reagerer ved at blive sur på dig og benægte alt, er det ikke fordi hun ikke elsker dig, men fordi nogle mennesker reagerer sådan når de godt ved, at det de har gang i ikke er okay, men at de samtidig ikke ved hvad de skal gøre. Netop derfor er det også vigtigt at du har en anden voksen du kan snakke med, så du kan få noget hjælp. Du kan evt. få noget hjælp til at kontakte kommunen som kan hjælpe dig med at få din mor i behandling og sørge for, at du får det du har brug for, for at kunne vokse op med omsorg og tryghed.

Du kan evt ringe til børnetelefonen på tlf 116 111. Her kan de hjælpe dig med at få forbindelse til en bisidder, som kan tage med dig på kommunen og snakke med dem om hvilken hjælp i kan få. Dette er selvfølgelig kun hvis du selv ønsker det. Når du ringer op, er du helt anonym, og det bliver du ved med at være, medmindre du selv vælger at oplyse dit navn og adresse. Du kan derfor også "bare" ringe der til for at snakke med en voksen der har tid og lyst til at lytte og hjælpe.

Du kan også kigge på denne brevkasse hos Hope.dk, hvor der er andre unge der skriver om det, at have en forældre der drikker.

Venlig hilsen Katrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program