Hej

Når jeg læser dit brev er det tydeligt at mærke at du er frustreret og ked af det, hvilket er helt forståeligt. Jeg synes det er rigtig godt og sundt for dig, at du har skrevet ind til Cyperhus og fortalt om din situation og dine følelser omkring alt det her, så det kommer ud og du ikke gemmer det inde i dig selv.

Det jeg også får ud af at læse dit brev er et indtryk af, at du er en pligtopfyldende pige og god veninde og du gerne vil hjælpe dine veninder som har nogle tunge og svære problemer. Det er rigtig svært at være ven eller veninde med mennesker som har det meget svært og det kan være hårdt at man ikke kan hjælpe dem og det kan også få en selv til at føle sig magtesløs og frustreret. Det kan også være rigtig hårdt, som du beskriver, at man er den som skal have ”overskuddet” i venskabet. Du beskriver i dit brev, at du prøver at støtte din veninde som er cutter, og prøver at holde fast så godt du kan, fordi du ikke kan være andet bekendt og hvis du ikke bliver hos hende, er du ikke en veninde.

Og det får mig til at tænke på om din veninde taler med andre om sine problemer? Nogle voksne som hun stoler på. Grunden til at jeg tænker på det er, at det er rigtig vigtigt at hun gør det og du ikke føler det er dit ansvar at hjælpe hende alene. Derudover tænker jeg på, hvorfor du føler du ikke kan være andet bekendt? Jeg kan sagtens forstå din lyst til at være der for din veninde, men det er også vigtigt at du passer på dig selv og siger fra. Det er okay at sige fra, selvom hun har det svært. Det betyder ikke at man er en dårlig veninde, men at man passer på sig selv og sætte nogle grænser for, hvad man selv kan holde til og vil stå model til. Derfor synes jeg du skal prøve at tale med hende om det og får sagt hvordan du har det.

Du beskriver også i dit brev at hun og din anden bedste veninde en dag holdte dig ude og det fik dig til at cutte i dig selv. Det får mig til at tænke på, hvad der fik dig til at gøre det? Var det noget du havde prøvet før? Og er det noget du stadig gør, når tingene bliver rigtig svære? Det kan cutte sig selv kan for nogen, give en kortvarig lettelse, men bagefter har de det oftest værre end før. Derfor er det en rigtig usund og farlig måde at takle sine følelser på. Jeg ved ikke om det er noget du har fortalt nogen om, men jeg vil opfordrer dig til at gøre det. Det kunne være dine forældre, din læge eller en anden voksen, måske en lærer, som du stoler på. Det tror jeg vil være en rigtig god ide.

Det lyder som om de veninder som du har lige nu, alle har det rigtig svært og det er nogle tunge problemstillinger som de slås med. Men det på ingen måde kan være din skyld at din veninde har en spiseforstyrrelse eller andet. Det er vigtigt at du ved, at selvom de har det svært er det okay at sige fra overfor dem, selvfølgelig på en ordentlig måde. Du skriver slutteligt i dit brev, at du bare gerne vil være omgivet af normale mennesker. Jeg ved ikke hvad du selv har gjort dig af tanker omkring at møde nogle nye mennesker og skabe nogle nye venskaber, men det kunne måske være igennem nogle nye fritidsinteresser, såsom sport, fritidstilbud eller andet. Derudover tænker jeg at du er en alder hvor der måske indenfor ikke alt for lang tid er et skoleskift fra folkeskole til noget andet, og det er også altid en god og ny mulighed for at møde mennesker og skabe nye venskaber.  

Til slut vil jeg gerne igen opfordre til, at du snakker med nogen som du stoler på omkring alt det her, så du får luft for dine tanker og følelser og du ikke får lyst til at cutter dig selv igen. Du er altid velkommen til at hoppe ind på Cyberhus chatten og snakke med en af vores frivillige, som altid er klar til at lytte.  

Mange hilsner
Helle N