Ked af det

brevkassespørgsmål

Ked af det

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 15 år 8 måneder siden

Jeg er ked af det hver dag og græder mig i søvn hver aften og om morgenen inden jeg skal i skole. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så ked af det hele tiden? Jeg tænker hele tiden at der ikke er nogen der kan lide mig og at alle hader mig.

Der er ikke nogen der siger noget grimt til mig, men jeg tror at de tænker det. Jeg tænker tit på at begå selvmord fordi jeg ikke kan holde mig selv ud og fordi ingen kan lide mig. Jeg tør ikke sige det til nogen men jeg vil gerne have at nogen opdager at jeg har det dårligt, men jeg prøver også at skjule det. Jeg har prøvet på at få anoreksi for om det måske kunne hjælpe. Jeg har tabt 12 kg siden 1. februar, så jeg vejer 42 kg nu (168cm). Hvad skal jeg gøre?

Jeg er altid alene, jeg ville ønske at der var en der kunne holde om mig og trøste mig, men det har jeg heller ikke fortjent fordi jeg er så fed og grim og dum og ulækker.

Hilsen S.

Svar: 

Kære S.

Det gør mig ondt at høre, at du har det så svært, og at du har overvejet selvmord og prøvet at få en spiseforstyrrelse for at få nogen til at hjælpe dig. Og jeg synes du har behov for hjælp.

Det er rigtig godt at du gerne vil have at nogen ser dig og hjælper dig, men du skal øve dig i at sætte ord på det, i stedet for at vise det ved en spiseforstyrrelse. Det får du det nemlig ikke bedre af.

Du har fundet styrken til at skrive til mig, du har åbnet op over for en anden voksen. Det er rigtig flot og en rigtig god start. Først synes jeg du skal få talt enten med dine forældre eller en anden voksen som du har tillid til og som vil lytte til hvad du fortæller. 

Hvis du synes det er svært at snakke om, kan det være en god ide at skrive et brev til personen først.

Jeg synes også det er en god ide at besøge din læge. Han eller hun kan forklare dig hvilke muligheder for hjælp du har og hvad du kan gøre. Måske kan din mor og far tage med dig til lægen, eller måske en god veninde for at støtte dig.

Livet kan sommetider være svært og det går op og ned. Når livet går nedad, så har vi alle brug for en anden at snakke med. Det er helt normalt. Det kan sommetider være svært for andre at se og derfor må man selv sige det.

Jeg er helt sikker på , at du er en dejlig pige som fortjener at være glad for livet, så skynd dig at få fortalt om dine føleleser, så du kan få hjælp.

Du er også altid velkommen til at besøge chatten i Cyberhus, hvor du chatte med en voksen. Sammen kan i finde flere muligheder og du kan måske også finde mere mod til at få åbnet op..

Cygerhus chatten er åben mandag til torsdag kl. 15 - 19.00.

Venlig hilsen fra Anne-Marie.

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program