Problemer med mor

brevkassespørgsmål

Problemer med mor

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 14 år 1 måned siden

Hej. Jeg er en pige på 16 år, som bor sammen med min mor. Vores forhold er egentlig ret godt, men her på det sidste, har vi ofte været oppe at skændes. Vi kan ikke enes, og hun har sagt et par gange, at hun gerne vil have, at jeg flytter hjemmefra. Hun synes, hun ikke kan styre mig, og det er jeg ikke helt enig i. Jeg går på gymnasiet, laver mine lektier, tager ikke til fester og drikker. Men jeg er en doven type og arbejder ikke og nogen gange lytter jeg ikke til, hvad hun siger. Jeg er sådan set en ansvarsfuld pige, og jeg er ikke typen, som fester og drikker. Jeg er ret forvirret og ved ikke helt, hvordan jeg skal tackle det. På en måde vil jeg ikke flytte hjemmefra, for jeg har det faktisk okay. Og jeg får det, jeg vil have - så hvorfor flytte, når jeg har det godt? Min mor "truer" mig med, at jeg skal flytte, og jeg har sagt til hende, at hun selv kan gøre noget ved det. Men det har hun ikke gjort og hun siger, jeg selv skal sørge for det. Men det vil jeg ikke. For vi kan faktisk godt enes, men nogle gange kan vi komme op at skændes. Jeg tror ikke, hun mener det "seriøst", når hun siger, jeg skal flytte hjemmefra. Men det irriterer, at hun skal sige det næsten hver gang, vi kommer oppe at skændes, og jeg er træt af det. Lige nu er jeg forvirret og ved ikke, hvad jeg skal gøre? Skal jeg prøve at snakke med kommunen eller få hjælp fra andre? På forhånd tak. Hilsen Anonym.

Svar: 

Hej med dig..

Det lyder til at din mor og dig er inde i en periode hvor i slider lidt på hinanden, men det lyder også til at i holder meget af hinanden.

Når jeg læser dit brev, så får jeg en fornemmelse af at det er nogle bestemte ting i kommer op og skændes over. Det kan være noget med at din mor måske vil have dig til at lave noget mere derhjemme, eller at du måske synes at din mor gør eller siger noget bestemt som irriterer dig hver gang. Men det kan selfølgelig også være noget helt andet.

Ud fra det du skriver, så lyder det til at din mor truer med at du skal flytte, fordi hun ikke rigtig ved hvad hun skal sige til dig og fordi hun ikke synes det hjælper det hun så siger til dig.

Jeg kan sagtens forstå at du synes det er lidt svært at forholde sig til, specielt når du egentlig ikke har lyst til at flytte.

Omkring din tanke om at snakke med kommunen. Det kan du sagtens gøre, men jeg tror ikke det vil hjælpe så meget, fordi hvis kommunen skal overveje at hjælpe dig med et andet sted at bo, så skal det være fordi det er meget svært at bo derhjemme og at det er skadeligt for dig. Og ud fra det du skriver, så lyder det ikke til at det er blevet så slemt.

Derfor synes jeg mere det handler om, at du og din mor har brug for at snakke ordentlig om det her og finde en måde at leve sammen på som i begge har det godt med.

Når man skal have sådan en snak, så er der to ting jeg kan foreslå i begge to gør. Det første det er at få skrevet ned lige præcis hvad det er man gerne vil have skal være anderledes og hvordan det kan gøres. Det kan være man har 2,3 eller 4 punkter hver især.

Det andet er, at i begge to skal respektere den anden og acceptere at i ikke kan bestemme det hele. Og så en ekstra ting..du bliver også nød til at respektere at din mor bestemmer mere end dig, fordi hun er din mor og fordi du er under 18 år. Så du skal være lidt forberedt på, at du ikke kan bestemme det hele og respektere nogle af de ting hun siger og nogle af de ting hun vil have dig til at gøre.

Så sådan en snak er meget en bytte bytte købmandsting. Man får lidt, men skal også give afkald på noget af det. Og sådan er det faktisk altid når man skal bo tæt sammen med andre mennesker.

Så mit bud er, at du aftaler med din mor, at i skriver de her ting ned og så sætter jer ned og tager en ting af gangen. Det kan godt være i skal nøjes med en ting og så dagen efter snakke om en ting til. Ellers kan det godt blive lidt meget.

Se om I ikke kan lave nogle gode aftaler og måske kan det faktisk være nok til at det bliver lidt lettere.

Hvis ikke du synes det hjælper noget, så prøv at komme ind i chatten her i Cyberhus. Her kan du chatte anonymt med en voksen og måske kan i snakke jer frem til andre ideer og muligheder.

Held og lykke med det..

Venlig hilsen

Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program