hej. ehm ved ikke lige hvordan jeg skal starte det her, jeg bor i schweiz lige pt arbejder som au pair. et halvt år for jeg kom herned gik jeg fra min kæreste og i foråret 2 måneder for jeg tog afsted blev mine forældre skilt det kom bag på alle ogvi fik det af vide søndag og vi var flyttet fredag. og så blev min x kæreste som er en god ven af familien psykisk syg og var indlagt på den lukkede med fik lov at komme hjem til hans lillebrors konfirmation i 5 timer, og vi endte så med at kysse og blive smask forelskede igen igen, der skal lige fortælles at jeg sommeren tidliger ved et uheld havde været min daværende kæreste utro med ham. vi har en ret lang fortid sammen og de måneder han var indlagt snakkede vi ikke sammen udover når han var hjemme ved sin familie og vi kunne skrive fra hans mors mobil, men da han så kom tilbage og jeg måtte komme der hen var det dejligt og vi havde det rigtig hyggeligt sammen men han var meget træt og sagde ikke ret meget han havde fået konstateret skitsofren psykose jeg sprang i uden at tænke over hvad der skulle ske med hans sygdom vi aftalte ikke at være kærester fordi jeg skulle til schweiz i et år og han skulle på gymnasiet og alt var dejligt og jeg var rigtig glad for at være sammen med ham. så tog jeg afsted, jeg er en af de typer som helst skal have en at gå at holde i hånd og kysse så der gik ikke længe inden jeg havde en han viste alt om ham der var i danmark og at det bare var hygge kysseri og som alle så blev han jo mere og mere sød så jeg panikkede og sprang fra.. og det er nu sket gennem det sidste år efter min x kæreste trode virkelig han var den eneste ene og det har efterladt mig med mange ar kan ikke binde mig hver gang noget ser ud til at blive seriøst panikker jeg, min x var egentlig ikke særlig sød ved mig.. han gav mig skylden for alt så jeg skulle sige undskyld selvom det ikke var min skyld og han er sygeligt jalou og var mig utro det sidste halve år viste det godt men elskede ham og håbede han ville sige det så jeg kunne tilgive ham. fik en mere hvor jeg også panikkede så her før jul mødte jeg en rigtig sød fyr til spejder som jeg kalder M vi havde det super dejligt sammen og hyggede og vi havde også sex flere gange nede i spejder rummet det blev mere og mere seriøst han begyndte at kalde mig søde ting og vi sov sammen, jeg blev mere utryg og trak mig tilbage så blev det jul og jeg skulle tilbage til danmark og hjem til familie og min fyr der. det var dejligt at være hjemme han havde fået lidt mere energi og sådan men vi havde ikke sådan rigtig nogle dybe samtaler han spurgte mig om jeg havde det godt og bla bla og så var der ikke mere i det. så efter juleaften blev det mere kompliceret den 25 skulle vi ud og spise og i biografen glæde mig rigtig meget om morgnen ringer min mor så og siger min bedstefar er død af kræft, har ikke snakket med ham de sidste 3 år så det lod jeg mig ikke slå ud af vi spiste og så film også skulle vi med bussen hjem, et par dage før var kondomet sprunget og jeg er imod abort så det snakkede vi lidt om og lige pludselig følte jeg han ikke støttede mig så jeg hylede ( jeg græder aldrig ) og han anede ikke hvad han skulle gøre men tror han gjorde det rigtige han holdt bare om mig.. og mere var der ikke i det så efter nytår får jeg lungebetændelse og bliver nød til at udsætte min fly rejse og jeg kan ikke komme ud og besøge min farmor som også er syg af kræft og jeg blev ved med at sige jeg nok skulle ringe men der kom hele tiden noget, så om søndagen får jeg endelig taget mig sammen til at skrive og spørge om jeg må ringe og min fars moster svare at hun er træt og hun hviler sig men at hun nok skal sige det vidre når hun vågner. det jo okay så det lader jeg bare ligge intil næste dag hvor jeg skulle rejse der kommer min mor ind klokken 5 og fortæller at min farmor er død.. hvis jeg dog forhelved bare havde taget mig sammen og ringet så jeg kunne sige farvel.. vi tog så derud for at sige farvel og planlægge begravelse jeg skulle udsætte min billet igen og begravelsen skulle være hurtigt for skulle tilbage og passe mit arbejde. så men det hele gik og hun blev begravet og jeg kom tilbage til schweiz men mange åbne følser for jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre ved M og jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre ved min fyr jeg ikke rigtig kunne snakke med og som ikke støttede mig og de 2 åbne sår af 2 afdøde bedsteforældre.. så kort tid efter jeg er kommet tilbage overbeviser jeg mig selv om at jeg kan ikke lide M og vi ikke kan fortsætte han bliver meget chokeret men vi fortsætter som venner uden kys og sådan vi ser ikke hinanden før til en hjælperaften i spejder hvor vi så ender med at have sex til klokken 4 om natten og cykler hjem på hans cykel og sover der. og det nu ved at være tre uger siden og vi har det fantastisk er helt sikkert faldet for ham men ved jo at det slutter her om 6 månder. og så min fyr i danmark snakkede jeg sidst med da han kom hjem fra skiferie for 4 uger siden han var en helt anden ( han var blevet sat ned i medicin så fik han et tilbage fald og nu er han sat op igen) og det meget svært at forklare men han virkede som om han trængte til en pause så lod ham være. så her den anden dag snakkede jeg med min moster som havde hørt fra min mor at han var panisk angst over at jeg ville flytte sammen og have børn når jeg kom hjem, ( har været meget i tivil om jeg kan have et forhold til en der er psykisk syg ) ved ikke hvor han har det fra godt nok sagde jeg sidst vi snakkede sammen at når jeg kom hjem ville jeg flytte ind hos min mor også efter 3 år og hvis vi stadig var sammen ville jeg måske finde en lille lejlighed i odense (hvor han bor ) så jeg kunne studere der og være lidt tættere på ham. men hvordan kan jeg være sammen med en jeg ikke ved hvad jeg må fortælle og hvordan jeg skal fortælle det uden han tolker det på en anden måde og fordi at jeg ikke kan fortælle ham noget kan han jo heller ikke støtte mig i de beslutninger jeg tager, jeg har det rigtig svært lige for tiden og ville ønske han kunne hjælpe mig eller bare høre mig ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre har M som er rigtig god til at lytte og forstå mig men det holder jo kun et halvt år endnu hvad gør jeg så ? jeg bliver nød til at finde en løsning hvor jeg kan tale med ham og ellers kan vi ikke fungere sammen. og hvordan fortæller man en dreng med skitsofren psykose at man ikke kan være sammen når jeg er hans den eneste ene ? og jeg vil gerne have han er min men kun hvis jeg for løst problemerne. og flere i min familie har depression og jeg er også godt på vej, havde et anfald her for 3 år siden men fik hjælp men nu føler jeg mig rigtig alene om det har kun M og når jeg kommer hjem flytter min mor til varde som er 2 timer fra mig og min lille søster tager på efter skole hele min familie splittes og føler det er min skyld jeg har altid været den der holder sammen på alle og sørger for alle har det godt så rejser jeg og det hele ødelægges... hvad skal jeg gøre hjælp mig.. min fyr i danmark, M, min familie, og min sorg til min farmor, hvordan skal jeg takle det og hvad jeg jeg gøre håber i kan hjælpe mig. Knus den MEGET fortvilede camilla