Menses
Menses
Hej, jeg har to spørgsmål omkring mensruation.. 1) Jeg er viiildt sulten lige op til og under menstruationen.. Jeg kan blive ved med at spise og under mens har jeg nærmest ingen mæthedsfornnemelse. Det kan godt være lidt irriterende. Hvad kan jeg spise for at kunne blive ordentlig mæt? Har prøvet med flere kulhydrater.. 2) Jeg har prøvet fem-seks gange omkring to uger før min menstruation, at få meget stærke smerter i underlivet. Jeg ved, at det er under æggeløsningen. Smerterne er bare så ulidelige, at én ipren ikke engang kan lindre smerten. Det er krampeagtige smerter, jeg kan nærmest mærke at livmoderen giver sig, kan ikke gå oprejst og ligger bare og vender og drejer mig. Har også grædt af det. Det kan vare fra en halvtime til en hel dag, og dagen efter kan der også være lidt. Har snart haft mens i fire år, så det sker ikke ofte, men når det er der har jeg bare lyst til at grave mig ned i et dybt hul. Min mor er ikke meget for jeg tager p-piller for det, da det kan påvirke min graviditet senere i livet eller sådan noget og fordi det ikke sker hver gang jeg har mens.. Har i nogle råd til hvad der kan lindre min smerte? Forebygge den? Eller skal jeg opsøge en læge?
Hej med dig
Rigtig mange piger har det ligesom dig, hvor deres spisevaner ændres omkring og under deres menstruationsblødning. Man mener, at det skyldes noget hormonelt, og det er helt normalt, selvom det er lidt irriterende. Mange får især lyst til søde sager.
Når nu du har svært ved at blive mæt, synes jeg du skal prøve at spise madvarer med et højt fiberindhold. Det kan f.eks være rugbrød og andet groft brød. Du kan supplere med magert kød og/eller linser eller bønner. De har nemlig et højt indhold af protein, som også kan give en god mæthedsfølelse.
Med hensyn til dine smerter, så lyder det til, som du også selv skriver, at de kommer omkring din ægløsning. Nogle piger får de smerter du beskriver, mens andre ikke mærker noget, når de får ægløsning.
Som du skriver det, lyder det bestemt ikke sjovt, især ikke når smerterne varer så lang tid. De gange du får smerter, kan du sagtens tage ipren, som du også tidligere har prøvet. Du skriver at den ikke hjalp. Nu ved jeg ikke hvilken dosis du tog, men jeg synes du skal tage 400 mg ipren. Hvis du stadig har ondt efter ca 30 minutter kan du tage 2 tabletter á 500 mg paracetamol (panodil, pinex eller pamol).
P-piller kan af og til være en god idé hvis man har de smerter som du har. Det p-pillerne blandt andet gør er, at de forhindrer/hæmmer ægløsningen. Man kan dog ikke på forhånd forudsige om p-pillerne vil hjælpe lige netop dig.
At tage p-piller påvirker ikke muligheden for at blive gravid senere i livet, når man stopper med p-pillerne, heller ikke hvis du har taget dem i flere år.
Tænker du, at det måske kunne være en løsning for dig at få p-piller, skal du omkring din læge.
Jeg håber, du kan bruge mine råd. Held og lykke med det.
Kathrine