Underlivet

brevkassespørgsmål

Underlivet

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 13 år 6 måneder siden

Hej, jeg først jeg var sammen med en fyr gjorde det virkelig virkelig ondt. Det gjorde ligeså ondt anden gang, som var et halv år efter. Jeg troede ellers ikke at det ville gøre ligeså ondt anden gang, men det gjorde det, og efter de to gange har jeg slet ikke lyst til at prøve nogensinde igen, selvom jeg får en kæreste. Tror ikke det er fordi jeg ikke er våd nok, eller spænder. Men det der bekymrer mig mest, er om der skulle være noget i vejen med min skede? har prøvet at mærke efter med en finger, og kan mærke noget buet fortil meget tydeligt, tror det er min blærer, for det føles sådan. Hvordan skal det normalt være når man mærker efter med en finger? Jeg har siden jeg fik menstruation for tre-fire år siden altid haft en del udflåd, gennemsigtigt og lidt hvidt, sådan at jeg ikke kan gå rundt uden trusseindlæg. Jeg vasker mig hver dag med intimsæbe. Kan der være en grund til at jeg har så meget udflåd, eller er det bare sådan min krop er? Nogengange har jeg en slags ubehag dernede, og jeg kan mærke det hjælper at sidde på et varmt tæppe. Det er også nogengange ubehageligt når jeg tisser, som om man skal undgå det. Hvad kan det være? Det klør desuden dernede engang i mellem, og i perioder har det slet ikke været til at holde ud. Jeg har været på p-piller i nogle måneder for at dæmpe mine slemme menstruationssmerter, og det har hjulpet. Anden gang jeg havde sex, var det uden kondom (ja, jeg ved det var dumt!) kan jeg være smittet med en kønssygdom? Skal lige siges, at jeg også havde kløe og ubehag dernede inden min anden gang. Jeg har aldrig været til gynækologisk undersøgelse før, jeg heller ikke lyst til det, men hvis det vil være godt i mit tilfælde vil jeg da overvinde min skræk for det. Jeg håber I kan hjælpe mig med at blive klogere, på forhånd tak :) -jo og så lige et spørgsmål til sidst: er det ikke unormalt at være fuldstændig fladbrystet når man er næsten 17 år? jeg tror jeg er ved at ha vænnet mig til det, da det altid har været sådan, og jeg bare må undgå vise mig i bikini top eller i bh, og aldrig nogensinde uden. men føler bare det er meget unormalt, at der kun er 1-2 cm forskel på målet under brystet og på brystet. altså jeg er godt nok en høj og tynd pige, men har i de seneste år taget 10 kilo på og er normalvægtig.

Svar: 

Kære du,

Godt du skriver ind - for man skal ikke være bange for at have sex. Det skulle jo gerne blive en dejlig ting, også for dig;-)

Det, at du har ondt i skeden ved samleje, kan sagtens skyldes at du spænder eller at du ikke er våd nok. Faktisk er det ofte grunden til at piger har ondt under sex - også når de er meget ældre end dig. Så man skal altså slappe af og være tændt. Ellers bliver det ikke en succes.

Den bule du mærker dernede kan være mange ting. Når man mærker en almindelig skede så er det som et lille sammenklappet rør og cirka en halv-hel finger inde rammer man livmoderhalsen. Den føles hård og det er helt normalt. Så det er ikke til at sige hvad du mærker. Men når du også har meget udflåd, kraftige menstruations smerter og det klør - så synes jeg du skal tage til læge.

Det vil være rigtig godt at lave en gynækologisk undersøgelse på dig. For der er flere ting, som ikke er som det skal være. Så jeg synes det er vigtigt at du får på plads om du fejler noget eller om det er et spørgsmål og afslapning og gode seksuelle forhold, hvor der er ro og du er tændt.

Jeg synes, du skal fortælle din læge om de ting du skriver til mig. Fortæl ham/hende at du er nervøs og ved at du har tendens til at få ondt dernede. Så kan lægen undersøge dig så forsigtigt som muligt. Det kan endda være at det er nemmere at du printer det du har skrevet her og viser ham/hende. Det er vigtigt at du kommer derned, for det kan enten være en unormal bule, det kan være en kønssygdom, men det kan også være noget helt ufarligt.

Med hensyn til dine bryster, så vil jeg give dig helt ret - det er usædvanligt at have bryster på 1-2 cm. som 17 årig. Der er nogle som bare er langsomme om at udvikle sig og de fleste indhenter deres veninder senere. Derudover kan det også være at din mor, faster, farmor har små bryster, så kan det også være fordi du bare ikke er bygget til store bryster. Til sidst kan du mangle nogle hormoner, som gør at dine bryster ikke vokser. Det kan måske også hænge sammen med dine symptomer fra skeden. 

Så du må afsted til lægen. Hellere overvinde en ubehagelig gynækologisk undersøgelse end at gå hele ens ungdom og være bange for sex.

Held og lykke.

Venlige hilsner fra Line

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program