Hm...
brevkassespørgsmål
Hm...
Jeg kan virkelig ikke holde det ud mere. Jeg lukker mig selv inde i min egen verden.. Sådan har jeg det ihvertfald. I min computer verden hvor jeg har alle mine venner, fordi jeg for ikke så længe flyttede fra hvor jeg havde mine venner. Jeg går ikke engang i skole mere. Jeg har det dårligt med at fremlægge, fordi mine hænder begynder at ryste, min mund begynder at ryste, så jeg stammer. Jeg bliver helt rød i hovedet og får den der svimmelhed. Jeg kan ikke betale ved kassen, tage telefonen, åbne døren, møde nye, være sammen med min kæreste. Jeg græder ofte fordi jeg ser syner, jeg er bange for mørke. Tør ikke gå ned af trapperne når det er mørkt, fordi jeg føler mig overvåget. Jeg føler mig grim, selvom mange jeg kender siger det modsatte, tror jeg ikke på det. Jeg føler at verden ikke har brug for mig. At mine søskende ikke har brug for mig, kun min ene søster. Jeg føler heller ikke at min far gider mig mere, eftersom han har sagt til min faster at hvis han kan leve uden en far, kan jeg også. Jeg er konstant bange for spejle, hvis det er mørkt. Jeg føler det hele bliver værre og værre og at jeg til sidst er bange for virkeligheden. Min mor kan ikke se det, og jeg er så genert at jeg ikke kan tale om den slags med hende. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for folk kan ikke se det. Jeg går jo og griner, har det sjovt osv. men inden i gøre det bare ondt og jeg føler at jeg er helt knust :'(.
Svar:
Hej Anonym
Når jeg læser dit brev, synes jeg det er tydeligt at din dagligdag er fyldt med følelser og tanker som gør det svært for dig at få hverdagen til at hænge sammen, og jeg kan godt forstå hvis du synes det hele bare er for meget når det er så mange ting du har svært ved.
Jeg tror de fleste mennesker har ting som de er bange for eller kan blive nervøse for. Det er der ikke noget unormalt i. Men hvis de ting man er bange for bliver flere og flere og nærmest kommer til at styre den hverdag man har, kan der være tale om noget helt andet, nemlig angst.
Ud fra de ting du fortæller kunne det godt lyde som om at du måske lider af angst. Hvis det er tilfældet er der ingen tvivl om at du har brug for noget hjælp. Angst er en psykisk lidelse ligesom en depression og det er ikke noget der bare forsvinder af sig selv igen. Det krælver at man får noget hjælp...det kunne eksempelvis være hos en psykolog. Det første skridt til at finde ud af om det er angst du lider af, og til hvordan du kan få hjælp er ved at gå til din egen læge og få en snak om hvordan du har det.
Du skriver at folk ikke kan se hvordan du har det fordi du griner og har det sjovt. Jeg tror det er rigtig vigtigt at du prøver at lade andre se hvordan du har det indeni. Du siger det gør ondt og at du føler dig knust indeni. Noget af det der kan være svært med psykiske lidelser som f.eks angst er at det kan være svært for andre at se. Det er ikke så let at få øje på som hvis du nu havde en brækket arm. Du bliver nødt til selv at hjælpe andre omkring dig til få øje på hvad det egentlig er du føler og tænker indeni. De har brug for at vide hvordan du har det for at kunne hjælpe dig.
Jeg ved det kan være sindsyg svært at skulle åbne sig og fortælle om det der gør ondt inderst inde, men jeg ved også at det virkelig nytter og det gør en stor forskel hvis man ønsker at ændre sit liv. Det tror jeg på at du gerne vil og jeg er overbevist om at du også kan.
Jeg synes du skal prøve at snakke med en voksen du føler dig tryg ved, om hvad det er der rører sig i dig. Hvis du ikke synes du har nogen kan du starte med at logge på chatten og snakke anonymt med en voksen rådgiver. Sammen kan I måske finde ud af hvordan du kan få noget mere hjælp.
Mange hilsner
Niels-Christian
Relateret indhold
Psykiske diagnoser
Hej,
Jeg har nogle tanker og spørgsmål omkring psykiske diagnoser, som fx OCD, angst, borderline, ADHD osv.
For hvordan ved lægen egentligt, at man har en psykisk “sygdom”, blot ved at stille en række...
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
død
i løbet af de sidste par dage har jeg taget overdosis af piller og jeg begynder at blive dårlig og får kvalme og kaster op men jeg kan ikke stoppe og jeg skærer i mig selv det er mine tanker der styrer mig.
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Skabsbøsse...
Jeg er homoseksuel. Det har jeg accepteret, og det er okay. Men jeg er stadig i skabet over for mine forældre og familie. Jeg kom ud for to år siden til mig selv, og derefter til mine bedste venner. Derefter begyndte jeg at være mere mig selv. At slappe mere af som mig. For det var noget jeg...
Astrid har svaret på dette spørgsmål
