Trusler på FB

brevkassespørgsmål

Trusler på FB

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 1 måned siden

Hej Skriver på vegne af min 15-årige datter. Hun har modtaget nogle trusler på FB fra en ekskæreste. Truslerne er ikke voldsrelaterede, men går på, at han vil ødelægge hendes rygte og trække hende i retten anklaget for "hate crime" (hun har uforvarende fortalt nogle kammerater, at han kommer fra Vietnam, mens han er fra Sydkorea). Han vil spolere hendes liv og tage alle vores penge fra os....og desuden vil han sende hende på en institution for psykisk syge hvor hun kan tilbringe resten af sit liv.... Hun er meget skræmt og frygter at han vil gøre hende fortræd. Hun tør ikke gå i skole og heller ikke være hjemme, da han jo ved, hvor hun bor. Kan den slags trusler anmeldes til politiet? De er jo så langt ude, at jeg faktisk frygter, at han kan finde på at gøre hende fysisk fortræd.

Svar: 

Hej med dig

Tak for dine spørgsmål. Godt du skriver.

Som jeg ser det har problemet ikke nødvendigvis ret meget med Facebook at gøre. Det er større end det. Men lad os tage én ting ad gangen:

1) Hvis man modtager trusler på Facebook, skal man anmelde den profil, som truslen kommer fra. Det gøres ved at finde hans profil og vælge pilen i højre hjørne foroven. tryk anmeld/blokér og følg anvisningerne. Trusler er altid ulovlige. Også på nettet, og det er noget Facebook tager alvorligt. Tag under alle omstændigheder screenshots eller billeder med kamera af truslerne, så det kan bruges som bevis om nødvendigt.

2) Som du beskriver truslerne, skal I ikke være bekymret for indholdet. Det er ikke en hate crime at forveksle en persons nationalitet. Endda meget langt fra. Det er heller ikke muligt for en ekskæreste at få en person indlagt på psykiatrisk hospital. At han vil spolere hendes rygte, vil man nok betragte som chikane, og det er også ulovligt. Derfor skal I med det samme indsamle beviser og ringe til politiet, så de kan rådgive jer. 

Jeg kan sagtens forstå at din datter er skræmt. Det er en meget uholdbar situation at være bange for at være i skole og være derhjemme. Du skriver, at I også er bange for, at han vil gøre hende fysisk fortræd. Derfor synes jeg du skal ringe til politiet omgående og forklare situationen. Hvis I kan fremvise trusler og chikane, vil politiet med sikkerhed hjælpe jer.

Et sidste råd: lad være med at gå i dialog med ekskæresten. Svar ikke på trusler og kommenter ikke på chikanen, hvis den fortsætter. Tag i stedet beviser og giv det til politiet. 

Jeg håber rigtig meget at I får hjælp. Hvis din datter har brug for at tale anonymt om situationen, kan hun altid bruge Cyberhus' chatrådgivning som er åben på hverdage.

Held og lykke med det hele

Kærlig hilsen 
Jonas

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program